Det begynder med en hvid prik i et sort mørke, så deler prikken sig i to, så i fire, og ud dingler en larve i en tynd snor. Larven bliver til et seksbenet insekt med vinger, antenner, snabel og en krøllet halespids. Insektet, der både minder om Cykelmyggen Egon og Inger Christensens cikader og sommerfugle, flyver videre på næste opslag og prikker hul i det lille d i ordet Gud, så det bløder. »Da Gud var dreng, løb han omkring i det bare ingenting,« står der. Gud er ikke bare alene i verden som Palle, der er slet ingen verden.
Enhver forfatter, der får sin tekst illustreret af Dorte Karrebæk har bare at takke sin gud og skaber – og selvfølgelig allerførst Madam Karrebæk selv, som hun kalder sig ved denne lejlighed – så er det sagt. Amen! Den lyksalige forfatter er her Nielsen, og lige til denne lejlighed kalder Nielsen sig Sankt Nielsen: »en helgen, børnenes og de vilde syners skytsengel«.
Da Gud var dreng er bagud- og fremtidssikret med undertitlen »en historie for børn af det tyvende og enogtyvende århundrede«. Teksten er hård i filten, bygget op om gentagelser, og den er humoristisk – her sker det gennem ordvalg og linjebrud: »Da Gud var dreng/ kunne han slet ikke forestille sig/ at han engang skulle blive voksen/ og ovenikøbet far/ til en dreng/ som der skulle blive så mange problemer med/ mange flere end der nogensinde havde været/ med ham.« Det humoristiske opstår også gennem ordspil på faste udtryk: »Da Gud var dreng/var der ingen kære mor/men heller ingen far/ og ingen storebror eller lillesøster/og heller ingen hund, der kom/når han kaldte.« Paradoksalt nok har Karrebæk tegnet hunden, der ikke kommer, sådan lidt Pluto-lignende og rar, men den har sin åbne mund fuld af spidse, hvide tænder.
Ordene findes
Da Gud var dreng lever af paradokser. Hele tiden står der, at der på det her tidspunkt, da Gud var dreng, ingenting er, samtidig med at ordene jo findes, og billederne myldrer frem. De filosofiske spørgsmål: Hvordan forestille sig og tale om det, der ikke er? Hvordan ser ingenting ud? står og blinker. Inger Christensens alfabet er meget oplagt inviteret ind i bogen på genvisit. Først som et helt alfabet fra A som i Aftensmad til Å som i Åndssvage idioter, og så på det næste opslag som Abrikostræer, Bregner, Cikader, Duer, Efterår osv.
Gudedrengebarnet tegner Karrebæk med tre par arme og ben, så han både er treenigheden og ganske insektagtig. Han klemmes også ind i da Vincis cirkel og firkant, men proportionerne er langt fra perfekte, så han må bøje hovedet til den ene side for at kunne være der.
Gud råber hjælp i mørket, han hulker, og så pludselig kommer lyset. Det kommer også til læseren som et helt opslag i en sart gul, »Gud ske lov!« Men med lyset og dagen kommer også på listeform »krig og influenza« samt »børnesår og selvmål og uhyggelige drømme« bl.a. »Døden« kommer også, på et helt opslag for sig selv som et flyvende skelet i en lang hvid kjole og med en hilsen til Wolf Erlbruchs (ham med muldvarpebogen) And, Døden og Tulipanen (2007).
Gud blev altså Gud, og verden findes, men hvad blev der af Gud? Han tænkte »Tak, skæbne« og så »listede han ud i det blå«. At Gud også var sort og kvinde, som der stod på toiletterne engang, melder denne historie ikke noget om. Lidt konventionel er den altså, men kun lidt.
Da Gud var dreng
Sankt Nielsen & Madam Karrebæk
Høst & Søn
64 sider
150 kr.
