Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Jordskælvet i Lissabon, der ændrede verden

Voltaires ’Candide’ var et satirisk indlæg i oplysningstidens debat om Guds retfærdighed. Afsættet var jordskælvet i Lissabon i 1755 – en begivenhed, der beskrives som verdens første moderne katastrofe. Siden blev romanen til opera. Fra på fredag kan den opleves i Den Fynske Opera
Kultur
15. september 2015
Forestillingen ’Candide’ inspireret af Voltaires klassiker fra 1759, der stiller spørgsmål ved Gud den almægtiges ufejlbarlighed, sættes op som opera i Odense. Her ses første kostumeprøve, angiveligt kætterbålet, som en af de mange prøvelser den naive hovedperson, Candide, udsættes for udover jordskælv, syfilis, kannibalisme etc.

Bente Haubert Hansen

»Ak! En hel befolkning udslettet af et bjerg, der revner. Gad vidst hvilken guddommelig universel lov, der kan have gjort et sådant jordskælv nødvendigt i den bedste af alle tænkelige verdener? Kan der mon være sket en mindre fejl et sted?«

Sådan spørger Candide i Leonard Bernsteins opera af samme navn, som nu opføres på Den Fynske Opera. Operaen – eller måske snarere musicalen – havde urpremiere på Broadway i 1956 med libretto af Lillian Hellmann; men den bygger på en meget ældre fortælling og tager afsæt i en virkelig begivenhed, jordskælvet i Lissabon i 1755, som fik et langt litterært og filosofisk eftermæle især takket være François Voltaires satiriske roman Candide (der betyder den troskyldige, red.).

Spørgsmålene, Candide stiller, er ikke nemme at besvare. Hvis Gud er god og har skabt denne verden, hvorfor lader han så det meste af en by og dens befolkning udslette? Var det Guds straf eller en tilfældighed? Og hermed er vi langt inde i en filosofisk diskussion om Guds retfærdighed, teodicé, der involverer navne som Gottfried Leibniz, Alexander Pope og ikke mindst Voltaire – og som i og for sig stadig er relevant i en tid, hvor der tales om risikosamfund og klimakatastrofer.

Hele Europa skælvede

Jordskælvet, som menes at have været 8,4 på Richterskalaen, ramte Lissabon på allehelgensdag, den 1. november 1755. Lissabon var den gang en international storby, hvorfra skibe sejlede ud i alle retninger af kloden. Men efter skælvet lå det meste af byen i ruiner enten på grund af selve rystelserne, de følgende brande eller den store tsunami med op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over den nedre bydel. I alt menes 17.000 af byens 20.000 bygninger at være gået til herunder magtfulde institutioner som kongepaladset, operahuset, 60 kirker og inkvisitionens hus. Kilder taler om mere end 60.000 døde.

Det var altså en voldsom naturkatastrofe, hvis rystelser kunne mærkes så langt væk som til Finland. Men det var ikke alene størrelsen, som gjorde, at det vakte stor opmærksomhed rundt om i Europa, påpeger professor emeritus Svend Erik Larsen fra Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet:

»Lissabon var en imperial hovedstad i et kolonirige og var havnebyen med den korteste afstand til den nye verden. Byen havde altså stor betydning og status, hvilket gjorde den til et mytologisk stærkt sted. Desuden skete jordskælvet på allehelgensdag, hvilket også havde stor symbolsk betydning, og endelig spredte informationerne sig hurtigt.«

Allerede få dage efter udkom avisen Gazeta de Lisboa således med en rapport om jordskælvet. Paris hørte nyheden den 22. november, og den 15. december kunne danskerne læse om katastrofen i Kiøbenhavns Postrytter.

De første litterære kommentarer meldte sig snart. Vores egen Hans Adolph Brorson udgav i januar 1756 det store digt, Lissabons ynkelige Undergang, hvor han med vanlig kropslighed og religiøs symbolik skildrer rædslerne. Samtidig var Brorson ikke i tvivl om årsagen til det store skælv. Der var tale om Guds straf over de syndige menneskers liv. »Da maa Gud fare ned og give sig tilkiende, Og kaste Trodsighed, som Babel, over Ende«.

Omtrent samtidig udsendte Voltaire digtet, Poème sur le désastre de Lisbonne, men som en af oplysningstidens væsentligste tænkere var synsvinklen en anden.

Voltaire angriber i digtet Guds retfærdighed og dermed tilhængerne af Leibniz og Popes teodicé-begreb. Hvor teodicé-tilhængere mente, at Gud havde skabt den bedste af alle verdener, og at lidelser som jordskælv og lidelser blot var et nødvendigt onde, kunne Voltaire ikke se en højere mening med ødelæggelser og død.

Uden på nogen måde at afskrive Gud måtte håbet om og ansvaret for en bedre fremtid tilhøre menneskene.

»Tidligere blev alt forklaret med Guds vilje og skæbnen. Ja, selv krigshandlinger som 30-årskrigen blev religiøst legitimeret som retfærdige. Det ændrede sig efter jordskælvet i 1755. Religionens autoritet svækkes, og den menneskelige faktor bliver et fast tema ligesom forholdet til fremtiden bliver anderledes,« siger Svend Erik Larsen.

Collage

Samme tema bliver behandlet på satirisk vis i Candide, der udkom i 1759. Den lille roman følger den uskyldsrene Candide rundt i verden gennem krig og kærlighed i selskab med hans elskede, Cunegonde, og den optimistiske læremester Dr. Pangloss, som er fortaler for troen på jorden som den bedste af alle verdener. Tempoet er højt og handlingen ofte en rodet affære, hvor personer dør for siden at genopstå.

»Som roman er det egentlig noget makværk. Men læser man den som et udvidet essay, hvor Voltaire slår gækken løs, kan den opfattes som en collage i moderne forstand,« forklarer Svend Erik Larsen og fortsætter:

»Hvor det store digt om Lissabon er et filosofisk digt, en kritisk analyse sat på vers, er Candide filosofi med tungen i kinden. Candide er den uskyldige mand, der stiller dumme spørgsmål. Det giver en skæv synsvinkel, hvilket er en ofte brugt litterær teknik med et kritisk formål.«

Efter at have oplevet jordskælvet i Lissabon bliver Candide og Dr. Pangloss anklaget for kætteri og stillet for inkvisitionens domstol. Var jordskælvet Guds straf, skulle byen nemlig renses for alle syndere gennem en stor autodafé (kætterbål under Inkvisitionen, red.) som »et ufejlbarligt middel til at forebygge jordskælv«, som Voltaire skriver.

I virkeligheden gik det nærmest modsat. Inkvisitionens hus lå i ruiner, og Portugals stærke statsminister, Sebastião de Melo på det tidspunkt, den senere markis af Pombal, benyttede lejligheden til at stække kirkens magt. Samtidig iværksatte han undersøgelser og indsamlede empirisk data, så man kunne blive klogere på jordskælvet, dets årsager og konsekvenser. Da Pombal blev sat i spidsen for genopbygningen af byen, skabte han en ny lavtliggende bydel, Baixa, som var bedre sikret mod fremtidige jordskælv. Husene blev piloteret, der kom brandmure imellem, og de parallelle gader vinkelret på Tejo-floden kunne aflede vandet, hvis en ny flodbølge skulle komme.

Katastrofehåndtering

Indsatsen og genopbygningen af byen kom faktisk til at danne skole inden for katastrofehåndtering, påpeger historiker Rasmus Dahlberg, der har skrevet bøger om katastrofer og underviser ved masteruddannelsen i katastrofehåndtering ved Københavns Universitet. »Jeg kalder gerne jordskælvet i Lissabon for den første moderne katastrofe,« siger Rasmus Dahlberg og uddyber:

»Det er en af de største begivenheder inden for katastrofefænomenologien. Det var første gang, man i stor skala igangsatte en koordineret redningsindsats, ligesom det var første gang man for alvor forsøgte at lære af begivenhederne ved genopbygningen af byen. Der blev ligefrem bygget små træmodeller, som blev testet for rystelser. Derved er det med til at grundlægge den moderne tilgang til at bygge seismologisk sikrede bygninger.«

Heri er Svend Erik Larsen enig: »Pombal samler empiriske data og undersøger, hvordan man kan forebygge og ændre katastrofers størrelse. Han er derned med til at grundlægge den moderne seismologi. I det hele taget blev jordskælvet afgørende for udbredelsen af moderne naturvidenskabelige principper. Det empiriske argument styrkes, og der tages kvantespring inden for f.eks. matematik, fysik, teknologi og kemi,« opsummerer han.

Kommentar til mccarthyismen

Voltaires satire over, hvordan de anderledes tænkende skulle udryddes gennem en stor autodafé, er netop den væsentligste årsag til, at Bernstein og Hellmann brugte Candide som forlæg så mange år senere. 50’ernes USA havde også sine inkvisitoriske hekseprocesser i form af senator Joseph McCarthys jagt på kommunister og kunstnere. Som Voltaire skabte et modsvar til tidens tale, ville Bernstein og Hellmann vække debat og eftertanke. Resultatet blev dog ikke vel modtaget efter premieren på Broadway. Nok roste kritikerne Bernsteins kompositioner, men som scenisk opera fungerede Candide ikke. Siden er stykket da også blevet bearbejdet adskillige gange, fortæller Markus Virta, som instruerer på Den Fynske Opera.

»Vi benytter Harold Prices udgave i en akt fra 1973, da det hurtige tempo passer os. De udgaver, som er tættere på romanen, er tungere og mere filosofiske, men ikke så sjove og dramatisk gode,« forklarer han.

Men selv om der således er skruet op for tempo og underholdning, er operaen ikke overfladisk, og der kan drages paralleller til vor tid, påpeger instruktøren.

»Vi har også krige omkring os hele tiden med store flygtningestrømme, og vi har vor tids slaveri i form af human trafficking. Som de i Candide vælger at fokusere på den bedste af alle verdener, tror vi, at den teknologiske udvikling kun er til vores bedste. Det er vor tids religion. Vi lever et liv på internettet i stedet for i virkeligheden. Selv om vi ikke er grumme som i romertiden, elsker vi, når forbrydere pågribes og straffes, og vi ser klip af henrettelser på YouTube,« siger Markus Virta.

Svend Erik Larsen er enig i, at Candide stadig har aktualitet og henviser til Ulrich Becks definition af risikosamfundet.

»I det moderne samfund producerer vi risiko. Det er ikke bare sideeffekten af det moderne industrisamfund, men en forudsætning for den måde vi indretter det på. Vi kalkulerer med risikoen som ved en Tjernobyl-ulykke, og når vi taler om klimaforandringer, diskuterer vi, hvad der er menneskeskabt, og hvad der er natur.«

Det er altså menneskets lod at stå til ansvar for sine handlinger, men såvel romanen som operaen slutter med, at Candide slår sig til ro og beslutter sig for at dyrke sin egen have. Eller som han siger i operaen: »Vi vil opfylde vores naturlige bestemmelse, dyrke Guds jord fra daggry til skumring hvilket om ikke andet vil styrke vores muskler.«

»Vil du realisere noget, må du arbejde for det, hvad enten det er din karriere, familien eller din have. Vi kan ikke stole på, at der en Gud, der sørger for det. Men det er åbent, hvad Voltaire mener med slutningen. Den åbenhed bevarer vi. I modsætning til det politiske teater i 70’erne er teatrets opgave i dag at stille spørgsmål – ikke at give klare svar. Som Voltaire overlader vi det til publikum at tænke selv,« slutter Markus Virta.

’Candide’ i Markus Virtas iscenesættelse på Den Fynske Opera i Odense har premiere fredag 18. september og kan opleves til den 3. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har altid undret mig over, at jordskælvet i Lissabon udråbes som den anden oplysningstids begyndelse (den første var det antikke Grækenland). Måske havde man et behov for at give Gud skylden, smide Gud ud, så at sige, men testamenterne havde jo allerede beskrevet tidligere naturkatastrofer, Ægyptens plager fx., og Syndfloden, som Noah måtte imødegå med sin ark, så hvad var det nye?

Så det var ikke nødvendigt for at udvikle oplysningens tanker, at beklage sig over jordskælvet. Det var et skalkeskjul, en forstillelse. Så på med vanten, mennesket er stærkt og klogt nok til at påtage sig myndighed over sine egne tanker, jf. Immanuel Kant m. fl.