Læsetid: 2 min.

En ubehagelig, smuk bog

Foruroligende, postapokalyptiske debutfortællinger af Ursula Scavenius prøver ikke at tækkes nogen. De er billedstærke og brutale
Ursula Scavenius’ kontrollerede prosa har en centraleuropæisk tidløshed over sig, der ikke minder om meget af det, der skrives i Danmark lige nu.

Tobias Scavenius

22. august 2015

Den fnuglette titel på Ursula Scavenius’ debut er Fjer, og sammen med omslagets fine grafiske filigranformationer, fik den mine læserforventninger ind på et så skævt spor, at jeg fik mig lidt af en mavepuster, da jeg begyndte at læse. Jeg kan sjældent mindes at være blevet så overrumplet af en bog. Scavenius skriver en suggererende, men kontrolleret prosa, der har en centraleuropæisk tidløshed over sig, der ikke minder om meget, der skrives i Danmark lige nu. Den er billedstærk og brutal, og det er som om et drypvist vanvid raserer den kølige fremstilling indefra og flosser fortællingernes temporale struktur, så en nærmest fordrukken drømmelogik får lov at råde, lidt som den kan gøre det hos Bjørn Rasmussen, mens dens kompromisløse usamtidighed måske mere leder tankerne hen på Harald Voetmanns kortere prosastykker.

Dystopiske scenerier

Bogens tre selvstændige fortællinger holdes sammen af metode og stemning samt et netværk af gennemgående elementer, for eksempel fugle, gamle morgenkåber, gale hunde og rullende kålhoveder, der bliver seriøst væmmelige. Scavenius prøver ikke at please sin læser på nogen tænkelig måde. Passionsløst registrerer de tre mandlige jegfortællere de dystopiske scenerier, de bevæger sig igennem. I alle fortællingerne er det som om reproduktionsdriften er løbet amok, som om den, i en vordende undergangs skygge, muterer til groteske dimensioner med hævede og betændte kønsorganer, fantomgraviditeter, uhyggelige mutationer og blodige spontanaborter til følge. I dette suverænt usentimentale univers er seksualiteten blottet for følelser og fænomener som børnefødsler og dyreunger udtrykker hverken nuttethed eller håb om nye begyndelser – det samme gælder den fysiske omsorg for de syge eller døende – det hele er en del af en forkvaklet spiral, der fortsætter ind i ynkelig død.

Stinkende fuglelazaretter

I den sidste og mest uafrystelige fortælling »Fugleland« har sygdommen til døden indtaget hovedrollen, uden egentlig at være i fokus. Fortællerens kone dør efter en lang, udtærende og ildelugtende sygdom, og hele hans historie når os forvrænget gennem dødsfaldets raster: deres liv sammen, hans liv med den nye kvinde og brudstykker af hans søns historie. Sønnen opbygger groteske, stinkende fuglelazaretter i børneværelsets skabe og skuffer, og lider måske, måske ikke, af en mystisk fugleforgiftning, som dels giver sig udslag i feber og betændelsestilstande, dels i surrealistisk fremvækst af blodige fjer på drengens spinkle barneryg.

Fjerene får, som man fornemmer, aldrig de forventelige konnotationer af lethed, blødhed og frihed. I stedet optræder de som blodige, rådnende eller afbrændte og peger mod en mørk, urtidsagtig dyreverden, som synes hinsides vores emotioner og indgriben. Dette univers virker så voldsomt, fordi det er blottet for sødladenhed og moralske dagsordner. Selv i gestaltninger af civilisatorisk sammenbrud og klimakatastrofe får læseren plads til at tænke og føle selv. Det er svært at formulere en passende anbefaling af Fjer, for det er ikke en behagelig bog. Men en sådan fortjener den uforbeholdent. Den er sjældent velskrevet, foruroligende og smuk i al sin fuldmodne egensindighed.

Ursula Scavenius: Fjer. Basilisk. 175 kr. 105 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu