Læsetid: 3 min.

Brutal Brecht i Odense

Brecht er kryptisk. Men hvis man lader sig indfange af ondskaben hos Kristian Halkens kineserdjævel, så er der voldsom gru at hente i Odense Teaters opsætning af ’I Byernes Jungle’
Brecht er kryptisk. Men hvis man lader sig indfange af ondskaben hos Kristian Halkens kineserdjævel, så er der voldsom gru at hente i Odense Teaters opsætning af ’I Byernes Jungle’

Emilia Therese

18. september 2015

Brecht er en rå dramatiker. Altid er det kynismen, som vinder over medmenneskeligheden. Og altid er det kærligheden, der må humpe væk, mens solen står op over endnu en slidsom dag.

Odense Teater har nu bedt forfatteren Nielsen om at nyoversætte Brechts ungdomsstykke I byernes jungle, og Nielsen har præsteret en træfsikker og dynamisk oversættelse, fuld af de mest grufulde umenneskelighedsudtryk. I denne fordanskede Chicago-fantasi er der ingen tøven. Og ud fra disse replikker har instruktøren Madeleine Røn Juul skabt et flot sammenspillet ensemble ud af 11 Odense-skuespillere – i en gennemført skånselsløs opsætning. Her er en konstrueret, men perfekt genkendelig verden-i-verden, sådan som det er Madeleine Røn Juuls eminente kendingsmærke – og sådan som hun også viste det sidste sæson i sin iscenesættelse af En dåre fri.

På Sukkerkogeriet bliver man straks indsuget i Brechts vanvid: at ondskaben skal gennemtrumfes, uanset hvor meget kærligheden protesterer. Eller hvad der nu end er stykkets pointe. Forestillingen efterlader i hvert fald tilskueren ret mystificeret. For hvorfor er det egentlig, at den gamle kineser tager fat i den unge cowboy og lokker ham til at overtage alt, hvad han ejer – for derefter at blive den unge mands forbandelse? Er kineseren en Gud? Eller er han Djævelen?

I byernes jungle fra 1923 minder på mange måder om Brechts senere stykke Det gode menneske fra Sezuan fra 1942. Her er det også kineserne, der bringer både ondskaben og kapitalen i sving. Men I byernes jungle er mere kryptisk, fordi der her indledes en kappestrid, som tilsyneladende ikke har nogen årsag. Nærmest som en teaterpendant til Kafkas Processen fra 1925, bare som baggårdsmareridt på replikker.

Verden af europaller

Men hvis man kan abstrahere fra dette uopklarede kamppunkt, så er fortolkningen af stykket på Sukkerkogeriet aldeles medrivende. Kristian Halken har en fascinerende snuhed og en strategisk kontrol over hele sit væsen og sin væmmeligt udstrakte hånd. Hans ord bliver nærmest af bibelsk klarhed under hans formfuldendte overskudsdiktion: Enhver kynismekonsonant høres klart og ty-de-ligt her. Det er stemmekraft!

Den interessante 27-årige skuespiller Patrick Baurichter har ikke samme stemmekontrol, og han løber unægtelig sur i replikkerne undervejs. Til gengæld er han charmerende og rebelsk, og hans energiske krop er utrættelig i sin rastløse og ustoppelige sprint mod katastrofen. Op over stakke af europaller og ned gennem industrianlægs rørsystemer går det i forestillingens illusionsløse scenografiverden af Siggi Olí Pálmason. Patrick Baurichters ’George Gaga’ med de skinnende øjne er en sand, Brechtsk antihelt: Han lærer intet af sine erfaringer, men fortsætter ufortrødent mod katastrofen.

Samtidig er han omringet af et Brechtsk heppekor af mistrøstige eksistenser, der netop kun overlever på deres ’forandringsparathed’ i en underverden uden moralske skrupler. Kurt Dreyer er parat til at sælge sin søn for et sæt tøj, og Hanne Hedelund har akkurat den slidte modersorg og den grådtrætte stemme, som gør hendes madonnafigur så interessant – lige indtil hun alligevel lader sig købe for en festparyk. Og de to unge skuespillere, Nana Christine Morks og Sofia Saaby Mehlum, rammer begge madonna-luder-splittelsen med præcise lår og en ekstra omgang pudder. I junglen hos Brecht overlever kærligheden kun som noget, der var engang.

Rundt omkring dem slentrer så musikeren Tom Bilde, der både giver sig hen som major i Frelsens Hærs gyseligste orkester på disse breddegrader – og som den sidste guitarist i verden. Hans desperadolyd matcher forestillingen perfekt. Og hans rå toner skærer sig ind i kroppen, så man forstår Brechts replikker om, at menneskehuden egentlig er for tynd til denne verden. Netop derfor kan det virke så besynderligt, at vi åbenbart alligevel kaster os ud i slåskampen om magten – selv om vi egentlig har glemt hvorfor.

’I byernes jungle’. Tekst: Bertolt Brecht (1923). Oversættelse: Nielsen. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Sukkerkogeriet på Odense Teater til 26. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu