Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Cecilia Bartolis overrumplende barokfest

Ingen nærede illusioner om, at Cecilia Bartoli ville andet end at lave en førsteklasses fest. Alligevel tog hun røven på os ved at overskride showet med tidsfrysende svæv
Kultur
28. september 2015

Pludselig fadede de sprudlende barokmusikere ligesom væk fra vores opmærksomhed. Hun stod i lysskæret, blottet sjæl, stemmen med ét dæmpet som skulle hun nu røbe noget fra sit inderste kammer. Væk var maskingeværsilden af melismer fra den italienske mezzosoprans strube, afløst af et sårbart piano med guddommeligt kontrolleret volumenskift, der fik én til at glemme koncertsituationen. Det var ikke musik, ikke underholdning, men opløsning af tiden, der samtidig forstærkede vores sansning af nuet.

Tirsdag aften i Tivoli sparkede specialensemblet I Barocchisti festen i gang med en af Vivaldis mange forglemmelige ouverturer, hvor gestus er kongen. Ensemblets grundlægger, Diego Fasolis, viste sig som noget af en showdirigent med overdrevne tegn til musikerne og stående kilometer fra nodepulten – måske fordi armbevægelserne krævede en del plads!

Hans klovneri og pingpong med Bartoli var helt i koncertens ånd, der efter pausen også rummede en noget overraskende lydkulisse: Næsten som havde Fasolis glemt at give orkestret vigtige instrukser, der skulle meddeles mundtligt, forlod han pludselig sin pult foran de 16-18 musikere og uddelte eller hviskede noget til tre-fire af dem.

I næste øjeblik trådte divaen atter ind på scenen, nu i intim belysning og iklædt en lyseblå/hvid disneyprinsessekjole med langt slæb, ledsaget af svale baroktoner – og søreme også af reallyden af cikader og fuglekvidder a la de der tingester, som gadesælgere prakker én på. Bartoli svingede fra den inderligste bekendelse til at tage tykt pis på sig selv, uden at gøre køb på sin integritet.

Bekendelser og cirkus

Bartoli og Barocchisti havde pakket festtasken med musik fra deres seneste album, St. Petersburg, hvis tema er berømte og glemte europæiske barokkomponister, som besøgte det russiske hof. Fra Mariinskij Bibliotekets arkiver har hun gravet partiturer frem, der har været tabt i to århundreder.

Underligt nok blev aftenens repertoire mere spændende, jo mere ukendt det blev. Vivaldis musik var til en start lidt mat i det, dog ikke på grund af udførelsen, men Bartoli tog revanche med et vanvittigt smukt, smerteligt tilbageholdt piano i arien »Gelido in ogni Vena« (Mit blod føles som is). Den obskure tysker Hermann Raupach (1728-1778) tilbød rum for et magisk svæv i højden, hvor man et splitsekund kunne tænke ’vokalblær’, men så blev fuldstændig opslugt af den 49-årige mezzos løft af musikken ud af taktstregerne.

Klos op ad arierne om jalousi, hævntørst, barnetab og forelskelse fik vi ubetalelige cirkusnumre, hvor også Hannes Rux på baroktrompet blev inviteret op til, hvad der skulle virke som en semiimproviseret duel mellem den statelige instrumentalist og den joviale og (karikeret) ærekære diva.

Rux trompeterede fanfarer og krummelurer, som hun da umuligt kunne imitere, men jo, det kunne hun mere eller mindre. Og han satte hele tiden sværhedsgraden op, mens hun mimede »ha! vent bare«. Et instrument kan immervæk lave nogle melodiske intervalspring, som ligger gebrækkeligt for sangstemmen, og på et tidspunkt gik Bartoli også olmt hen og knipsede sin modduellants node ned fra stativet. Enkelt, virtuost, skægt – sådan gør man!

Cecilia Bartoli kan sælge plader som ingen anden klassisk solist i dag. Endnu en gang på dansk jord kunne vi konstatere, at hun er en mesterlig vokalist, der gang på gang formår at skabe interessante koncepter, genopfinde sig selv og med elektrificerende resultat udvide vores forestilling om, hvad mezzofaget er i stand til – uanset hvor ukendt en komponist hun kaster sig over.

Cecilia Bartoli og I Barocchisti dirigeret af Diego Fasolis opførte ouverturer og arier af Antonio Vivaldi, Hermann Raupach, Baldassare Galuppi, Francesco Domenico Araia, Johann Adolf Hasse og Nicola Porpora den 22. september i Tivoli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Pedersen Fog

Go' anmeldelse, næsten som at være der selv, hvad overtegnede da også var, dog kun på 17 række (laangt ude) til højre, men selv dér løftet op (og ud af sit gode skind) på sangerindens vinger ;-)
IIluminerende, eksorbitant & transcendent oplevelse!
Brava La Bartoli, Brava ;-D

Frank Pedersen Fog

"Art is the conversation between lovers.
Art offers an opening for the heart.
True art makes the divine silence in the soul
Break into applause.
Art is, at last, the knowledge of
Where we are standing –
Where we are standing
In this Wonderland
When we rip off all our clothes
And this blind man's patch, veil,
That got tied across our brow.
Art is the conversation between lovers.
True art awakes the
Extraordinary
Ovation".
(Hafiz)

Frank Pedersen Fog

“Well, art is art, isn't it? Still, on the other hand, water is water! And east is east and west is west and if you take cranberries and stew them like applesauce they taste much more like prunes than rhubarb does. Now, uh... now you tell me what you know.”
― Groucho Marx