Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Til min hustru fra din mand

Ditte Steensballes dokumentariske beretning om et tolv år gammelt kærlighedsforhold til en kollega virker uforløst som litteratur
Kultur
5. september 2015

Selvfølgelig vil man da helst se sig selv som en nysgerrig og nogenlunde åben person, og naturligvis vil man da altid gerne erfare nyt om en betydelig moderne dansk forfatter, men efter omhyggelig læsning af Ditte Steensballes dybt intime beretning om hendes forhold 2002-03 til Jakob Ejersbo sidder jeg med en klam følelse af at have snaget i hendes og kollegaens liv: set ting, jeg ikke burde have set, og fået del i hemmeligheder, jeg nemt kunne have været foruden.

Bogen beskriver i ret korte kapitler i første person ental og præsens et kærlighedsforhold, der begynder ved Gyldendals efterårsreception 2002 og slutter cirka otte måneder efter. Når bortses fra en lille kursiveret prolog, hvor fortælleren dvæler i Ejersbos lejlighed efter hans død, følger fortællingen først forelskelsens voldsomt stigende kurve og så den voksende adskillelse og den nedslående, men uafvendelige afsked. Vendepunktet indtræffer ved nytårstid, hvor noget, som der står, pludselig »er forkert«, »noget er i opløsning«, hun bliver »urolig«, det er, »som om han har nok i sig selv«.

Højt at flyve

Sådan teede han sig nu ellers ikke til at begynde med. Han kaldte hende fra starten »hustru« og underskrev sig »din mand«, som i flg. eksalterede dedikation i Nordkraft:

KØBENHAVN, SEPTEMBER 2002
TIL MIN HUSTRU, DITTE
VI ER GUD
GUD ER KÆRLIGHED
KÆRLIGHED ER OS
DIN MAND, JAKOB

Anførte romans succes spiller en vigtig, om end langtfra gennemfortolket, rolle i kærlighedshistorien. Det første oplag bliver omgående udsolgt, forfatteren hyldes sidst i januar med Boghandlernes Gyldne Laurbær, og snart er han på farten landet rundt med foredrag om sig selv og sit værk. Men mens han således styrkes og eksponeres voldsomt, flytter hun i løbet af otte måneder sytten gange i alt, til og fra venners lejligheder. Bogens overtitel sigter hertil. Men egentlig kunne den også have heddet: »Kæresten. En lejlighedshistorie«, for selve dette: at flytte sig og flytte, udgør besynderligt nok dens af fortælleren og forfatteren muligvis kun delvis erkendte tyngdepunkt.

Upassende spørgsmål

Natten før bogens fortæller Ditte møder Ejersbo og fascineres af »hans lysende væsen«, har hun brudt med sin kæreste og sambo og meddelt, at hun vil flytte, men flytte ordentligt ind gør hun som sagt først efter en forvirret og for hendes omgivelser velsagtens forvirrende rundtur i fællesarealerne. Man spørger uvilkårligt sig selv, om ikke historiens pointe netop ligger i modsætningen mellem hendes behov for at flagre rundt og hans trang til at holde fast i sig selv og sin skrift. Hvad der ødelægger forholdet, synes hverken at være hans ydre succes eller det forhold, at den avis, som hun arbejder på (DAGEN), ryger ud i problemer og går ind. Jeg er godt klar over, at jeg ved at gætte på denne måde bevæger mig ud over, hvad man normalt vil skrive i en litterær anmeldelse; men jeg må omvendt mene, at dette just er, hvad Ditte Steensballe villigt risikerer ved at skrive i en opstykket komposition og en situationsbunden, reportagelignende form, der forhindrer bogen selv i at fortolke og reflektere. Værket gør da indtryk som et nøgent menneskeligt dokument, men litterært betragtet virker det pinagtigt uforløst, muligvis især fordi nutidsformen og den konstante forankring nede i det enkelte nu hele tiden medfører en art selvpålagt forståelsesforbud.

Vi hører i detaljer, hvad de elskende hører af musik, og får oplyst alt, hvad de to spiser og drikker, men hvor det handler om det væsentlige, fortællerens egne følelser, forekommer bogen på trods af den postulerede, kunstigt oppiskede intensitet underlig overfladisk, ja, ligefrem kold og i hvert fald kunstnerisk tynd.

Nekrofil collage

For dette kompenseres gennem et formmæssigt greb, som udgør et stort problem i sig selv. Jeg tænker på de mange postkorttekster, sms-beskeder og citerede e-mails fra Jakob Ejersbos hånd, der hidsættes som en slags dokumentation. De skal vistnok tjene til at gøre skildringen ’ægte’ og autentisk, men for mig at se fungerer de modsat af denne hensigt, nemlig dels som sentimentalt nasseri, dels som et distanceskabende formmæssigt træk, som blot vidner om, at forfatteren hverken har kunnet eller turdet tage ansvaret for sin egen tekst, men er endt med at gribe til nekrofil collage. Man forstår ideen med at give den afdøde kollega og kæreste stemme, men denne hyppigt repeterede manøvre udstiller diskrepansen mellem Steensballes stilmæssige svagheder og Ejersbos styrker i selv det korte format.

Jeg har som en litteraturhistorisk voyeur kigget ind i et personligt, nej privat, nej dybt intimt rum, og jeg er ikke blevet klogere på noget, men har kun læst en helt igennem banal historie om en kvinde, som følte en »umiddelbar samhørighed« med en mand for derefter at blive slemt skuffet, og om en følsom mand, som på et tidspunkt valgte at slå en cirkel om sig selv, smerteligt bevidst om sin sårbarhed. Den slags sker hver dag hele kloden rundt.

Lejligheder. En kærlighedshistorie

Ditte Steensballe
People’s Press
173 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

En gedigen advarsel.