Læsetid: 2 min.

Et slag i luften

Shadi Angelina Bazeghi slår om sig i luften med sin debutsamling ’Vingeslag’, men fuldtræfferne lader vente på sig
29. august 2015

Der er et voldsomt stof og nogle gode greb undervejs i Shadi Angelina Bazeghis debut, langdigtet Vingeslag, men der er godt nok også meget, der falder til jorden. Den måde en ungdom i Iran – med små altre for martyrer i vejsiderne og natlige bombardementer – krydsklippes med hyldester til FCK og Jesper Grønkjær, af alle ting, det fungerer helt overraskende godt.

Det er jo både obskønt og oplagt at stille de to ting sammen, for på hver sin måde handler det om unge mænd, der giver alt, og som beundres og gøres til spektakel. Især digtene om FCK har en fin energi og humor, der også handler om at være kvinde blandt drengerøve og spille den rolle perfekt:

»Jeg fløj hjem. Alene. Halvfuld og helblæst, mens jeg tænkte på Grønkjærs øjne/ Goddamn/ Findes der, i mine nærsynede øjne, skønnere æstetik/ end når han får revet trøjen i stykker/ i hjemmekampens hede/ og hidser sig op/ med armene og det hele.«

Men når de øjeblikke fungerer, så er det fordi, Bazeghi skriver med en direkte, talesprogsagtig energi. Hun rammer en stemning og en opkørt tanke helt uden omsvøb. Her er situationen konkret. Andre steder dukker passager op, der fanger en længsel efter den forsvundne elskede, Vingeslag er også en bog om krig og kærlighed. Eller man finder bare tre-fire linjer, hvor der er strøm i sproget: »åh for duften af basilikum og vild lilla mynte/ for kornblå dage, uægte jasmin og sølvhvide nætter/ åh for ildfluer og cikadernes sang.«

Uelegante ordspil

Men alt for tit lyrificerer Bazeghi sit stof og gør sine situationer tågede. Så insisterer Vingeslag på gumpetunge bogstavrim og uelegante ordspil. Her er bogens begyndelseslinjer: »Regnskyer og rævespor/ flyvefærdige fugleunger«, straks efter kommer linjen »Hukommelsesglimt og glemsel«. Der er noget fodtrampende over rytmen i de gentagelser, ’r’, ’f’ og ’gl’ falder som efter en metronom, men ordene selv falder jo ikke elegant, de er snarere klichéer.

Så smører Bazeghi inderlig patos ud over en scene – at være ung og på gaderne se fotografier af unge martyrer – på en måde, der i sin metaforiske overdosering føles som en falsk tone: »jeg går i stå/ som et gammelt ur/ der ikke magter at/ tælle flere/ blodtørstige/ sekunder.«

Så er der lange, uklare replikskifter mellem jeget og hendes tabte elskede. Så gentager bogen formuleringer og halve sætninger fra en passage til den næste, uden at man helt forstår, hvad det nu skal betyde. Eller: man ser jo nok hensigten – at skrive så fortiden har ekkoer i nutiden, at skrive en bog, der kan rumme både den oprømte hverdag og den store sorg, at skrive en bog, der i sin stil yder alt det retfærdighed – men det fungerer ikke.

Det er ærgerligt, men sådan er det. Mere er der ikke at sige.

Vingeslag
Shadi Angelina Bazeghi
Gyldendal
96 sider
200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu