Læsetid: 4 min.

Carl er besat af sig selv

Teaterkoncerten ’CARL’ på Bramstrup Gods er en forførende flot hyldest til Carl Nielsens knudrede temperament med Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus helt i top. Men med lovlig meget patos
Laden på Bramstrup Gods, hvor Carl Nielsen var ansat som gåsedreng, skaber en magisk atmosfære om den ellers lovligt potensfokuserede teaterkoncert ’CARL’.

Laden på Bramstrup Gods, hvor Carl Nielsen var ansat som gåsedreng, skaber en magisk atmosfære om den ellers lovligt potensfokuserede teaterkoncert ’CARL’.

11. september 2015

Lyset i laden på Bramstrup Gods er guddommeligt smukt. Forførende og imponerende – og brutalt og overrumplende. Jonas Bøghs guldlys til teaterkoncerten CARL skaber nogle af de samme kontraster, som findes i Carl Nielsens musik: Det melodisk ubekymrede, det forårskåde, det sørgmodige, det desperate – og det rasende. Alt sammen lyssat med en jordnær enkelhed i syv lysspots på række og i kryds. Den Danske Strygekvartet og folkemusikgruppen Dreamers’ Circus har samtidig sat nye instrumenter og helt anderledes arrangementer og rytmer til Carl Nielsens musik. Men alligevel bliver det samlede sanseindtryk helt klart Carl Nielsensk. Og det giver gåsehud.

Fjer og lir

Det er en temmelig vild teaterkoncert, som instruktøren Lasse Bo Handberg her har skabt i samarbejde med forfatteren Rikke Vibeke Birkeholm – som en interessant coproduktion mellem Mungo Park Kolding og BaggårdTeatret i Svendborg i samarbejde med Odense Teater. Med Bramstrup Gods som oplagt kulturcentrum – og godsets imponerende ladelyd styret af Henrik Christiansen.

CARL er ikke en biografisk teaterkoncert, men derimod en forestilling med nedslag i forskellige punkter af Carl Nielsens liv. De bedste scenebilleder viser Carl som gåsedreng på Bramstrup med ’rullegås på pind’ og senere som gæst på natkabareter med letlevende ’gåsepiger’ i en drømmeverden af fjer og lir. Overdrevet og skønt. Til gengæld er der meget, der er indforstået om Carl Nielsen i denne forestilling. Man hører lige akkurat, at han søger om optagelse som violinist ved musikkonservatoriet i København – hvorefter hans superhit fra operaen Maskarade pludselig buldrer gennem laden uden overgang. Man hører intet om hans hustru Anne Marie Carl Nielsen, før hun pludselig står der og vil skilles fra ham. Og så videre. Tilsat et umotiveret grundkursus i de fire temperamenter.

Brøl fra Bjarne

Men scenebillederne er flotte. Scenografen Nadia Nabil Korsbæk har udnyttet det rå laderum flot med en bagdekoration først med fjer og siden med balloner – og med lange spejle langs loftets sider. Der trilles et kabaretbur ind på scenen, men ellers er det mest bare ensembleperformerne, der fylder i rummet. Oven i købet i en meddigtende koreografi af Sofie Christiansen, så der både opstår listige dansetrin og flotte processionsmønstre i rummet.

Skuespilleren Bjarne Antonisen har stemmen, der både kan brøle og græde, så man tror på Carl Nielsens svingninger mellem det opstemte og det opgivende. Og Natalí Vallespir Sand synger og svinger ben med en naturlig skønhed og stemmeautoritet, der er komponisten værdig. Hun bærer denne Carl i sine udtryksfulde arme.

Til gengæld har Maja Juhlin en gudsbenådet evne til at sige replikker, så alle lader sig fange ind og hører efter. Jesper Reifenstahl har både tavs farlighed og en blussende selvglæde under sin verdensborgerslåbrok, og Rasmus Fruergaard lægger adræt krop til en ung version af komponisten, mens Marie Nørgaard tager pusten fra alle med en slutsang fuld af spirende håb.

Melodier i mol

Musikerne performer sammen med skuespillerne. Deres touperede hår og skinnende makeup lyser gyldent i det stærke modlys, mens de flår i strengeinstrumenterne og hiver i harmonikaen med ilter folkemusikerstædighed. Alt ender i mol. Selv de muntreste melodier hives gennem mol-maskinen i Rune Tonsgaard Sørensens begavede arrangement, og de seks musikere fra Den Danske Strygekvartet og folkemusikgruppen Dreamers’ Circus jammer, så det er en lyst.

Her kommer ’Jeg ved en lærkerede’ til at lyde som musikken til en gyserfilm. Temaerne fra Carl Nielsens 2. symfoni bliver samlet i det mest indlysende potpourri. Og den dansante rytme skubber hele tiden forestillingen videre – som gåsedrengens vandrende fødder i sorten muld. Det er inciterende godt.

Patos og potens

Men derudover er der for meget selvhøjtidelighed og patos i forestillingen.

»Jeg føler så meget kraft i mig, og den må ud, om man ikke skal blive gal,« råber Nielsen i et uendeligt potensflip. Netop den platte skildring af Nielsens sextrang overskygger unægtelig for forestillingens beskrivelse af manden som skabende kunstner og tonefinder.

Under Copenhagen Opera Festival kunne man opleve Lotte Andersens miniteaterkoncert Carl & Marie til Jesper Nordins musikarrangement for Storstrøms Kammerensemble. Her var der bare to sangere i en stor seng og en håndfuld musikere rundt om dem. Her var ingen ydre pragt. Men her var et portræt af en kunstner i konstant kamp mellem sin musik og kvinderne. Bare til sammenligning.
På Bramstrup nøjes CARL med at være besat af sig selv. I guldlys.

’CARL’. Tekst: Lasse Bo Handberg og Rikke Vibeke Birkeholm. Musik: Carl Nielsen. Musikalsk arrangement og kapelmester: Nikolaj Busk. Instruktion: Lasse Bo Handberg. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Koreografi: Sofie Christiansen. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Henrik Christiansen. Teaterkoncert af BaggårdTeatret og Mungo Park Kolding i samarbejde med Odense Teater – med Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus. Bramstrup Gods i Nr. Lyndelse syd for Odense. Til 11. september samt genopsætning i 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu