Læsetid: 4 min.

Eventyrlige lydrejser

To dokumentariske radioføljetoner går på opdagelse i henholdsvis det ydre rum og de grønlandske fjelde, fremtidige Mars-kolonier og efterladte koldkrigslevn
I ’Livet på Mars’ spørger Krister Moltzen (t.h.) fra Third Ear, om man kan bosætte sig på Mars – og om, hvorfor nogen vil forlade Jorden, hvor de uden videre kan trække vejret. Spørgsmålene griber om sig og bliver til bredere spørgsmål om blandt andet menneskets forhold til rummet.

Peter Hove Olesen

4. september 2015

Godt scoret af Politiken: Avisen fået Danmarks(historiens) mest ambitiøse platform for dygtigt fortællende radio, Third Ear, til at producere for avisens nye podcastinitiativ, Politiken Podcast.

Side om side med talende hoveder i politik-, fodbold- og litteraturmagasiner står Livet på Mars af Krister Moltzen og Tim Hinman og egenproduktionen Jagten på den skjulte skat af Mikkel Vuorela og glimrer. Sidstnævnte er normalt er skrivende journalist med en forkærlighed for scenisk opbyggede fortællinger om særlige fænomener af den slags, der let kunne falde uden for nyhedskriterierne.

Op til Mars og aldrig tilbage

Allerede i anslaget i Livet på Mars er Krister Moltzen meget typisk sig selv. Han er exceptionelt dygtig til at tage scenen og forklare og stå inde for sin fascination af de mennesker og fænomener, han fortæller om.

»Jeg hedder Krister Moltzen,« siger han, »og jeg har brugt det sidste år af mit liv på at følge en historie.«

Den historie, han har fulgt, og som han behændigt fører lytterne rundt i, er historien om den første menneskelige bosættelse på Mars.

Mars One er navnet på et hollandsk foretagende, som vil finansiere en envejsmission til Mars i 2023. Her skal en gruppe pionerer for rullende kameraer etablere en koloni, hvor de skal leve og dø. Alt fra udvælgelse af astronauterne over forberedelse og opsendelse til livet på kolonien skal tv-transmitteres. Indtægten fra tv-transmissionerne skal finansiere projektet.

I de fire programmer spørger Moltzen, om man overhovedet kan bosætte sig på Mars, om man må gøre det på den måde, og om hvorfor i alverden man vil forlade den planet, man uden videre kan trække vejret på.

Spørgsmålene til det konkrete projekt griber om sig og bliver til bredere spørgsmål om menneskets forhold til rummet, teknologiske landvindinger, overvågning og den menneskelige vilje. Med Mars Ones planlagte opdagelsesrejse går Moltzen selv på opdagelse i rumfartshistorien og fortæller dens nyeste kapitel, så den bliver ved med at kaste nye fascinationer af sig.

I løbet af de fire afsnit fortælles den i sig selv fantastiske historie om samarbejdet og bruddet mellem to danske og helt vildt dedikerede rumraketbyggere, historien om den nazistiske raketbygger Wernher von Braun, der blev chef for NASA, og historien om hans russiske modstykke, der blev lukket ud af Gulag for at få at sørge for, at den første mand i rummet blev en russer.

Moltzen interviewer manden bag Mars One-projektet og Pil Christensen, der tilbage fra sine dage i Big Brother-huset kender til at være overvåget i døgndrift.

Mester og lærling

Jeg hørte for nylig i et interview, der ligger på Soundcloud, Krister Moltzen beskrive sit stilistiske signaturgreb, den alvidende fortæller, der hænger over fortællingen, har styr på dramaet og sørger for, at man får det vigtige at vide, men også tager sig den frihed ikke at fortælle det hele fra starten.

Når man hører Mikkel Vuorelas Jagten på den skjulte skat, er der ingen tvivl om, hvem hans radiofoniske læremester er. Også her er der et anslag, der garanterer for rapporterens entusiasme. Nogle kasser er blevet gravet ned på Grønland i 1952, hvorhenne ved man ikke længere. Kasserne omtales konsekvent som »skatten«. Deres indhold og formål kaldes »mysteriet«.

Den slags insisterende fortryllelse af verden er klassisk Third Ear, men tipper næsten over og bliver til jumbobogsjargon. Det er ikke sikkert, det er et problem – Vuorelas jumbobogsattitude til historiefortælling kan sagtens siges at være en fordel.

Anslaget fortsætter i Third Ear-stilen, og igen skrues der lidt op for virkemidlet, i dette tilfælde det personlige engagement:

»Lige siden jeg første gang hørte om det for to år siden, har jeg nærmest ikke kunnet tænke på andet. Jeg har drømt om den om natten, og fortalt om det til alle som gad lytte. Nu er jeg endelig kommet til Sisimiut og det er gået op for mig, hvor svært det egentlig er at finde noget i Grønland.«

Vuorela har nogle kasser, han skal have fundet, og nogle koordinater at gå ud fra. Undervejs rekrutterer han et frejdigt korps af hjælpere, og det er især alle de møder og mennesker, reportagen lever på. Et Third Ear-virkemiddel, der virker mindre godt i Jagten på den skjulte skat, er tilbageholdelsen af information.

»Hvad skatten består af, og hvorfor de danske myndigheder har været nødt til at skjule den, det svarer jeg på i næste uge,« siger Vuorelas alvidende fortæller i slutningen af første program. Hvad den slags demonstrativ tilbageholdenhed gør ved min tålmodighed, vil jeg fortælle i det følgende afsnit.

Det, jeg mener, er: Det er mere irriterende end pirrende, når fortælleren ikke vil ud med sproget, og man ikke forstår hvorfor. Sig nu bare, hvad der er i den kasse (spoiler alert: mikrofilm med måleresultater, der kan bruges til at genopbygge Danmarks infrastruktur, hvis landet skulle blive jævnet med jorden i en atomkrig), så programmet kan komme videre med alle de kvaliteter, det har.

Jeg er mere begejstret for Vuorela i rollen som grundigt-oppe-at-køre-reporter end som højtidelig fortæller. Det er en dejlig Anders And-agtig figur, der glemmer at tage en skovl med, når han skal til udgravning på en ø, og som ikke kan dy sig for at fundere højlydt over livets flygtighed, når han spejder ud over Sisimiut. Han ved ikke lige, hvordan man gør, men han vil vildt gerne.

Det bedste ved Jagten på den skjulte skat er, når den tilstræbte nøgterne fortællerstemme bliver kuppet af den overivrige rapporter, som her, hvor han er oppe at ringe over at skyde en genvej: »Og så gik vi af sted. Fem skattejægere hen ad en landingsbane. Solbriller på. Det var fedt.«

’Livet på Mars’ og ’Jagten på den skjulte skat’ kan høres på app’en Politiken Podcast, der desværre indtil videre kun virker på apparater fra Apple

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu