Læsetid: 3 min.

Klichétungt gangsterdrama

To stærkt spillende stjerner løfter gangster-dramaet ’Den franske forbindelse’, selvom det ofte føles, som om man har set det hele før
25. september 2015

Det kan være svært at undgå krimiklicheer. Filmelskere verden over har et væld af legendariske scener på nethinden fra energiske og visuelt overvældende forbryderdramaer af instruktører som Martin Scorsese eller Francis Ford Coppola. Vil man fortælle en historie på film fra gangsterland, står publikums referencer i kø. Ikke mindst hvis man bevæger sig ind på et filmisk territorium, som en klassiker tidligere har betrådt. Det gør det kun ekstra presserende at fornemme en original tilgang til materialet og en nødvendighed i netop dette blik på begivenhederne.

Den fornemmer man ikke i Cédric Jimenez’ Marseille-mafiadrama Den franske forbindelse, som skildrer 1970’ernes omfattende heroinsmugling fra den sydfranske havneby. William Friedkins Oscar-vindende The French Connection fulgte hårdkogt stofjagten set fra det amerikanske perspektiv. I Den franske forbindelse får vi en europæisk synsvinkel på sagen, som har meget godt kørende for sig, men man undgår ikke en følelse af deja-vu. Ikke fordi filmen omhandler lignende konflikter tilsat rigeligt kindskæg, men fordi man med genrebrillerne på har en irriterende fornemmelse af at have set historiens velkendte beats skildret bedre før. Den franske forbindelses stærkeste kort er de to hovedrolleindehavere: Jean Dujardin, som vandt en Oscar for sin stumfilmspræstation i The Artist, og Gilles Dellouche, som man herhjemme har kunnet set i Små hvide løgne. Dujardin spiller politimagistraten Pierre Michel, som flytter fra Metz til Marseille, hvor heroinhandlen har taget overhånd. Filmen etablerer gennem en indledende montage effektivt, hvordan en mafia ledet af Gaëtan Zampa (Lellouche) styrer byen, og det bliver Michels mål at få Zampa afsløret og arresteret. Mord sker ved højlys dag, men beviser er der ingen af. Helt efter bogen viser systemet sig at være korrupt, selv om det er svært at holde styr på hvordan og hvorledes i en rodet fortælling, hvor det måske er en loyalitet over for de virkelige begivenheder, som spænder ben for et renere skrevet drama. Manuskriptet savner i hvert fald fokus, og i stedet går man over til at studere den detaljerede miljøskildring og nyde de mandlige stjerners strålende spil. For både Dujardin og Dellouche har nerve i deres udtryksfulde ansigter (ikke mindst i kæber og næser!), og deres spil har den intensitet, som manuskriptet mangler.

Mænd med koner

Der er bestemt gode sekvenser og en effektiv brug af musik, som hjælper med at skabe rytme og glidende overgange, når historien ikke har det. De håndholdte billeder fanger byens nervøse stemning, og der er flot koreograferede actionsekvenser, når volden eksploderer.

Men der er også alt for lange scener, som når Zampa tvinger en håndlanger til at tage for meget af det stof, han mod reglerne har fået næse for. Zampas åbning af natklubben Krypton bruges mest som en flot kulisse, og visse billeder føles for velkendte, f.eks. når en overvældet og forladt Michel står alene på retsbygningens alt for store trappe.

Som i Michael Manns Heat er filmen optaget af at skildre Michel og Zampa som mere end bare good guy og bad guy. Michel er udstyret med en gamblerfortid, og hans besættelse af at afsløre mafiaen er hans vildeste satsning nogensinde. Zampa er ikke bare skurk, men også kærlig familiefar og mafiaboss, som føler oprigtig sorg, når medkumpanerne går ned.

Dujardin og Dellouche får det bedste ud af de private scener, selv om de udgør filmens største klichéfare. Selvfølgelig er konen (Céline Sallette) træt af at være bange. Selvfølgelig skrider hun og bliver tryglet tilbage. Selvfølgelig skal hun være det overdrevent emotionelle centrum, når dramaet ender underligt uforløst efter filmens to timer og et kvarter. Men ét sted overraskes man undervejs, nemlig når det viser sig at være en effektiv strategi at arrestere forbryderkonerne, så mændene er alene med børnene. I 1970’erne kunne det tilsyneladende få skurkene til hellere at ville i fængsel.

’Den franske forbindelse’. Instruktion: Cédric Jimenez. Manuskript: Audrey Diwan og Cédric Jimenez. Frankrig. (Grand Teatret og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus, Cafébiografen i Odense, Biffen i Aalborg og flere biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu