Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Han elsker at provokere normalitetens sædvaner

Horace Engdahl skriver klogt forførende kortprosa
Kultur
19. september 2015

I anmeldelsen af Horace Engdahls essays Arret efter drømmen, der kom på dansk sidste år, skrev jeg om en vis artistisk drivkraft i sproget og en dragning mod aforistiske formuleringer hos denne svenske litteraturkritiker. Det bekræftedes af den ligeledes oversatte samling kaldet Meteorer eller ’luftige spekulationer’, nu efterfulgt af Cigaretten bagefter. Den kære kortprosaform kan kaldes mange navne, denne gang en ’fragmentsamling’, egentlig et godt ord, der associerer til antitese eller paradoks, brud og sammenhæng, begreber som kendetegner aforismen, som elsker at provokere normalitet og sædvaner.

Der er en lang tradition for den artistisk bevidste skrift, der bevæger sig mellem ekstrem koncentration i maximen hos La Rochefoucauld og bredden i Montaignes essais, men har subjektivitet, humoristisk, fri argumentation eller påstand tilfælles, fragmentets svævende åbenhed eller legende punktum. Mere rundhåndet kan skriftformen kaldes ’strøtanker’, som hos Poul Martin Møller, adskilligt mere spidskornede hos Søren Kierkegaard i hans ’Diapsalmata’, som man også kunne finde på at kalde prosadigte. Blødere betegnelser er meditationer eller livsstemninger, som den svenske stormester Vilhelm Ekelund blandt andet benævnte i sine mange refleksionsbøger.

Tænkningens frivolitet

Horace Engdahl mere end antyder det frivole eller genren som vovestykke med sine ’cigaretter bagefter’ i titlen, som er hentet fra et reklamebillede og med henvisning til utallige kærlighedsscener på film, især den særlige intensitet i det første sug af en nytændt cigaret, et symbolsk ritual over for det absolutte: døden, orgasmen, katastrofen, det tomme ark. Sådan forklaret i en af teksterne, der konkluderer med en spidsformulering: »Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke, hvis bare det var muligt at tage sig en cigaret bagefter.« Endnu mere frivol er tanken her i betragtning af, at man er holdt op med at ryge i både film og i Sverige.

Ordene står i samlingens sidste fjerdedel benævnt »Eftersætninger«, mens de tre andre hedder »Korte kurser«, »Metakritiske fragmenter« og »Reaktionære betragtninger«. I varierede forsøg på at bestemme den særlige skrift, der skal udfolde sig på det omtalte tomme ark, er den mere end anden prosa bevidst selvreflekterende, selvavlende, søgende sit mål. »Du grifler fraser og stykker ned uden at vide hvordan det skal fortsætte. Du ved endnu ikke hvem du skal være i det skrevne. Hvad gav dig i dette hele taget den idè at skrive. Det er næppe noget naturligt.« Og han påkalder rimeligt nok Fernando Pessoa – den portugisiske digter, der spaltede sig i fire forskellige heteronymer – og søger at spore den indre stemme, der taler i skriften. Genren tro er han afhængig af megen anden filosofi og litteratur i uanstrengt konversation med de største stemmer; Kafka, Proust, Beckett, klassikere og modernister, tænkere og kunstnere. Og dog i stram styring. »Det hæmningsløse har ingen tone,« lyder det. Eller »Et grinende auditorium er det værste der findes. Allerede et skrækslagent auditorium er bedre.«

Social intelligens

Hvis der klæber en forestilling om tænkeren som den ensomme i sit tårn, i sit isolerede kammer, er det en falsk myte. Intelligensen er en social form, født af snakken. Engdahl forestiller sig de store intellektuelle som uafbrudt konverserende. Samvær er nødvendigt for tankens flugt. Måske taler essayisten ikke med enhver, snarere med hver enkelt. På den måde er skrivningen ikke en solitær akt, men en forsinket samtale. Stedvis helt bevidst med ganske gnavne betragtninger, den slags, som vokser med alderen i protest mod den såkaldte udvikling og livets hastighed, man er dømt til at være skeptisk ved. Måske med noget særligt ved den mandlige psyke, som i det hele taget historisk set dominerer denne litterære specialitet.

»Visdom er ikke at kende sandheden om livet – men at praktisere den på sig selv,« hedder det i en refleksion over alderen. På spørgsmålet om, hvad der er tilbage af at være betydningsfuld, tror man, når man ikke finder svar, at man allerede er død, skønt det forholder sig omvendt. »Jeg er ved at vågne til live, til det liv der endnu er tilbage, ikke kan gemmes, ikke udskydes. Det er sandt at det ikke ligner den gamle følelse af kraft og lysende fremtid, men er det ikke smukkere end det?«

Det føler man som aldrende læser nok som et trøstens ord – indtil den uundgåelige konklusion dukker op: »Problemet med forsagelsens visdom er bare at det hele tiden føles som om den gjaldt en anden.«

Således afkølet kan man glæde sig både over den gode oversættelse af følgende generøse visdomsord: »Den mest elskede svenske glædessalme, Dejlig er jorden er skrevet af en dansker. Uden vore brødre og søskende syd for landevejen ville vi være bukket under i melankoli og skovfortællinger.«

Cigaretten bagefter
Horace Engdahl
Jensen & Dalgaard
Oversat af Karsten Sand Iversen.
154 sider
248 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her