Læsetid: 4 min.

Han var en af vore egne

’Sommeren 92’ er én del folkekomedie, én del kritik af en nådesløs fodboldkultur, én del personlig udviklingshistorie og én del melodrama. Musikken er noget rod. Skuespillet er strålende. Og historieskrivningen? Den er klaustrofobisk
28. august 2015

Det er ikke svært at forstå de beslutninger, som Kasper Barfoed som instruktør og den ene af to manuskriptforfattere har taget i fortællingen om Richard Møller Nielsen og hans guldknægte. Sommeren 92 er tænkt som en feelgoodfilm, og det er den da også i dén grad. Allerede mens jeg ser filmen, kan jeg forestille mig de kommende ugers biografgængere huje begestrejede under EM-sejren over Tyskland på Nya Ullevi Stadion i Göteborg. Barfoeds beslutninger ser ud til føre til en dundrende publikumssucces.

Filmen begynder, da Richard Møller Nielsen forventes ansat som ny landstræner efter ikoniske Sepp Piontek, der gjorde Danmark til et internationalt succesfuldt og elsket hold. I en komisk scene fortæller DBU-ledelsen til Nielsen, at man i stedet har brug for en udlænding. Blot har de glemt at checke tyske Horst Wohlers’ kontraktforhold, der holder ham bundet til sin klub. Seks andre trænere takker dernæst nej, og så spørger man endelig hr. Nielsen.

Jobbet starter skidt. Danmark spiller uinspireret og usammenhængende, Nielsens kollektive tanke udraderer individualisterne – som til gengæld ikke slider for – og dermed underminerer – helheden. Sommeren 92 starter som en lidelseshistorie. Men Barfoed har valgt komediedramaets form, og den balanceakt fungerer strålende. Der er masser af sikre, lune, underspillede punchlines, og flere af skuespillerne udviser komisk klasse, især Esben Smed Jensen som John ’Faxe’ Jensen og Mikkel Boe Følsgaard som Kim Vilfort er strålende og leverer slagfærdig håndværkerhumor. Mens Martin Brygmann og Hans Holtegaard som DBU’s Friths Ahlstrøm og Hans Bjerg Pedersen klumper rundt i gammeldansk jovial folkekomedie – hvilket vel i sig selv er en pointe i forhold til deres klodsede forvaltning af trænerjobopslaget.

Og så er der den vildt morsomme sekvens, hvor spillerne ankommer som en række smørlækre playboys klar til at blive elsket af nationen, men på ingen måde klar til at blive styret af Pionteks tidligere assistent – ham, der før vaskede deres underbukser. Især Laudrup-brødrene gør det klart, hvem der har den egentlige magt i butikken.

Genoprejsning

Samtidsportrættet er stensikkert (bortset fra nogle benzinpriser på en tankstation i Sverige). Der er Lykkehjulet på B&O-fjerneren, filterkaffe på Alfi-termokanden og dårlige hårdage året rundt. Og scenografisk fungerer scenerne i omklædningsrummene strålende, fordi de er så klaustrofobiske og svedlugtende. Og den grå, disede lyssætning, da Nielsen står alene efter et nederlag, er spot on.

Sommeren 92 søger tydeligvis at være en genoprejsning af Richard Møller Nielsen, der døde sidste år. I Ulrich Thomsens formidabelt lune fremstilling har man ikke andet end sympati til overs for en træmand, der tilsyneladende først i en samtale med holdleder Kaj Johansen (knastørt leveret af Henning Jensen) indser, at han er en dårlig leder og pludselig udvikler helt exceptionelle talegaver og psykologisk indsigt til glæde for både kollektivet og individualisterne.

Argumenterne for Møller Nielsens strategiske kvaliteter forbliver dog et postulat. Det får måske lov at stå implicit, fordi filmskaberne ved, at vi – tilskuerne – ved, at det ender godt. Men Nielsens genoprejsning beror jo ikke kun på EM-finalen, men i høj grad også på de betragtelig mindre heldige efterfølgende år, der syntes at bekræfte, at sejren var et mirakuløst amokløb. Danmark kvalificerede sig jo ikke til VM kun to år senere i USA, og de kom heller ikke videre fra gruppespillet i EM 1996.

Det hjælper ikke, at Kaj Johansen i sin afgørende peptalk til holdet siger, at Nielsen er bedre end Piontek, for det underbygges kun af påstande såsom at han ser ting, som forgængeren ikke så. Om han kunne omsætte det til spillet står mestendels ubesvaret. Bortset måske fra i de scener, hvor hans personlige instruktion ifølge filmen inspirerer spillere som Laudrup og Faxe. Det er en klaustrofobisk historieskrivning leveret fra træningslejr og omklædningsrum. Og det bliver ikke bedre af, at datidens danske kritikere – i radio- og tv-klip – fremstilles som uretfærdigt skeptiske røster. De var jo ikke kun uretfærdige. Men der vinder filmens dramatiske motor – at hele Danmark tog fejl og gjorde en grim ælling uret – altså over den velafbalancerede fortælling.

Desværre har Barfoed også valgt melodramaets sentimentalitet og overdrivelse som unødvendig smagsforstærker. Jeppe Kaas’ soundtrack lyder i de mere dramatiske passager som en blanding af Jeopardy og sensationalistiske nyhedsjingler, mens det i de sørgmodige passager – dem hvor Kim Vilfort besøger sin kræftsyge datter, der døde seks uger efter EM-finalen – er en opvisning i sukkerklicheer for klaver og strygere. Det giver ingen plads til, at tilskueren finder sine egne følelser – hvilket ellers burde være nemt nok, både når det kommer til Vilfort-familiens ulykke og landsholdets mirakel. Det giver filmen et skingert og klodset præg.

Fodboldglæden

Møller Nielsen var træt af, at Danmark så godt ud, men tabte deres kampe. Dét var et signalement af Pionteks sidste ikke videre succesfulde år. Nielsens ideal var det disciplinerede fællesskab, et gammeldags socialdemokratisk velfærdssamfund, om man vil. Men i en afgørende samtale påpeger Kaj Johansen, at glæden ved fodbolden er afgørende, og Nielsen indser, at han må give rum til individualisterne. Især Brian Laudrup, der dernæst får frie tøjler i sin brandkamp mod Holland i semifinalen. »Vi har glemt, at vi er her, fordi vi elsker fodbold.«

Både ordene og Kaas’ soundtrack peger tilbage mod Amy-instruktøren Asif Kapadias mesterlige dokumentar Senna om den brasilianske formel 1-kører af samme navn. Både dennes ord om dengang race bare handlede om dét og intet andet samt Antonio Pintos tårnende melankolske musik spøger i Sommeren 92’s manuskript og musik.

Sommeren 92 efterladeren tilskueren med en sympati for personen, men ikke nødvendigvis landstræneren Richard Møller Nielsen. Filmen er – også – en udviklingshistorie om en skidt kommunikerende fynbo, der lærer at åbne op, se sine medmennesker og give slip. Og give slip, dét opfordrer han også spillerne til i omklædningsrummet inden finalen, i den obligatoriske peptalkscene. Det virkede. I hvert fald i 90 mirakuløse minutter.

’Sommeren 92’. Instruktion: Kasper Barfoed. Manuskript: Anders Frithiof August og Kasper Barfoed. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu