Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man danser ikke med tårer i øjnene til Duran Duran

Lyden af 1980’ernes musikalske pionerudflugter lever i bedste velgående i moderne pop- og indiemusik. Også hos albumaktuelle ikoner som Prince og Duran Duran, der med blandet held inkorporerer moderne popmusik i genoplivningen af deres egen 1980’er-æstetik
Duran Duran forsøger på deres nye plade at være ung med de unge, men kommer til at lyde som en skygge af en masse andre bands.

Stephanie Pistel

Kultur
11. september 2015

Der skete mange musikalske landvindinger i 1980’erne. En af de helt store af slagsen var udbredelsen af synthesizere og trommemaskiner, som kom til at sætte deres præg på den lyd, de fleste nok kender som 1980’er-lyd, hvor maskinelt stramme og svulstige trommer lægger bunden til sprudlende syntetiske meloditemaer og synthflader.

Selvom de nye lyde delte vandene – i 1983, mens synthpoppen var på sit højeste udtalte den britiske provocateur og daværende forsanger i det usyntetiske band The Smiths, Morrisey, at der ikke er »noget mere frastødende end synthesizeren« – har synthesizeren og trommemaskinerne ikke desto mindre overlevet. Og faktisk har den 1980’er-inspirerede musik de seneste år ligefrem oplevet en revival med bands som Future Islands, Cut Copy, Empire of the Sun og M83 for bare at nævne nogle få.

Et af de centrale kendetegn for den nye bølge af 1980’er-retrobands – en ting, som jeg i høj grad selv resonerer med som lytter – er blandingen af storladen tristesse kontrasteret af dansable beats. En slags depressiv, nyromantisk inderlighedsæstetik, som 1980’er-bands som Tears For Fears, a-ha og Ultravox var med til at etablere, og som sidstnævnte oven i købet lavede en form for kendingsmelodi til med nummeret »Dancing With Tears In My Eyes«. En æstetik, som fortæller os, at selvom vi dengang som nu befinder os i internationale krisetider (læs: fattigfirserne og finanskrise-tierne) så har jeg stadig de her følelser, og de er også noget værd.

Ingen kunstneriske gnister

Duran Duran har i modsætning til denne inderlighedsæstetik i højere grad dyrket en overfladeæstetik. En æstetik, som handler om at pege på det overfladiske i tiden, og som jeg har mine forbehold over for, fordi den nemt – men selvfølgelig ikke altid – kommer til at virke som en én til én kritik af samfundet, og som derfor ofte ikke skyder kunstneriske gnister fra sig.

I tråd med denne æstetik danser vi da heller ikke med tårer i øjnene på Duran Durans nye plade Paper Gods. Derimod inviterer pladen lytteren til penthousefester med de aldrende popikoner, hvor de natten igennem – finansieret af fordums hits – beruser sig i tunge klicheer som »you kill me with silence«, »if I had a knife / you could cut the atmosphere« og »everybody everywhere / feel it in the air / oh yeah / it’s time to take the pressure off«. Og hvor de har et, i mine øjne, utilgiveligt overfladisk no-future-begreb, der fungerer som en undskyldning for at skrue op for festen som på »Last Night in the City«: »We’re gonna live this night, yeah / live it like it’s our last night / ’cause nobody cares, when there’s no tomorrow.«

Hvor overfladetilgangen fungerer på et nummer som »Girls on Film« fra Duran Durans debutplade Duran Duran fra 1981 – måske fordi det passede godt ind i den samtid, hvor popkunstneren Andy Warhols overfladedyrkende værker stadig havde en vis indflydelse som spejle for tidsånden, og hvor tv-kanalen MTV blev lanceret – klinger én til én-kapitalismekritikken i sangen »Paper Gods« fra Paper Gods hult, fordi den er pakket ind i en så kalkuleret kommerciel indpakning, som det er tilfældet på deres nye plade.

Det virker, som om det er meningen, at det skal være sexet og ungt på Paper Gods, og Duran Duran har da heller ikke glemt at lytte til 1990’ernes og 00’ernes viderebearbejdning af synth-poppen. Men desværre får dette dem mest af alt til at lyde som en slags skygge af en helt masse andre bands og dermed som en slags pseudoskygge af sig selv. Det er således først i slutningen af pladen, når de lyder lidt som de gjorde i 1980’erne, at de på en eller anden mærkelig måde fremstår mest tidssvarende og interessante.

Prinsen er tilbage

Anderledes ungt og sexet er det på amerikanske Princes nye album HITNRUN Phase One, som netop er udkommet eksklusivt på musiktjenesten Tidal. Og faktisk også anderledes selvreflekteret. For allerede på første nummer, »MILLION $ SHOW«, byder sangerinden Judith Hill velkommen til den ekstremt dyre lyd, som er resultatet, når Prince på vellykket vis blander sin egen 1980’er-arv med moderne pop.

Prince er – udover at han har kørt en ret flamboyant, androgyn og sexet stil – især kendt for sit mangefacetterede lydbillede og for at blande genrer som blandt andet funk, soul, rock, hiphop, R&B og disco. På HITNRUN Phase One blander funket slapbass sig med frækt dansende synthesizere, helteguitar, rap-, soul- og disco-vokaler og tunge trommer med simuleret rumklang. Og de mange forskellige elementer samler sig til en solid og fræk retropop-maskine, hvor Prince – ud over at hente inspiration fra 1980’erne og samtidens pop – også enkelte steder kigger tilbage på halvfemsernes dubstep og eurodance. Dubsteppen er især tydelig på nummeret »SHUT THIS DOWN« og eurodancen er til stede på »FALLINLOVE2NITE« med de karakteristisk synkoperede synth-akkordtemaer, som også er en væsentlig del af nyere pop – for eksempel på Rihanna og Calvin Harris’ »We Found Love« fra 2011.

HITNRUN Phase One er et hårdt album med masser af dybe dæmonstemmer og knytnæveslagsbeats. Men denne hårdtpumpede stil skaber ikke afstand til lytteren og samtiden. Tværtimod er det måske en central faktor i forhold til at skabe den dybde, som, jeg synes, er på spil på pladen. Og det er en strategi, der er tættere på at banke hul i den overflade, som Duran Duran kun behandler, ja, overfladisk.

Duran Duran: ’Paper Gods’ (Warner Music)
Prince: ‘HITNRUN Phase One’ (NPG Records Inc) – udgivet eksklusivt på musiktjenesten Tidal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her