Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tænker på det hver dag

Caspar Erics anden bog udforsker det at være handicappet – og det at tale om handicap
Kultur
15. august 2015

»Sendt fra min iPad« hævdes det i den uigenkaldeligt sidste af de 2.196 linjer, hvormed Casper Eric, 28, nu i langdigtets form følger op på sidste års lige lovlig trendy debut, generationsportrættet 7/11. Sendt fra min iPad: Derved signaleres medieformidlet modernitet, udtryksmæssig spontanitet samt naturligvis intimitet, og hele digtet viser sig da også at være et personligt vidnesbyrd, dels omkring et opløst kærlighedsforhold, dels, og nok mere vigtigt, om livet som handicappet (cerebral parese) og dermed ikke kun berettiget til visse reserverede pladser i offentlige transportmidler, men også vant til at blive betragtet på særligt vurderende måder.

Læs også: ’Klimaspørgsmålet er blevet et smykke i kunsten’

Uden at ville installere sig i nogen offerposition undersøger digteren med sig selv som anskueligt eksempel, hvad handicap i grunden betyder: hvordan det virker på kærlighed, og konkret på sex. Hvordan det danner andres blik på én. Hvordan det skærper hans følsomhed over for en fitnesskultur, der dyrker det perfekte liv i den perfekte krop. Og hvordan det åbner ens øjne for populærkulturens stereotypier såsom ’den haltende skurk’ eller ’heltens handicappede ven’.

Slang, musik, film

Det siger vist en del om fornyelsens veje i dansk lyrik, at hvor Ole Wivel i 1958 med digtsamlingen Nike kun talte om sejrsgudinden, dér henviser titlen NIKE (med store bogstaver) for Caspar Eric både til hende og til det kendte sportstøjsfirma. Ligesom i debuten fremstår han på godt og ondt som WiFi-generationens poet, der som den selvfølgeligste ting i verden kan strø om sig med smarte brokker af amerikansk slang og små henvisninger til musik (The Cure, Placebo) samt ikke mindst film: Hunger Games, Divergent og naturligvis Blade Runner. Sidstnævnte involveres sågar i bogens visuelle servering, idet der trækkes en tråd fra Oscar ’Blade Runner’ Pistorius, som omtales kritisk i teksten, til bagklappens forfatterfoto, hvor forfatteren vises siddende på en atletikløbebane. Føj hertil, at billedet i kolofonen angives at være taget af en kvinde med samme navn som tekstens ’du’, ekskæresten Viktoria, og du har masser af guf til spændende analyser af litterær performance, evt. under Judith Butlers slogan Giving an Account of Oneself. Ja, man vil så måske endda kunne nå frem til, at bogen som performativ akt spiller det venlige og forsonlige ’græske’ ud mod det magtgale ’romerske’ netop ved at erstatte Victoria med Nike, uden af den grund at tabe løbeskoene.

Man bør ikke forsøge at skrælle den trendy mediebevidsthed af Caspar Erics produkt i den tro, at man kan afdække en ’ægte’ kerne. Men hans iscenesættelsesgreb forhindrer ham på den anden side ikke i at fange og artikulere eksistentielle temaer, som når en ballet med krigsveteraner får kæresten til at sige, at hun nu »ikke tænkte / på mig som handicappet / mere / som om det skulle / være en trøst / når jeg tænker på det / hver dag og især / når du kunne genkende / styrken i min overkrop / fra danserne der havde / amputerede lemmer / en rimelig syg ting / at kunne have / eller at være præcis / det som man ikke har mere / de to verber / som vi bygger / fortiden op omkring«.

At vælge sine ord

Af politisk-ideologisk relevans er Caspar Erics udforskning af glosen ’handicap’, der stammer fra et engelsk lodtrækningsspil, »hvor deltagerne skulle have / hænderne i en hat / og oftest tabte«. Herfra associeres til de ord, der bliver brugt om ’tabere’, om »folk der opfører sig nederen«, de hjernelamme, »invalide små«, de evnesvage, spassere, mongoler.

Det er ikke ligegyldigt, »hvilket sprog vi indstiller / vores Facebook-konto til« fastslår Caspar Eric, og han er tilmed generelt skeptisk over for ordet ’vi’, særlig som det bruges i klimadebatten, når ’vi’ foregiver at være bekymrede, men i øvrigt helst vedbliver at agere som før, herunder definerer det perfekte ved at udgrænse og afstøde det afvigende og dermed netop ikke fastholder et fællesmenneskeligt ’vi’.

Lad mig til denne overvejende sympatetiske læsning af NIKE lægge, at ligesom det ikke er ligegyldigt, hvilke sprog man vælger på de sociale medier, har det stadig kolossal betydning, hvilke ord og hvilken tone man bruger, når man vil skrive digte. Jeg kan da godt følge Caspar Eric, når han et sted skriver, at poesi »tit bliver brugt / til at bekræfte hvor / smuk verden er«, men han kunne passende selv, uden at smøre lak på verden, være mere kritisk med sit sprog. Da han i en snakkende passage bearbejder tanken om selvmord, roder han sig f.eks. over to-tre sider ud i en forskrækkelig omgang bla-bla, der kulminerer i det trodsige »ved en bigass fuckfinger / til en bestemt måde som / jeg skal leve mit liv på / noget jeg selv må bestemme / så længe jeg er lykkelig / as long as you love me / men hvad fuck / skulle det hjælpe / hvis man har en tendens / til at føle at verden er / meget fuckd hvilket / slet ikke virker fuckd / men nærmere meget rigtigt«. Det er slet og ret slapt og kedeligt skrevet, hvilket læseren uvægerligt bemærker, når det udsendes i en lækker bog med poleret cover og ’æstetiske’ sorte sider, alt andet end sendt fra en iPad.

Caspar Eric: NIKE. Gyldendal. 104 sider. 175 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her