Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Arven og det bøvlede sidespring

Egnsteatret Undergrunden tager kegler med to komiske enaktere af Ravel og Puccini, der blot mangler et tekstanlæg for at blive rigtig sjove. Alene Ulrich Stærks klaverledsagelse er værd at tage til Værløse efter
Kultur
4. september 2015
Egnsteatret Undergrunden tager kegler med to komiske enaktere af Ravel og Puccini, der blot mangler et tekstanlæg for at blive rigtig sjove. Alene Ulrich Stærks klaverledsagelse er værd at tage til Værløse efter

Disse sjældne aftener med et par korte operaer på spisesedlen er nu en dejlig afveksling fra storladne dramaer, der udfolder sig over en håndfuld timer. Nogle af mine operafavoritter, Richard Strauss’ Salome og Alban Bergs Wozzeck, spiller begge under to timer, og de forstår lige netop at fatte sig koncist og uden overflødige tilløb eller unødvendige gentagelser af pointer. Ravel og Puccini gik i visse tilfælde endnu længere ved at vælge små historier, der kunne fortælles på en time. Egnsteatret Undergrunden, der holder til i Kulturhuset Galaksen i Værløse, har sat Ravels sidespringsfarce L’heure espagnole op sammen med Puccinis lige så fjollede og gennemmusikalske Gianni Schicchi. Rigtig god idé.

Ravel kender vi først og fremmest som komponist af instrumentale værker af stor skønhed og fantasi; blot to operaer blev det til, begge i dette korte format, men med fuldt orkester og komponeret med hans vanlige elegance og perfektionisme. Der er en verdenskrig imellem L’heure espagnole (1911) om en spansk urmager og hans utro hustru, hvis sidespring løber ind i diverse benspænd, og så L’enfant et les sortilèges (1924) om en uartig dreng, som smadrer ting, der så på magisk vis animeres og hævner sig på ham.

Orkesterpartituret i den spanske time, den ugentlige stund, hvor fruen muntrer sig med en elsker, indeholder stort set alt det, vi elsker Ravel for. Det er rigt, sensuelt og overraskende spækket med dissonanser på en lækkertpirrende måde. Og aldrig har jeg oplevet et klaverudtog komme så meget til sin ret som i Ulrich Stærks hænder i Værløse, hvor strukturerne blev mere tydelige og optrukne, så man virkelig forstod, hvor avanceret og detaljeret Ravels partitur er. Især chokerede dissonanserne i flygelets mere sort-hvide eksponering i forhold til symfoniorkestrets farveorgie, der har det med at bedøve sanserne en anelse.

Af de fem sangroller var mezzosopranen Tuva Semmingsen som urmagerens kone Conception i centrum, hvilket hun mæskede sig i scenisk og vokalt og gjorde en stærk karakter med perfekt teatertydelighed. To forskellige elskere kommer forbi butikken, mens urmageren er ude, men de forstyrres af en kunde (en æseldriver!), som bliver hængende og venter på at få repareret sit ur. Conception sætter ham til at flytte rundt på bornholmeragtige ure, som bejlerne tilfældigvis gemmer sig i, men deres krumspring fører ikke til noget, og det ender med at blive æseldriveren, der kommer i kanen med fruen. Historien er åndssvag, musikken er et lille mesterværk, og sangerholdet er prima med blandt andre den klangligt voluminøse baryton Jens Søndergaard som æseldriveren og fuldblodstenoren Adam Frandsen som den ene af bejlerne.

Havde Undergrunden valgt at give publikum overtekster, var komikken nok blevet væsentligt sjovere, så vi ikke konstant skulle sidde og gætte på, hvad de mon sagde på fransk.

Dejligt overspillet

Den manglende tekstning føltes mindre som et savn i Puccinis Gianni Schicchi, hvor blandt andet de overtydelige replikker af Joachim Knop i titelpartiet taler for sig selv, ligesom vi kan finde morskab i stumfilm. Denne opera er tredje del af Puccinis trilogi kaldet Il trittico, som består af tre enaktere: del 1 er den dystre »Kappen«, del 2 er den inderlige nonnehistorie »Søster Angelica«, og så er der nærværende perle af en farce. I Kulturhuset Galaksen var der trængsel på scenen med hele 13 roller på meget begrænset plads, nærmere betegnet soveværelset hos den netop afdøde Donati, som familien til sin skræk opdager har testamenteret sin formue til et kloster. Spasmageren Gianni tilkaldes for at lave et fupnummer for at narre lægen og notaren, så de kan fifle med testamentet.

Gianni Schicchi er mest kendt for den elskede sopranarie »O mio. babbino caro«, men det er meget ufortjent. I Værløse var hele værket én stor lækkerbisken med herlige, småkaotiske optrin og skønt scenisk nærvær fra alle sangerne, og igen var Ulrich Stærks udlægning af klaverudtoget fremragende, så tårekanalerne fugtedes fra første færd, og vi kunne høre detaljerne i ’orkestret’ tydeligere end normalt. Som den ’genopståede’ Donati overspillede Joachim Knop, så det drev ned ad væggene, og alle de øvrige roller blev også skildret næsten tegneserieagtigt, men vi var med på komikken.

Med den megen vind i sejlene som den unge lyriske sopran Sofie Elkjær Jensen har for tiden, kan hun godt tåle at blive kaldt delvis fejlcastet her. For hendes »O mio. babbino caro« var lige spids nok, selvom hun godt kunne nå alle de høje toner, og hendes engleuskyldighed stod i for stor kontrast til alle slynglerne i plottet. Og den afsluttende morale er en hovsaagtig måde at ende en opera på, minuspoint til Puccini. Men det var småting i forhold til helhedsindtrykket, som var, at vi havde med et sammentømret hold at gøre, der kunne få os til at le, spidse ører og nyde raffinementerne.

Undergrunden: ’L’heure espagnole’ og ’Gianni Schicchi’. Iscenesættelse: Anders Ahnfelt-Rønne. Musikalsk indstudering og klaverakkompagnement ved Ulrich Stærk. Bl.a. medvirker sangerne Tuva Semmingsen, Jens Søndergaard, Adam Frandsen, Joachim Knop, Sofie Elkjær Jensen. Forestillingerne spiller frem til 9. september i Kulturhuset Galaksen, Værløse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her