Læsetid: 1 min.

Stærke danskere satte Carl Nielsen i relief

Ensemble Nordlys kom hele vejen rundt om Nielsen, fra læremester, ven, fjende og arvtager helt frem til nutiden
29. august 2015

Rudersdal Sommerkoncerter klinger på sidste vers efter 10 indslag i det nordsjællandske. Tirsdag tog Ensemble Nordlys sig af at portrættere årets store jubilar, Carl Nielsen, ved at sætte ham over toner fra før, under og efter hans samtid. Det er sikkert gjort adskillige gange før, men her var programmet godt strikket sammen: Det gav et indtryk af tidens tendenser og vekslede imellem forskellige konstellationer af musikernes instrumenter: klarinet, klaver, violin og cello.

Ensemble Nordlys spiller sammen som en kraftfuld enhed med stærke individer, der hellere giver for meget end for lidt. I de to duoer var pianisten Kristoffer Hyldig en ligeværdig soldat i forreste række, i de tre trioer og de to kvartetter var cellisten Øystein Sonstad ensemblets lyriske stemme. Viktor Wennesz’ rige klarinetspil foldede sig ud i de mange nedadstræbende linjer i Vagn Holmboes Trio op. 137, som efter komponistens målestok var sentimental.

Alle syv kompositioner blev spillet med stor entusiasme, selv den mindre interessante Børnetrio af Nielsens ven, Fini Henriques. Koncerten blev spillet i den gamle stationsbygning i Vedbæk med farvede vinduer, træbalkoner, masser af atmosfære og endda god akustik.

I Nordlys’ uropførelse af Niels Rosing-Schows Dawning Song trådte vi ind i et nøgent univers med spidse regndryp og lavmælte dump, i starten en anelse for skrøbeligt, så man frygtede, at teksturen faldt sammen, men efterhånden som det udviklede sig, tonede den knapt synlige krop fastere frem.

Aftenen var fuld af store øjeblikke. Var Nielsen-forstoppelsen i jubelåret begyndt at melde sig, blev tavlen vasket ren med Christine Pryn og Kristoffer Hyldigs barske og stramt kontrollerede Violinsonate nr. 2, hvis finalesats med udmejslede accenter de især gjorde uforglemmelig. Den vanlige refleks, når talen går på særlinge i dansk musik, er at hive Rued Langgaard frem, men Pryn og Hyldig fremhævede, hvor excentrisk Nielsen også kan være.

Ensemble Nordlys spillede værker af Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Niels W. Gade, Fini Henriques, Niels Rosing-Schow og Rued Langgaard på Vedbæk Station den 25. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu