Læsetid: 4 min.

Kriger på to fronter

Afghanistan-soldaten Claus kommer fra asken i ilden, da han fra slagmarken sendes hjem til en ydmygende dansk retssag. Tobias Lindholms ’Krigen’ har ingen nemme svar, men beskriver et dilemma, der bliver virkelig tragisk, fordi det ene og alene er et resultat af god vilje
Tobias Lindholms film ’Krigen’ beviser, at han som instruktør og filmmager er en vaskeægte auteur.

Per Arnesen

11. september 2015

Med Tobias Lindholms seneste film, Krigen, bortvejres den sidste tvivl: Dansk film er blevet begavet med en vaskeægte auteur, der med stor menneskelig indsigt rendyrker et humanistisk hovedtema fra film til film.

I alle hans tre film, R, Kapring og nu Krigen inkarnerer Pilou Asbæk en hovedperson, der er ved at blive knust af kræfter, som han ene mand slet ikke kan hamle op med – det voldelige fængselsmiljø (R) de nådesløse bådpirater (Kapring), og nu Afghanistan-krigens love og vilkår i kamp mod de som oftest fjerne eller usynlige talebanere.

Og mønstret går faktisk med variationer igen i de film, som Lindholm ellers kun har været med til at skrive manuskript til: Thomas Vinterbergs Jagten om den uskyldigt pædofilimistænkte pædagog og René Ezras 9. april, hvor Asbæk står i spidsen for danske cykelsoldaters håbløse kamp mod den nazistiske overmagt.

Hver gang tager Lindholm brændbare, stærkt konfliktfyldte emner op til halvdokumentarisk, dramatisk nedtonet behandling. Man kunne så forvente, at filmene havde samfundskritisk brod og et klart polemisk sigte. Men det er ikke her, Lindholms primære interesse ligger.

Hans film er først og fremmest psykologiske studier i personer under ekstremt hårdt pres fra en overmagt, der kan synes knusende i al sin anonyme vælde. Hvor stærk eller skrøbelig er normaldanskeren, når han drives op mod muren af kræfter, han ikke kan kontrollere? Hvor meget af hans menneskelighed og moral overlever på sammenbruddets rand?

Danskerne under pres

Hovedpersonen i Krigen, kompagnichefen Claus, minder meget om sekondløjtnanten i 9. april – og ikke kun fordi de begge spilles af Pilou Asbæk. Begge er dygtige, ambitiøse soldater med en god portion empati, men også autoritetstro befalingsmandstyper, der frem for alt følger bogen – også i situationer, der synes at kalde på mere selvstændig stillingtagen.

Da Claus opfordres til at beskytte en afghansk familie, der trues af Taleban (fordi familien har modtaget lægehjælp af danskerne), afvises de af Claus – de kan ikke blive i danskernes lejr natten over, men må tilbage til en usikker tilværelse i deres landsby. Til gengæld iværksætter Claus så et angreb på landsbyen næste morgen for at beskytte dem ved at drive Taleban på flugt, men for det første er familien blevet dræbt i mellemtiden, for det andet sker der en fejltagelse under aktionen, som forårsager otte børns død.

Hjemmefronten

Godt og vel midtvejs skifter filmen så overraskende fokus fra Afghanistan til Danmark og bliver et retssalsdrama, hvor anklagen mod Claus er så alvorlig, at han i værste fald står til fængsel i fire år. Også i Danmark kæmpes der nemlig – en krig på hjemmefronten, hvor Claus’ kone Maria strider for at få hverdagen til at fungere med tre mindre børn uden faderen som balancepunkt i hjemmet. Første halvdels usædvanlige krigsdel i Afghanistan veksler med – i sammenligning – lidt ordinære scener fra det danske hjemmeliv med problemer i børnehave etc. Men det er for at forberede den kamp, som familien i anden halvdel samlet må føre for at klare sig igennem den dybt belastende retssag.

Både eksistentielt og som soldat er Claus fanget i en fælde. Ved at gøre det rigtige – kæmpe for de afghanske civilister og for sine undergivnes sikkerhed – kommer han til at gøre det forkerte. Og i hjemmefrontens krig må han gå på moralsk kompromis, hvis han skal slippe uskadt ud af en retssag ført af folk, der aldrig har oplevet, hvilket umenneskeligt pres soldater kommer ud for under kamphandlinger.

Intet under, at han føler sig hjælpeløs. – »Jeg må gøre noget,« siger denne handlingens mand, da det under sagen ser allermest håbløst ud. Det tragiske er, at ligegyldigt hvad han gør, så taber han.

Filmet som dokumentar

Lindholm filmer, som var det en dokumentarfilm. Det betyder håndholdt, ret uroligt kamera og en stødvis klipning uden megen ynde, accentueret af amatøraktørers til tider noget indadvendte spillemåde og uforståelige militærfaglige replikker.

Soberheden dominerer, for det dramatiske stof rummer jo i sig selv liv og død. Den første krigshalvdel kan i passager føles lidt tung, uden at man dog taber tråden et øjeblik, og selve krigshandlingerne har mareridtsagtig smerteligt nærvær, med lydeffekter, der går gennem marv og ben. I sidste halvdels retsdrama strammes det rent psykologiske greb, og historien bliver ganske enkelt åndeløst spændende trods de traditionelle retssalsrammer. Bl.a. på grund af de tråde, som Lindholm så klogt har lagt ud i første halvdel.

Pilou Asbæk, Tuva Novotny (intens og levende i den svære morrolle), Søren Malling og Charlotte Munck er alle perfekt castede, og som to af soldaterne yder både Dar Salim og Doulfi Al-Jabouri det exceptionelle.

Tobias Lindholm, der startede som ren manuskriptforfatter, har altså igen, ud fra egne ægthedsidealer, suverænt styr på instruktionen, selv om han ikke ligefrem kan kaldes en visuel begavelse. Men jeg tror alligevel filmens sluttotalbillede vil ætse sig fast: Bare en mand i sin have, hjemme hos familien, men uforløst og frem for alt: helt, helt alene.

’Krigen’. Instruktion og manuskript: Tobias Lindholm. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu