Læsetid: 4 min.

’Hen’ hader åbenbart politisk korrekthed

Traditionen tro er morderen i ’Broen III’ noget af en eventkoordinator, der rigtig gør et nummer ud af sine forbrydelser. Denne gang er ’hen’ tilsyneladende ude i et køns- og seksualitetstema
Børnene og manden er mannequindukker, mens kvinden ved bordet er liget af en kontroversiel lesbisk kønsdebattør fra København. Det er så klart en sag for Saga Norén.

Børnene og manden er mannequindukker, mens kvinden ved bordet er liget af en kontroversiel lesbisk kønsdebattør fra København. Det er så klart en sag for Saga Norén.

Carolina Romare

28. september 2015

Broen III lægger hårdt ud: I et stort tomt lagerrum i Malmø sidder det, der ligner en kernefamilie med to børn, en far og en mor, rundt om et bord. Alle fire har fået malet store røde smileyfjæs i deres ansigter og er ganske stive, for børnene og manden er mannequindukker, mens kvinden er liget af en kontroversiel lesbisk kønsdebattør fra København. Det er så klart en sag for Saga Norén (Sofia Helin), politiefterforskeren fra Länskrim Malmö, der kan regne alt andet ud, end hvordan man omgås andre mennesker.

I modsætning til i de første to sæsoner er det ikke en sag for hendes danske makker og eneste ven Martin Rohde, for han afsoner en dom for mordet på sin tidligere kollega Jens, der gav den som forsmået seriemorder i første sæson, og spøgte ulideligt i Rhodes bevidsthed i anden. Det var Saga Norén, der gennemskuede, afslørede og angav Martin Rohde. For Saga Norén er regler og love ikke til at bøje.  

Ny sæson, nye psykopater

En galning kommer sjældent alene i Broen-universet, og Øresundsregionen vrimler igen med potentielle gerningsmænd. Den myrdede Helle Ankers ældste søn er en PTSD-ramt og para­noid krigsveteran, der indtil videre ikke er noget særlig sandsynligt bud på hjernen bag det hele, men ikke desto mindre i stand til at levere en vis portion bål og brand.

Læs også: En bro over oprørte vande

Samtidig er en nyløsladt fyr på flugt fra sine tidligere medsammensvorne. Og den lastbil, hvor mordet på Helle Anker foregik, ejes af en mistænkeligt behersket direktør, der oven i købet er gift med den borgerlige debattør Lise Friis Andersen (Sonja Richter), der på sin videoblog raser mod de samme normkritikere, som den kreative seriemorder er ude efter. Sammen har de en datter, der skal lære at slå fra sig i skolen, og en teenagesøn, der lusker rundt og leger med fugleedderkopper, foretager sig mystiske ting med sin mors halskæde og generelt gør sit for at få familien Andersen til at virke suspekt. Vel at mærke suspekt på den iøjnefaldende måde, der egner sig til at få seere til at kigge i den gale retning og overse den ægte skurk i et stykke tid.

Efter bare at have set de første to afsnit kan jeg selvfølgelig nå at blive narret endnu – eller nærmere regne med det, for der bliver lagt så mange plotlinjer ud og antydet så mange store under overfladen lurende hemmeligheder, at der burde være stof nok til at vende op og ned på mine forventninger om, hvem der er brikker i spillet, og hvem der finder på reglerne, et par gange.

Der er jo også en idealistisk præmiepsykopat i mente fra sidste sæson. I Broen II viste det sig, at den tilsyneladende overskurk Gertrud, der havde forsøgt at sprede en dødelig virus til alle EU’s klima- og miljøministre, bare var en betroet medarbejder i en større økoterroristisk sammensværgelse. Bag hende stod en dansktalende mandsperson, af hvem man kun så omridset, da han gennemførte en fatal MUS-samtale med Gertrud.

Også denne gang er morderen noget af en eventkoordinator, men det politiske motiv for mordene handler denne gang om at redde normer snarere end natur. Hvordan forfatterne bag Broen III får fulgt op på den cliffhanger, er jeg spændt på at se.  

Hvad familie burde være

»Du ved ikke, hvad familie er eller burde være,« står der i et af de mange trussels- og hadebreve, som sæsonens første offer, Helle Anker, har modtaget. Hun levede i en regnbuefamilie og drev landets første kønsneutrale børnehave, og med spørgsmål om køn, seksualitet, og hvad man kalder tingene, som omdrejningspunkt, har Broen III placeret sig lige der, hvor afstanden mellem Danmark og Sverige – hvis man skal tro den offentlige debat – er allerstørst.

Saga Norén får til at begynde med selskab af den danske kollega Hanne Thomsen (Kirsten Olesen, der for en gangs skyld spiller grov i det), der betragter hende som en sladrehank og ikke kan skjule sit hånlige fnys, når snakken falder på kønsneutrale børnehaver og ditto pronomener, socialt konstruerede køn og alt, hvad der ellers kan tilskrives politisk korrekthed og svenske tilstande.

Hanne Thomsen afløses hurtigt af sin danske kollega Henrik Sabroe (Thure Lindhardt), der ud over en abnorm iagttagelsesevne og visuel hukommelse har et kokainmisbrug, en endnu ukendt hemmelighed og en kernefamilie, han med sin kærestes accept kombinerer med et liv som blasert skørtejæger.

Broen III baserer sig i endnu højere grad end de tidligere sæsoner på den dynamiske modsætning mellem svenskeren som den inkarnerede regelrethed og danskeren som den ligefremme regelbøjer, der lader pragmatiske og personlige hensyn trumfe. Men den korrekthed, Saga Norén insisterer på, er egentlig ikke så politisk, som den er sproglig og leksikalsk: hen er simpelt hen det mest korrekte personlige stedord for en endnu uidentificeret gerningsperson.

Det kunne være en triviel fornøjelse at se de gængse forestillinger om svensk overfølsomhed og dansk bramfrihed genopført, men midt i alle udrykningerne og skududvekslingerne tegner der sig et mere mangefacetteret billede af, hvad en familie er og kan være. For Saga Norén trænger spørgsmålet om, hvad sandheden om hendes familie er, sig også på. Meget tyder på, at det vil sætte hendes regelrettethed under pres.

’Broen III’, søndag kl. 20.00 på DR1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skal vi ikke bare afsløre, at det er Saga's nye makker, der er morderen? Hvorfra, jeg ved det? Det gør jeg heller ikke. Men efter denne ovenstående påmindelse om hvad der virkelig optager " HEN" her til lands, må det være på sin plads at komme med et bud på en fiktiv figur.

Man kan blive noget så træt af den realistiske og faktuelle verden, der foregår udenfor ens dør.

Klaus Cort Jensen

Jeg mener: Hvorfor opfinde et nyt ord, når sproget fra gammel tid tilbyder den glose man egentlig ønsker. Desuden har vi for tiden mange engelske låneord - og i den forbindelse er "hen" jo ikke videre kønsneutralt!