Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Elektronisk til efteråret

Haikurytmer, avantgardesoundtrack og afskedssange til de døde. Sommerens elektroniske udgivelser er blandt årets bedste og bør høres, mens regnen siler ned
Kultur
4. september 2015
Kompositionerne sitrer af kreativitet på Thundercats nye album, der har en heikuagtig kortfattethed.

Roger Kisby

Indtil 2010 var musikgenren footwork mest noget, man hørte i Chicago, hvor den opstod i 1990’erne. Men efter at pladeselskabet Planet Mu udgav det legendariske opsamlingsalbum Bangs & Works med footwork-musik, har genren vundet udbredelse i elektronisk musik verden over.

Det er ikke overraskende. Footwork har en mildest talt usædvanlig og fantastisk lyd. På et nyt album fra footwork-veteranen RP Boo kan man høre genren udfoldet og præsenteret i sin mest nedbarberede og væsentlige form.

RP Boo laver små haikudigte af rytmer og samples på omkring tre minutter hver. Ganske minimalistisk består de kun af subbas, hi-hat, håndklap, lilletromme og et sample af sang, horn eller tale. Som footwork-stilen kræver det, er tempoet usædvanligt højt og ligger på omkring 160 slag i minuttet. I modsætning til den meste elektroniske musik er der ingen stortromme, som leder beatet i en 4/4-rytme. Stortrommen og dens middelfrekvens er helt udeladt til fordel for subbassen, der med sin meget lave frekvens holder tempoet. Det gør musikken ekstremt tung. Men fordi tempoet er så højt, og fordi de resterende elementer, altså hi-hat, klap osv., har en relativt høj frekvens, bliver den samtidig utrolig let. Skal man beskrive effekten mindre teknisk, så lyder det, som om beatet er så tungt, at det ophæver tyngdekraften og letter.

Særligt smukt bliver det på numre som »Freezaburn«, hvor et soul-sample sejler over den hektiske rytme. Eller på »Sleepy«, som sampler en frase fra det berømte arie »Habanera« fra Bizets opera Carmen. På en måde er det en absurd kombination. RP Boo har givet fraseringen en helt ny harmonisk sammenhæng, hvilket forandrer dens udtryk komplet. Men det fungerer fantastisk.

Smertefulde bemærkninger

Den haikuagtige kortfattethed er også til stede på bassist og sanger Thundercats nye EP The Beyond / Where The Giants Roam. To af numrene er under to minutter lange, og kun et enkelt sniger sig op over de tre. De seks sange står som beskedne, smertefuldt fredelige bemærkninger i vinden.

Det er en stærk kontrast til Kamasi Washingtons tre timer lange jazzepos The Epic, som udkom for nylig, og som Thundercat selv deltog i. Stilen er også ganske anderledes, mere simpel, tilbagelænet, 1970’er-inficeret, stedvist funky. Der ligger en alvor over de salige korte numre med titler som »Hard Times« og »Song for the Dead«, som Thundercat på Twitter har beskrevet som en afskedssang til de afroamerikanere, der inden for den seneste tid er blevet dræbt af racistisk vold i USA. Klassisk for udgivelserne på selskabet Brainfeeder har The Beyond et relevant og samtidsbevidst indhold. På de 16 fredfyldte minutter, som pladen i alt varer, kan man i øvrigt både høre toner fra Herbie Hancock og føromtalte Kamasi Wash- ington. Musikalsk fremstår den som en del af den stærke opblomstring, som Brainfeeder-selskabet og musikscenen i Los Angeles oplever i disse år styret af en række nye ideer om, hvordan beatbaseret musik kan (re)fusionere med jazz og funk. Det nye er ikke selve ideen om at gøre det, men måden de gør det på.

Kompositionerne sitrer ganske enkelt af større historisk bevidsthed og kreativ fortolkning, mere end hvad man har hørt længe i hvert fald. Nogle musikere eksperimenterer, fordi de er løbet tør for ideer. Thundercat, Kamasi og resten af Brainfeeder-grupperne eksperimenterer, fordi de har så mange.

Tilbagelænet facon

Eksperimenterende musik er en svær betegnelse, alene af den grund, at det at gøre noget nyt ikke nødvendigvis kvalificerer et værk som eksperimenterende. Samtidig kan det at gøre noget gammelt med et uforudsigeligt resultat sagtens være et eksperiment. Det har den chilensk-amerikanske producer Nicolas Jaar gjort med sin nye plade Pomegranates. Pladen er et alternativt soundtrack til avantgardefilmen Granatæblers farve fra 1969 af den armensk-sovjetiske filmskaber Sergej Paradzjanov. Filmen og musikken kan opleves sammen på YouTube.

Jaar blev først kendt for sit kritikerroste debutalbum Space Is Only Noise fra 2011. Debuten og de vinyler, Jaar sidenhen har udgivet, har bevæget sig mod den elektroniske genre deep house, men med tempi helt ned til 100 slag i minuttet, helt modsat RP Boos hastige footwork. Tilfælles med Brainfeeder-folkene har deep house-genren, som stammer fra 1980’erne, at den ofte bruger elementer af jazz og har en klar tilbagelænet facon. Nicolas Jaars indsigt har været, at deep house’s loungeprægede lyd og det lave tempo, der ligger tæt på vores gang- og taletempo, gør det oplagt at fusionere med feltoptagelser, altså lyde fra den virkelige verden.

På Pomegranates forlader han mere endegyldigt den egentlige housestruktur og træder ind i en blanding af musique concrète, soundtrack og house. Musikken bør klart opleves sammen med Pradzjanovs stiliserede, smukke scener, hvor de ofte gentagne bevægelser finder sted i et statisk, malerisk sceneri.

Men musikken kan også sagtens høres alene. Visse steder bliver den et dansende housetrack som på »Club Kapital«, andre steder bliver den til en smuk Nils Frahm-lignende klaverkomposition som på »Nothingness« eller »Divorce«. Den bevæger sig ubesværet mellem det ambiente, rytmiske og melodiøse med masser af melankoli, humor og stedvist sorgfulde elementer, men aldrig på en skræmmende eller ubehagelig måde. Det fantastiske er, at alt spiller lige så godt sammen, som Pradzjanovs filmiske billeder, der skildrer den armenske digter Sayat-Novas indre liv. Filmen var en hyldest til armensk kultur og et politisk statement i en sovjetisk kontekst, hvorfor den også kun fik lov at florere et par måneder, inden den blev censureret.

Der er i øvrigt mere godt i vente på filmfronten fra Nicolas Jaar. Han har nemlig komponeret soundtracket til den franske film Dheepan af Jacques Audiard, der vandt Guldpalmen ved årets filmfestival i Cannes.

RP Boo: ’Fingers, Bank Pads and Shoe Prints’ (Plant Mu). Thundercat: ’The Beyond / Where The Giants Roam’ (Brainfeeder). Nicolas Jaar: ’Pomegranates’ (Other People)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her