Interessen for svensk lyrik er ganske stor – måske mest i professionelle kredse, hvor den trives i sammenligningens og kollegaskabets ånd. Forlaget Arena udsendte i 2013 et tæt bind Ny svensk poesi, 14 digtere af den yngre generation med danske paralleloversættelser, foretaget af Malin Waak og Nina Søs Vinther. Andre lyrikere har nydt bl.a. Pia Tafdrups bevågenhed i selvstændige udgivelser, således hendes samtidige Katarina Frostenson og Eva Ström og nu også på den lyrikvågne Asger Schnacks Forlag den 65-årige Arne Johnsson. Når han dog virker ung i tone og holdning, skyldes det, at det drejer sig om hans debutsamling fra 1985, Forvandlinger, som har bevaret sin litterære status og er genudgivet flere gange. Nu lyser den af nærvær i Tafdrups version. Den holder sig tæt til originalteksten, men fungerer som et genuint dansk sprogværk, omend med kolorit fra Småland og Bergslagen, derunder digterens hjemby Lindesberg, som nævnes flere gange i fortrolighed med det nære livs karakter, hverdagenes virkelighed og forvandlingsevne, som titlen bebuder.
Megen nutidig lyrik trækker vejret i rum af fremmedhed og splittelse, mens man her møder en stadig oplevelse af forbindelser og kombinationer. »Musikken fordeler sig over huden og gaderne«, og afsked og adskillelse skildres som naturlig rytme. En rumlig oplevelse kan tage sig sådan ud i det natlige mørke:
… Jeg forvandles, min krop gennemløbes af spor i lange fejende buer sneen falder gennem den sorte kulde. Net af koordinater er spændt over alle flader, mine drømme handler om pludselige bevægelser, spring …
Vand og stjerner
Forskydninger, paralleller, uventede slægtskaber og ligheder skaber en mobilitet og endda rytmisk smidighed i sprog og genstandsverden. Og den er af næsten fænomenologisk tingskarakter med nærhed i natur og landligt miljø i barndommens drengeverden og voksent byliv. Køretøjers livlige lydverden sidestilles med barnets kriblende, krablende kornlade. Syv digte om lader er magiske erindringsrum med et inventar af rustent værktøj og fugleskeletter, »det er herhen jeg er kommet til det rum hvor kødet bytter plads med støvet og lyset«. Til det øvrige inventar hører dyrene, hunde, grise, husdyr og brugsdyr og jordens kryb med forkærlighed for firben, det vævre billede af barndommens sanseverden, alt imens is, vand og stjerner, de kolde elementer, kombineres med hverdagstingene.
Bogen er velkomponeret i en blanding af såkaldte ’optegnelser’, digte som en slags livsregistreringer, og mere specifikke bearbejdninger af tidlige erindringer, magtfuldt sammenfattet i et afsluttende digt, titelløst som dem alle. Kun undtagelsesvis overskrider de en sides længde i deres særegent mobile stilleben. Her en skovsø i dybdeperspektiv, et ærkeromantisk symbol, men her rodet op i drengens dykkerspring gennem overfladevandets sølv, gennem guldet og den brede åre af smagrad, gennem rådnende flora og fauna mod jorden og krebsemørket for at hente et blink, som triumferende overrækkes – i sidste ende til læseren.
Arne Johnsson har videreført disse fængende debutdigte i et stærkt, lyrisk forfatterskab, der bærer samme identitetsmærke af forfinede iagttagelser og konstellationer – og forvandlinger.
Arne Johnsson: Forvandlinger. Oversat af Pia Tafdrup. Asger Schnacks forlag. 82 sider. 150 kroner.
