Hellere en fader- end en moderbinding

Der er på én gang noget gribende oprigtigt og uforløst over Elisabeth Møller Jensens erindringsbog Dengang i Lemvig.

Allerede i indledningen til bogen skriver hun om »den knaldhårde knude, der fra maven vogter og spærrer for adgangen, når mine tanker så meget som bare strejfer dengang i Lemvig«.

Umiddelbart ikke det bedste udgangspunkt for en erindringsbog, skulle man mene. Og senere, mod slutningen står der: »De morgener jeg vågner kulsort og fortvivlet, kan jeg sjældent huske, hvad drømmen gik ud på, jeg ved bare, at jeg igen har haft besøg fra Lemvig.« Der færdes monstre i dybet, som ikke sådan lader sig fiske op til beskuelse.

Samtidig fortæller hun ubesmykket om sin mors mareredne tilværelse og med tiden voksende misbrug af såvel sprut som piller, som ender med hendes død i en alder af 53 år. Og hun fortæller åbenhjertigt om sine egne ydre og indre konflikter med moren. Men episoderne flyder som smertelige øer i et hav af en fornuft, der virker tilkæmpet med intellektets og selvbeherskelsens kræfter. Som om den knaldhårde knude nok kan omgås ved eftertankens kraft, men ikke opløses.

Fars og mors baggrund

Fra begyndelsen er familien ladet med konfliktstof. Faren, Tage Møller Jensen, kommer fra et hjem med Stauning på væggen. Han bliver uddannet som bager og familien driver i tre år et bageri, som imidlertid går fallit, og resten af sit arbejdsliv tilbringer han som ufaglært på Cheminova. Velbegavet, men uden uddannelse, politisk aktiv, fællestillidsmand og medarbejderrepræsentant i bestyrelsen. Hvor han til sin kones frustration frasiger sig vederlaget på 20.000 kroner. En klassebevidst, socialdemokratisk arbejder. Modstandsmand under krigen.

Moren, Gudrun Borgholm, er ligeledes højt begavet, men fra Indre Mission. I hendes hjem er det billeder af Jesus og fromme skriftsteder, der udgør udsmykningen. Og hendes første kærlighed bærer tysk uniform. Her er livsforståelsen baseret på ’Guds vilje’.

Morens psykiske problemer, som forværres op gennem Elisabeth Jensen og hendes tre mindre søskendes barndom, skyldes ikke mindst den missionske svovlpøl: Skyld, skam og selvbebrejdelser, »og hun tog skylden på sig. Det var hende, der ikke slog til«.

Allerede som fjortenårig har hun et religiøst betinget nervesammenbrud, hvor hun føler, at hun bliver straffet for at have ’syndet i hele 14 år’, og er sikker på at havne i helvedes flammer. Hendes far var tidligt død af den spanske syge, og Gudrun, der var en efternøler, udviklede et alt for tæt forhold til sin mor. »Mormor gav aldrig slip, og Gudrun gjorde sig aldrig fri,« konstaterer Elisabeth Møller Jensen.

»Hun forstod ikke, at det også var livet, der var for småt,« fortsætter hun fornuftigt forstående, »hun var tilmed parat til at ofre sig for kærligheden, men hun tabte stort, og livskampen udviklede sig til en tragedie«.

Den gode og den onde mor

Men i løbet af bogen, og det vil sige i skildringen af Elisabeth Jensen og af de andre børns, især søsteren Karins, opvækst bliver det sværere og sværere at fastholde den overordnede forståelse af moren. Mor bliver en modstander.

»Jeg måtte erkende, at den gode mor var forsvundet fra mig, at jeg havde mistet den mor, jeg elskede, og jeg husker, jeg spurgte mig selv, om det var had, der var det rigtige ord for følelsen over for hende, der var tilbage.«

Mor Gudrun deler selv sin adfærd op i den gode og den onde mor og opfordrer datteren til kun at regne med den gode, men »hvordan kunne man fortsat tale fortroligt med den gode mor, når den onde mor gjorde sig morsom over det, der var fortalt i fortrolighed eller ligefrem misbrugte tilliden i ondt øjemed?«

Moren kræver en fortrolighed, der minder om den hun selv har haft til sin mor: alt for tæt, hvilket naturligvis vækker voldsomme ambivalenser i datteren.

Religionen

Heller ikke religionen slipper Elisabeth Jensen for. Familiens eneste sociale opstigningsforsøg består i et bageri, som imidlertid på et tidspunkt brænder.

»Jeg husker både flammerne og brandvæsnet, der kom, men især, at min mor bad mig folde hænderne i en bøn til Gud om at redde bageriet. Hun var sikker på, at Gud ville lytte mere til mig end til hende, så jeg skyndte mig op i soveværelset, hvor jeg lagde mig på knæ, og så bad jeg med al den inderlighed, jeg overhovedet kunne mobilisere. Da det alligevel ikke hjalp følte jeg mig medansvarlig for katastrofen, og det var skamfuldt, at min mor vidste, at Gud heller ikke lyttede til mig.«

Mor trumfer selv Gud

Abrahams ofring af Isak gør et voldsomt indtryk på barnet Elisabeth Jensen, og da hun selv er blevet mor og for første gang besøger forældrene med sit nyfødte barn, dukker morens egen perverterede version af Abrahams offervilje op i erindringen. Hun har engang betroet Elisabeth Jensen, at hun frygtede at komme til at slå hende ihjel. Den nybagte mor tilbringer en søvnløs nat med tvangstanker om, at Gudrun kan finde på at stå op og dræbe hendes baby. Hun spekulerer på, om hun er ved at blive sindssyg, og ind i mellem spekulerer læseren også på, hvordan hun egentlig har klaret sig helskindet gennem en opvækst med noget der, i det mindste lejlighedsvis, ligner psykisk terror. Ovenikøbet gør Moren eksplicit krav på datterens identitet:

»Selv sagde hun tit og ofte, påtaget forbløffet, at ’det dog er utroligt, som du mere og mere kommer til at ligne mig’. Vel vidende, at den sidste jeg ville ligne, var hende. Men intet var skjult mellem os, og hun kunne drive mig til vanvid med en enkelt tilsyneladende uskyldig bemærkning.«

Far Tage

Elisabeth Jensen skulle have været en dreng, stod det til hendes far, men det, der kunne have fået andre piger til at føle sig mindre værd, bliver tilsyneladende redningen for hende. Med sin voksne, fornuftige stemme konstaterer hun, at »der er ingen tvivl om, at jeg barndommen igennem har idealiseret min far ud over enhver grænse og måske også enhver rimelighed«, men identifikationen med faren giver hende en råstyrke, som skinner igennem hele bogen. Hun har også en klar bevidsthed om at tilhøre den første socialdemokratiske velfærdsgeneration, og afviser bestemt at være en mønsterbryder. »Jeg har altid følt, jeg fulgte nogle spor, som var lagt ud af generationer før mig, at jeg fulgte et mønster og en drøm, som jeg sammen med mange andre i den første velfærdsgeneration fik mulighed for at realisere.«

Hun beretter om en episode, hvor hun er kommet i klammeri med en anden pige, en voksen ser det og kalder hende ind til sig, hun tror hun skal have skældud, men bliver i stedet for rost for at slås som en dreng, ’fair’.

»Dengang blev jeg ikke anfægtet af det tvetydige i som pige at blive rost for at opføre mig som en dreng. Den krølle på historien kom først til mig mange år senere.«

Kvindebevidstheden

Men den kom. For ud af det hele kom jo en af generationens fremtrædende kvindekæmpere, direktør for KVINFO fra 1990 til 2014. Og selvfølgelig har hun også blik for, at morens tiltagende ulykke og ondskabsfuldhed over for døtrene bunder i hendes egen skæbne som hjemmegående husmor i 1950’erne.

»Gudruns krise i 1960’erne faldt tidsmæssigt sammen med, at Karin og jeg kom i puberteten, fortsatte i realskole og gymnasium og derfra videre til henholdsvis Paris og København. Men det var mere end et tidsmæssigt sammenfald, for jeg er ret overbevist om, at den fremtid, som åbnede sig for os, og som hun selv havde været den første til at støtte os i, rev op i såret og mindede hende om de muligheder, hun aldrig selv fik.«

Hendes mor var ganske vist et ekstremt tilfælde, konstaterer hun, »men alligevel gyser det i mig, når jeg i dagens Danmark hører unge mennesker, mænd som kvinder, tale med fascination om 1950’ernes kønsroller«. Det var ikke mindst mødrenes skæbne, der fik unge kvinder til at gøre oprør i 1970’erne, understreger Elisabeth Møller Jensen.

Om noget viser hendes erindringer, hvor forkrøblende kvindetilværelsen dengang var og hvor nødvendigt oprøret var. For i al sin ekstremitet rummer hendes opvækst samtidig alle de tidstypiske træk: Den hjemmegående mor, der føler sig overflødig, far der er forsørger og familiens overhoved, pigerne, der dyrker den stærke far og distancerer sig fra den undertrykte mor, og som vokser ind i uddannelseseksplosionen i 1960’erne og bliver stærkere og mere selvstændige kvinder af det.

Elisabeth Møller Jensen: Dengang i Lemvig. Ill. 304 sider, kr. 299.95,-. (Vejl. Gyldendal. Udkommer i dag.