Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Det er jo englebusser!’

Information har inviteret to syriske flygtninge til at anmelde Nationalmuseets udstilling ’De Hvide Busser’. Krigen fremstilles for pæn, synes de, men er til gengæld rørte over de frivillige, der hentede kz-fanger hjem, og ville ønske, der også i dag var hvide ’englebusser’ til flygtningene
Udstillingen ’De Hvide Busser’ minder syriske Ahmad Saleh (tv) og Amer Biro om, at mange danskere også har haft krig tæt inde på livet.

Ulrik Hasemann

Kultur
18. september 2015

»Det ligner ikke, at der er krig. Hvor er krigen?« spørger Ahmed Saleh og tager fat i en firkantet broderet dug, der ligger sirligt placeret på et mørkt mahognispisebord i den rekonstruerede stue fra 1944. Stuen er det første, man møder, når man træder ind i Nationalmuseets særudstilling ’De Hvide Busser’. Ahmed Saleh, som efter eget udsagn ikke er vant til at gå på museum, ryster dugen, så den ikke længere flugter med bordkanten.

»Sådan,« siger han. »Det ville være mere realistisk, hvis det skal forestille, at der er krig.«

»Eller også skulle det der være faldet ned,« siger han og peger på et landskabsmaleri, hvor dådyr springer hen over en mark. »Eller den der være væltet,« siger han – nu med pegefingeren rettet mod en stol med bordeaux betræk. Han sukker, da han opdager, at der også er lys i den lampe, som hænger ned fra loftet.

»Hej hej, jeg er i krig,« siger han og smiler over hele ansigtet.

»Men Anden Verdenskrig i Danmark var jo anderledes end krigen i Syrien i dag,« indvender Amer Biro, som ligesom Amer er 25 år og flygtet til Danmark fra Syrien for lidt over et år siden. Information har inviteret dem begge med ind at se udstillingen om redningsaktionen, hvor frivillige hentede danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre i hvidmalede busser.

Den lunkne modtagelse af den ifølge de to gæsteanmeldere lidt for ordnede stue bliver erstattet med begejstring, da de træder ind i udstillingens næste rum. Det er beklædt med sortmalede trævægge, hvor der med kridt står håndskrevne sætninger som »En anderledes rejse der for os så mere og mere håbløs ud.« I loftet hænger firkantede sort-hvide fotos af mennesker, der har kørt med de kreaturvogne, som rummet skal forestille at være, til arbejdslejre i Tyskland. Billederne bevæger sig gyngende, og ud af højttalere siver lyd, som skal give en fornemmelse af, at vognen kører vuggende af sted. Og det virker, mener både Ahmed Saleh og Amer Biro, selvom de pointerer, at man med fordel også kunne have gjort det vellykkede rum endnu mere virkeligt.

»Jeg synes, det er ret smart, at de har lavet det her. Det føles som om, vi kører. Jeg har kun ét kritikpunkt: Det burde ikke være så rent. Krig er beskidt. De kunne godt have fået det til at lugte lidt,« siger Amer Biro og tilføjer, at lidt snavs på det polerede trægulv også kunne have hjulpet realismen på vej.

Genfødt

Rummet minder Ahmad Saleh om de over 70 flygtninge, der i slutningen af august blev fundet døde i en lastbil i Østrig. Og det er ikke kun i Østrig, at den slags sker, understreger Amer Biro, som kender flere landsmænd, som er flygtet til England i lastbiler under meget dårlige forhold. Han kommer også til at tænke på sin egen flugt. Ikke mindst turen over Middelhavet, fra Libyen til Italien, hvor de flere gange var tæt på at kæntre og i sidste øjeblik blev reddet af den italienske kystvagt.

»Jeg var så tæt på at dø flere gange på den tur, at jeg følte, jeg var blevet født igen, da jeg endelig var i Europa,« siger han og forlader ’kreaturvognen’ for at slutte sig til Ahmad Saleh, som studerer en væg, der med kridttegninger og tekst viser, hvordan fangerne blev kronraget og fik uniformer på, når de ankom til kz-lejrene.

»Fra menneske til nummer,« lyder overskriften. Ahmad Saleh har på trods af sine gode danskkundskaber svært ved at forstå teksten.

»Når man bare kigger på tegningerne, kunne det lige så godt være et fængsel i Syrien,« siger han. Saleh har fået øje på en tegning af en mand, som har blikket rettet mod en fange, som han er ved er ved at afluse. Tegningen minder ham om tortur og voldtægt. Manden, som afluser fangen, har store poser under øjnene, og Ahmad Saleh synes, at han ser ond ud.

»Men bare fordi han gør noget ondt, er han ikke nødvendigvis ond. Det er vigtigt at huske, når man viser sådan noget,« siger Ahmad Saleh og læner sig op ad en tre etager høj køjeseng, som fangerne sov i, inden han sammen med Amer går videre ind i udstillingens største rum, hvor de som det første får øje på brune pakker med rød-hvide Røde Kors-mærker på, som de danske fanger modtog tre gange om måneden.

»Alt det her får mig til at tænke på, at alle de danskere, som ikke kan lide flygtninge, de har måske selv været flygtninge engang. Vi har ikke bestemt os for at være flygtninge. Det var ikke vores valg,« siger Amer Biro, som kommer til at tænke på Venligboerne, når han hører om Røde Kors’ og de frivillige chaufførers indsats under Anden Verdenskrig.

Ahmad Saleh bor i udkanten af Hundested i et område hvor der kun bor flygtninge og »danskere, der drikker«, og han har efter et år i kommunen ikke fået rigtige venner.

»Jeg tror, de er bange for flygtninge. Eller for arabiske mennesker,« siger han. »I Hundested kom jeg til at tro, at alle danskere var lukkede, men sådan er det ikke. Venligboerne hjælper mig.«

Den hårde tur gennem Europa

De to unge syrere vender blikket mod udstillingens hovedværk, en hvid bus, som er blevet hejst ned gennem loftet. De stikker hovederne ind ad vinduerne, sparker dæk og inspicerer den omhyggeligt, inden de kommer med deres konklusion. De er ikke så interesserede i at forholde sig til bussen som museums- og formidlingsgenstand, men er mere optaget af den funktion, den havde under krigen.

»Det er fantastisk. Det er jo englebusser! Jeg ville ønske, at der var sådan nogle hvide busser, der kørte ned og hentede folk fra krigen i Syrien. Eller i det mindste i Grækenland, så turen op gennem Europa ikke var så hård,« siger Ahmad Saleh, hvis egen familie er flygtet til Egypten, men ikke havde penge til at sende andre end ham til Danmark.

Efter et par timers sirligt studie af udstillingen sætter Ahmad Saleh og Amer Biro sig på en gammel bænk, som står ved siden af en lygtepæl fra 1940’erne. På væggen foran bænken vises en film af glade fanger på vej tilbage til Danmark og Norge. Amer Biro har blikket rettet mod den sort-hvide gensynsglæde på væggen, mens Ahmad Saleh stirrer på fire gamle kufferter i hver sin karamelbrune nuance. Han siger ikke noget og ryster afværgende på hovedet, da Amer Biro spørger, om han er okay.

»Jeg håber bare, at jeg en dag får lov at pakke min kuffert,« siger Ahmad Saleh efter et par minutter. »Hver gang jeg ser en flyver på himlen, tænker jeg på, hvor lang tid der mon går, før jeg kan komme hjem.«

 

’De Hvide Busser’, særudstilling på Nationalmuseet indtil 3. januar 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her