Noget er anderledes. Mens de fleste musikdokumentarer er biografiske og reportage-/portrætorienterede, så er Arcade Fire: The Reflektor Tapes et oceanisk associerende og abrupt opklippet hovedspring ned i den canadiske gruppe Arcade Fires arbejde med deres fjerde album, Reflektor. Det er en dokumentar, men det er ikke en let afkodelig registrering af virkeligheden, snarere en æstetisk dybdebombning af rationaliteten – med det formål at skabe sprækker ind til noget usigeligt og uforståeligt.
Som tilskuer skal man selv stykke sin fortælling sammen af denne montagekunst, hvor både billede og lyd fra indspilninger, koncerter, interviews og reportager manipuleres. Der er ingen talking heads i interviewsituationer, men bandstemmer, der glider ind og ud af de mange forskellige optagelser og filmformater. Det er – vistnok – frontmand og forsanger Win Butler, der siger, at bandet »forsøger at ignorere verden og skabe kunst i stedet«, og at ambitionen er »at lade ånden guide én«, at nå frem mod »sådan en musik«.
Man forstår, at deres søgen er mod mystikken og den kollektive ekstase. De tager til karneval, hvor der traditionelt set vendes op og ned på magtforholdene i samfundet for en kort stund. De starter indspilningerne på Jamaica. Rejser til Haiti, som et andet centralt bandmedlem, Régine Chassagne, kommer fra, og undersøger dér nye rytmiske vira, der kan underminere eller udfordre deres udtryk.
Arcade Fire er et rockband, men de søger mod andre tilstande og erkendelser end dem, rockens efterhånden udmarvede retorik tilbyder. Og fascinerende nok foregår denne søgen i stadionrockens format i en antiironisk aktivisme i modsat retning af U2’s flom af budskaber. Her må du selv gå aktivt og fortolkende tilværks. Ind søger de i hvert fald i årtusindgamle ritualer for at sende ånden på langfart. Samtidig med at selve filmen leder efter et åndsbeslægtet sprog i drømmens frem for dokumentarismens sprog.
Ligesom på deres album, så stiler Arcade Fire i samarbejde med instruktøren Kahlil Joseph mod en samtidskritik. Albumtitlen Reflektor refererer til det narcissistiske spejlbillede, vi kan finde i computerskærmens skær – og den menneskelige isolation og afhængighed af billige kicks og clicks. De har læst Kierkegaard og citerer ham: »The present age is one of understanding, of reflection, devoid of passion, an age which flies into enthusiasm for a moment only to decline back into indolence.« Målet synes at være en dybere væren hinsides vestlig rationalisme og civilisation. Og det mimer Josephs dokumentar også i et billed- og lydsprog, der måske kan beskrives som Oliver Stone på MDMA. I sig selv en beruselse, en voodoogenfødsel, en mulighed for en fællescinematisk eufori. Måske skal den ses stående?
The Reflektor Tapes giver os muligheden for at erfare mere end forstå musikkens skjulte potentiale for ritualiseret udfrielse og dybere erkendelse. En undersøgelse af rock som en ceremoni for sammensmeltningen af individerne til en stor skælvende kollektiv budding. Og det er virkelig bemærkelsesværdigt. Så. Hvis rock i din optik, kære læser, bare er fut i fejemøget med noget bas, guitar og trommer, ja, så er dette den forkerte film.
’Arcade Fire: The Reflektor Tapes’ – Instruktion: Kahlil Joseph. Britisk. Biografer landet over
