Læsetid: 4 min.

Vi gør det så godt, som vi kan

Meryl Streep og hendes datter, Mamie Gummer, spiller mor og datter i Jonathan Demme og Diablo Codys underholdende dramakomedie ’Ricki and the Flash’, der handler om børn og forældre og om at blive forsonet med fortiden
Meryl Streep kan både synge og spille guitar i rollen som rockmusikeren Nicki – det har hun lært af Neil Young.

Bob Vergara

4. september 2015

Er Ricki en dårlig mor, der har svigtet sine børn for at hellige sig en ikke videre succesfuld karriere som rockmusiker? Eller er hun en kunstnerisk sjæl, der har fulgt sin passion og stadig elsker at stå på scenen og spille musik hver aften, selv om det har haft nogle store personlige omkostninger?

Svaret er slet ikke så ligetil eller entydigt i instruktør Jonathan Demme og manuskriptforfatter Diablo Codys underholdende dramakomedie Ricki and the Flash. En på alle måder veloplagt Meryl Streep spiller hovedrollen som den midaldrende Ricki, der sammen med sin partner, Greg (Rick Springfield), og sit band af gamle hippier er fast husorkester på en bar i Tarzana i Californien.

Publikum består af nogle få jævnaldrende fans, der elsker den klassiske rock, Ricki og bandet spiller, og nogle få unge mennesker, som først kommer på dansegulvet, når Ricki fortolker Pink eller andre af tidens mere moderne toner.

En dag får Ricki en opringning fra sin eksmand, den succesfulde forretningsmand Pete (Kevin Kline), der sammen med sin nye kone, Maureen (Audra McDonald) har opfostret hans og Rickis tre nu voksne børn. Deres forholdsvis nygifte, nogen-og-30-årige datter, Julie (Streeps egen datter, Mamie Gummer), er gået i spåner, fordi hendes mand har forladt hende til fordel for en anden. Maureen er bortrejst, og Pete mener, at Julie har brug for sin mor.

Men har hun nu også det? Der er ikke mange kærlige ord tabt mellem mor og datter, da Ricki dukker op med fletninger, lædertøj, guitar og et forlegent smil hjemme hos Pete i Indiana. En familiemiddag på en restaurant, hvor også parrets to sønner dukker op, udvikler sig til en krig på ord, som både er meget morsom og ganske smertefuld at overvære. Det er ikke småting, vrede og ulykkelige mennesker kan finde på at sige til hinanden.

Voksen før tid

Efterhånden kommer Ricki og Julie dog tættere på hinanden, ligesom Pete og Ricki får talt ud om nogle af alle de ting, der skete mellem dem for snart mange år siden. Jonathan Demme og Diablo Cody, der har skrevet det vittige og følelsesladede manuskript, er ikke ude på at pege fingre af nogen – hverken af Ricki eller Pete. I stedet præsenteres vi for en både sjov og rørende film om at blive forsonet med fortiden og om en kvinde, der ikke kunne finde ud af at leve i forstadsidyl med mand og børn, men havde brug for at forfølge sin drøm om at stå på scenen. Det gjorde Ricki så, og det kostede hende dyrt. Ricki and the Flash handler ikke om, at hun fortryder, men om at hun forsøger at give sine børn, ikke mindst datteren, det, hun formår, og samtidig måske få deres tilgivelse. Ricki var der ikke, da børnene var små – det var Maureen – men det er ikke ensbetydende med, at hun ikke elsker dem og ikke gerne vil være der for dem, skulle de få brug for hende. Hun har dårlig samvittighed, men erkender også, at hun ikke kunne have gjort tingene anderledes, skulle hun selv overleve og være glad.

Forholdet mellem forældre og børn – børn der i vid udstrækning må blive voksne før tid, og voksne, der opfører sig barnligt – har Diablo Cody udforsket i flere film, blandt andre Jason Reitmans Juno og Young Adult, som hun også skrev manuskript til.

Ricki and the Flash er den mest mainstream og forudsigelige af Codys film – det er ikke ligefrem originalt med en historie om forældres svigt og børns problemer – men dialogen, Jonathan Demmes sikre instruktion, et godt soundtrack og de gode skuespilpræstationer løfter den over gennemsnittet. Meryl Streep, som både kan synge og spille guitar – det har hun lært af selveste Neil Young – er blændende som Ricki. Hun er lige så selvsikker og umiddelbar på en scene, som hun er usikker og akavet, når hun er sammen med sine børn, sin eksmand og sin musikalske makker, den stakkels Greg, som i mange år har gjort kur til Ricki, der skiftevis vil have ham og afviser ham. Kemien mellem Streep og Mamie Gummer er fantastisk. De interagerer overbevisende som mor og datter, og Gummers Julie er et på alle måder festligt indslag, når hun trisser rundt i morgenkåbe med uglet, uvasket hår og fyrer spydigheder af mod sin mor – inden hun grædende bryder sammen og afslører i hvor elendig en forfatning, hun egentlig er. Kevin Kline er roen selv i rollen som fornuftige Pete, der nærmest bliver en slags fornuftens stemme og lynafleder de to kvinder imellem.

Der er ikke meget i Ricki and the Flash, som man ikke har set før i de utallige film, der handler om det samme. Men det sker ikke så tit, at det bliver serveret lige så appetitligt og underholdende som her. Det er ikke svært at se sig selv i nogle af alle de åndssvage og anstrengte situationer, som filmen og de fleste menneskers familieliv byder på. Ricki er et menneske ligesom alle os andre, med gode og dårlige sider, og hun minder os om, at vi kun kan gøre det så godt, som vi nu engang kan.

Ricki and the Flash. Instruktion: Jonathan Demme. Manuskript: Diablo Cody. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu