Læsetid: 5 min.

I fuld poetisk vigør

Klaus Høecks nye store digtsamling fører læseren på vandring gennem et på samme tid frustrerende og herligt fascinerende landskab
Klaus Høeck (f. 1938) er aktuel med ny stor digtsamling, der er inderligt alvorlig og samtidig konkret som en plastikskovl.

Carsten Andreasen

12. september 2015

Klaus Høeck har begået et nyt stort værk udelukkende bestående af småting i form af haiku eller rettere 4-dobbelte haiku, der hele tiden gentager strukturen fem plus syv plus fem stavelser frem mod en slutning. I første del gennemskrives et familiealbum og i tredje del hans eget lyriske forfatterskab, men i midterdelen blandes alt muligt: hverdagsnotater, filosofiske smuler, anekdoter om selvet, »family secrets«, stumper af »my own pillowbook«, flade vitser og hvasse udfald mod tiden samt meget mere endnu. Jo, Klaus Høeck er så sandelig »still writing strong«. Nye digte, nye bøger. En ny, skønt efterhånden også lidt gammel mand er her i fuld poetisk vigør, tro mod sin gammelkendte metode fra tidligere store bøger som Hjem, Heptameron og 1001 digt.

Læseren sættes endnu en gang på overarbejde og må finde sig at blive trukket igennem et spejlkabinet af selvanalyser og private detaljer, som dog også er isprængt ironiserende vendinger og pludselige anfald af boblende lyrisk overskud. Det er en bog fuld af krydsende spor, vildveje og blindgyder, hemmeligheder og gakkede gags, ja, læseren udfordres tilmed af sjove konkurrencespørgsmål, som man kan besvare og f.eks. vinde en flaske cognac!

Ikke fange sommerfugle

Hvad angår kunstnerisk holdning, er digterens praksis demonstrativt vendt imod »den skønne musik«. Han vil nødig havne i »ren poesi«, vil ikke fange sommerfugle, men vil gerne fange en læser, og i så fald helst på det gale ben! Han kan godt gå ind for fordybelse i modsætning til overfladiskhed, men melder pas, hvis der ved fordybelse skal forstås, at nu skal der ruges og bævres og hjertet fodres med svuppende patos. Så slår han sin skepsis til. For hans digte skal ikke »gå op«, skal nødig lukke sig inde i et lille skrin af smukke ord og rammende billeder og blive til vers af vedtagen skønhed. Smukt i traditionel forstand er vel også det sidste, nogen vil kalde følgende firedobbelte haiku:

dette digt er brunt

og fuldt af lort eder og

forbandelser (læs

 

selv) det stinker af

pruttebæ og afføring

føj for helvede

 

fy for SATAN det

er brunt som nescafé gold

føj for den lede

 

det er godt nok en

skamplet på dansk digtning en

ren motherfucker

 

Sidste ord sætter trumf på regelbruddet ved ikke kun at benytte lavsprog, men også skifte over fra dansk til engelsk. Samme manøvre laves i øvrigt oppe i bogens titel. Den skulle eller kunne have heddet »Liv og død«, men hedder altså på engelsk, Legacy, arv. Engelsk eller engelsksproget er også den største bagvedliggende inspiration, Walt Whitmans »Song of Myself«. Det bedste ved større værker er, at man aldrig bliver færdig med dem. Der er altid noget at vende tilbage til: en lille afkrog eller en stille lysning, og selv om du alligevel hele tiden vandrer videre, vedbliver alle de forladte lokaliteter at tynge din bevidsthed og råbe på fornyede møder.

Ovenstående smukke beskrivelse af oplevelsen ved at færdes i Klaus Høecks lyriske landskab henter jeg fra hans nye bog. For den passer! At læse ham er som at færdes i en vidtstrakt, vidunderlig skov, hvor der hele tiden, eller næsten hele tiden, er noget nyt at kigge på, og hvor det også er dejligt at gå, når der netop ikke er noget nyt at opdage, fordi man da blot kan dejse lige så stille ind i sig selv.

At læse betyder normalt at hobe op og syntetisere, og dermed jo egentlig glemme alle enkelthederne i det læste, til fordel for et gennemgående tema, en grundstemning, et helhedsindtryk. Men det mærkelige ved at læse Høeck er måske, at glemselen nægter at indfinde sig. At man ustandselig tvinges til en art undrende dvælen over for den enkelte tekst, løsrevet fra dens kontekst.

Man vil så gerne tilegne sig og forstå denne mængde af enkeltdigte, men de forsvinder mellem øjnene på én. Man sidder konstant med en frustrerende fornemmelse af, at man egentlig burde begynde forfra, men man må lære at lade sig føre med af strømmen, lære at se bort fra det foregående og især næstforegående digt for i stedet at koncentrere sig fuldt og helt om digtet, som man læser lige nu, og som så til gengæld kan sende hilsener langt bagud til noget, man allerede har læst; man gider bare ikke bladre tilbage og hitte ud af, nøjagtigt hvor.

Den tilstand, man anbringes i, virker på samme tid frustrerende og herligt fascinerende. Den forekommer da også ligedannet med skriveprocessens meditation, hvor Klaus Høeck, efter eget udsagn, opererer først på bevidsthedens niveau, så på underbevidsthedens præmisser og endelig på åndens eller dobbeltrefleksionens plan.

Ånd og spiritus

Høeck påstår et sted, at »ÅND« skulle være litteraternes værste bandeord, »enhver kritikers / foretrukne laksativ / der får ham til at // skide i bukser / ne før han har fået det/galt i halsen«. Det er da noget værre sludder, men rimer jo egentlig meget godt på digterens ambition om både at være så inderligt alvorlig som en Kierkegaard og så yderligt konkret som en plastikskovl, på én gang at være mere højtidelig end de fleste og plattere end nogen som helst. Som i følgende litteraturhistoriske anekdote:

 

da salig pol bo

rum endnu LEVEDE mo

rede det ham at

 

alkoholise

re os: en f p cognjac en

gustava brandy

 

en morti whisky

en høeckerbajer med as

ger schnaps til – men da

 

jeg tilføjede

en poul bærom syntes han

ikke det VAR sjovt

 

Det var det nu da ellers, synes jeg. Læg for resten mærke til de fremhævede ord, som skyldes et af de indre formelle systemer i Klaus Høecks store digtsamling. Et kort appendiks forklarer dem – og rummer desuden hele det skakparti, der omtales undervejs! Jo, Ordnung muss sein, også i arrangementet af 140 gouacher af Jørgen Bispelund Knudsen lavet på basis af 35 computerbearbejdede fotografier af slægt og venner og her arrangeret omvendt, spejlvendt og frem for alt tilfældigt. Aleatorisk, fordi læseren skal fornemme, hvordan tingene ligesom ’kommer til‘ digteren, samtidig med at han opsøger dem, og forlader ham, netop idet han finder dem.

Klaus Høeck: Legacy. Gyldendal. 592 sider. 400 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu