Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Afblomstrede guitarhelte

Rolling Stones’ Keith Richards og Pink Floyds David Gilmour er begge soloalbumaktuelle. De havde deres storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, og deres albummer nydes bedst som historisk dokumentation af kunstnerisk afblomstring
Kultur
18. september 2015

Jeg har en del respekt tilovers for Rolling Stones’ 71-årige leadguitarist, Keith Richards. Hans bidrag til rockhistorien i form af udødelige riffs er uantastelig. Men det er eddersprøjteme længe siden, at han og Stones har lavet noget af varig værdi – groft sagt var det vel sidst i 1970’erne.

Det samme kan også mere eller mindre siges om den 69-årige leadguitarist David Gilmour og hans nu hedengangne gruppe Pink Floyd.

Begge herrer er bluespåvirkede i deres spil (hvem er ikke det fra den generation?). Richards er de enkle byggeklodsers flabede arrangør, en uvorn skitsetegner af menneskets mest rastløse og lystne bevægelser. Gilmour den ældre er mere aristokratisk storladen. Han ynder at lade tonerne funkle i smukt vredne svæv; en episk betonet landskabsmaler, også når landskaberne er udtryk for sindstilstande. Tænk bare på hans tårnende, styrtblødende soli på The Wall-klassikeren »Comfortably Numb«.

Patineret karisma

Nu har begge minsandten samme dag (i dag) udgivet sololabummer. Ikke en hverdagsbegivenhed, ja, faktisk er Richards’ Crosseyed Heart hans første studiealbum i 23 år. Richards’ stemme er lige så arret som Grand Canyon, men en del mere begrænset, når det kommer til panoramiske kvaliteter. Det kompenseres der for med en enten ret så intim eller en Phil Spector-ekkoende produktion af stemmen.

Og selv om vi kommer lidt rundt i genrer – fra reggae over soul til rock’n’roll – så bevarer albummet en hæderlig glød og en blueset grundnerve hele vejen igennem. Ja, Richards fisker endda et strålende riff frem på »Nothing On Me«. På »Suspicious« cirkler guitartonerne smukt om lytteren med en varm glød ikke ulig Daniel Lanois’ lyd. Og på »Illusion« finder han en blåtonet samklang med Norah Jones’ stemme og klaver. Et til tider kedsommeligt fundamentalistisk sangkatalog, der dog altid nyder godt af hovedpersonens rigt patinerede karisma.

En sludder for en sladder

David Gilmours Rattle That Lock begynder med, at hans elguitar rejser sig som en klar søjle gennem de manende strygerflader – lidt som et outtake fra Shine On You Crazy Diamond-optagelserne. Og så langt mere sentimentalt parfumeret. Albummet starter altså med en vis værdighed, men mest takket være referencer til tidligere ansættelsesforhold.

Ligesom Richards søger Gilmour også ud i andre genrer, værst på jazznummeret »The Girl In The Yellow Dress«. Mens det instrumentale »Beauty« er en ok meditation over elguitarens muligheder, herunder dens evne til at lyde som måger. Som helhed drukner Rattle That Lock i kedsommeligt labre udforskninger af symfonisk rock og pop, helt uden den galde eller anfægtelse, man kunne finde hos Pink Floyd helt op i begyndelsen af 1980’erne. Aktuelt taler vi i stedet dekorativ new age-kunst. »A day of shooting the breeze,« som Gilmour synger. Altså en sludder for en sladder.

Ingen slipper helskindede herfra, og det gør Richards eller Gilmour heller ikke med deres aktuelle soloplader – begge er eksempler på kunstnerisk afblomstring, men som sådan er de også interessante som historiske dokumenter. Så man kan erfare, hvordan Keith Richards bluesede monoteisme stadig holder læderhuden til ilden – eller i hvert fald gløderne. Og hvordan David Gilmours storladne indre og ydre landskaber er blevet mondænt drænede for alt andet end pæne klangfarver.

Keith Richards: ’Crosseyed Heart’ (Virgin EMI Records/Universal)

David Gilmour: ’Rattle That Lock’ (Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis nu Gilmour lavede en plade med Stones-covers - og Keith lige skramlede sig igennem Echoes .... det havde været sjovere..