Erling Jepsens Sønderjylland bliver værre og værre, i takt med at han selv bliver bedre og bedre. Hans nye roman, Hjertets Dannelse, er en vittig og elegant komponeret rejse i det Jepsenske provinslandskab, hvor vrede og selvtægt lurer under overfladen.
Jepsens satire er unik med fortællestemmens forlorne uskyld, der jager som en issyl gennem den selvgode hygge, blot ved at gengive lokale talemåder: »Jeg siger bare, at man ikke kan se folk længere end til tænderne«, er lokalbefolkningens faste legitimering af fjendtlig mistillid.
Skal man tro Erling Jepsen, er Sønderjylland tungt lastet med kriminelle og tumper. Som han udtrykker det i pressemeddelelsen til sin nye roman, Hjertets Dannelse: »Jeg kalder det faktisk ikke Udkantsdanmark, men Afgrundsdanmark. Folk er faldet ned i afgrunden, og det er de vrede over, så nu slår de igen.« Derfor blev det seneste valgresultat, som det blev, mener han.
Sammenbrud
Hjertets Dannelse går ikke årtier bagud som hans bøger om søskendeparret Allan og Sanne. Romanen foregår i 2004 og er et aktuelt skræmmebillede, hvor Erling Jepsen skruer op for alt det, han frygter: selvtægt, barnemord og fremmedhad, et fuldstændigt sammenbrud af værdier, som i et andet mareridt i romanform, Kaspar Colling Nielsens Den danske Borgerkrig 2018-24.
I desperation over den åbne grænse mod syd er en lille flok provins-tyranner, bordelbrugere og konebankere gået sammen i et Ku Klux Klan-agtigt Grænseværn, der overfalder natlige grænseoverløbere, men snedigt indfanger de kønneste kvinder til det lokale bordel. Resten sættes på toget til Tyskland, eller forsvinder i åen. Nye grænseværnere lokkes ind i det særegne fællesskab i håbet om sex eller en smart kasket.
Krofatteren Gunner er Grænseværnets hovedmand, men romanens heltinde er Gunners søde 22-årige datter, Kirstine. Hun vil gerne læse litteratur på universitetet, dog ikke før hun har læst hele den danske litteratur fra en ende af. Den virkelige grund til udsættelsen er dog nok, at hun er nervøs for, at hendes far i hendes fravær skal banke hendes mor.
Kirstine er nået til H.C. Andersens dagbøger og Fodreise fra 1829, da den historiestuderende Christian indlogerer sig på kroen for at studere kirkebøger til sit speciale. Christian er ikke som de andre på egnen, tænker Kirstine: »De jævnaldrende mænd, hun kendte fra byen, var enten nogle slagsbrødre, der ikke interesserede sig for andet end øl og motorkøretøjer, eller de var nogle sølle skrog, som lignede en undskyldning for sig selv.« De to finder sammen om et mere aktuelt kirkebogsprojekt, nemlig at opspore forsvundne hittebørn.
Det åbne sår
I Kirstines fantasier dukker selveste H.C. Andersen op som undrende spejlfigur. Også digteren hænger nemlig fast i evighedsmaskinen Bramstrup, hvor han tilbringer 14 så rundforvirrede dage, at de end ikke kommer med i hans dagbøger.
En kat, der har fået det hvide snit af en haglbøsse, spiller en vigtig birolle her, hvor alle har hul i hovedet, enten det ses eller ej. Selv H.C. Andersen får lagt sennepsplaster i tindingerne, for der skal være åbne sår, så det onde kan komme ud.
Formentlig er det åbne sår også opskriften på Jepsens forfatterskab. Han tager ingen fanger, men lader selv sine mest sympatiske personer udlevere alt, især sig selv. Faktisk hænger Erling Jepsen Provinsdanmark så mageløst til tørre, at man med Gandhi må sige, at vestlig civilisation ville være en god idé.
Ironisk nok sætter Jepsen dog samtidig Sønderjylland på landkortet og giver mæle til det ulmende oprør i en region, der føler sig hægtet af vækst og fremdrift.
Jepsen peger på, at afstanden mellem by og land aldrig har været så stor som nu. Jeg spørger nu mig selv, om Afgrundsdanmark er så nyt, som vi tror? Måske har de desillusionerede udkantsfolk bare fået sig et parti, en ny sag – skrækken for ’de fremmede’ – og i de sociale medier en megafon, som får flere til at lytte.
Hjertets Dannelse
Erling Jepsen
Gyldendal
204 side
300 kroner
For nyligt var jeg sammen med nogle ældre medborgere, som er skræmt.
De bor ikke i udkants Danmark - de bor i Københavns området. De har relativt trygge men beskedne kår. De har aldrig tilhørt solsiden men har knoklet et langt arbejdsliv og prøver nu at klare sig igennem på en lille pension, men er samtidig lidt skrøbelige helbredsmæssigt. De læser flittigt, bl.a. Jyllandsposten, Ekstrabladet og TV2 nyheder. Tidligere var de socialdemokrater, dog med en snert konservativ drejning. Nu tror jeg de stemmer lidt mere sønderjysk.
De betragter sig selv som gode anstændige medborgere, der aldrig har ligget samfundet til byrde. Det er de også. De er gode borgere, men de er bange.
De er bange. Bange for fremtiden. Bange for det velfærdssamfunds sammenbrud, som de har betalt til i alle årene, bange for at det vil svigte dem, når de ikke længere selv kan hente deres varer i brugsen eller selv køre til tjek på hospitalet. De er bange for at blive overfaldet. Bange for hjemmerøvere. Bange for at komme på plejehjem med manglende personale, ingen bleskift og kedelig præfabrikeret mad. Bange for at blive kategoriseret "for gamle til behandling på sygehuset". Bange for digital teknologi og nem id.
Når de læser aviser, så hører de skrækhistorier om velfærdssamfundets sammenbrud. De hører også mange negative historier om hvad og hvordan flygtningestrømme og migration koster det danske samfund, og de kæder de to ting sammen.
Fremmedangst bliver plejet i medierne gennem journalisternes beskrivelser af Danmark i hverdagen og deres beskrivelser af trusler mod vores samfund.
Fremmedangst bliver fodret af velfærdssamfundets sammenbrud, af den voksende ulighed, af den store arbejdsløshed og det beskårne dagpengesystem, af sygedagpengesystemets kynisme, og af politikernes arrogance og venden det døve øre til de problemer, som helt almindelige danskere har.
Vi må tage årsagerne til denne fremmedangst alvorligt. Både journalister og politikere.
Det er årsagerne til fremmedangsten, som er problemet. Det er den stigende ulighed, den voksende utryghed, velfærdssamfundets sammenbrud, og den store døvhed og manglende vilje på politikersiden. Det er det, som er problemet.
" Vi voksne ka' også være bange og synge lange bange sange"
Ja. Fremtiden er usikker! Døden, der i mod, kan vi regne med.
I ventetiden ka' vi så bekymre os om Danmark vil bestå, som vi, hver især, har sære fantasier om.