Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kultursammenstødet, der bliver forelsket

Selv om man fortæller sandheden om sig selv, bliver man afsløret alligevel, sagde Ingmar Bergmann. Kristina Aamand er et glimrende eksempel
Kultur
8. september 2015

Kristina Aamand begynder sin bog med at fortælle, hvordan hendes redaktør på Gyldendal foreslår, at hun dropper sine forestillinger om at skrive erindringer i romanform, og i stedet fortæller historien lige ud af landevejen: »Det er din historie, det er dig, der bestemmer, hvordan den skal fortælles.«

Det er et rigtig godt råd, og det er det, Kristina Aamand gør. Hun beskriver sig selv som et omvandrende kultursammenstød: Dansk katolsk mor, palæstinensisk far med syrisk familiebaggrund, en arabisk stedfar, kristent døbt og muslimsk opdraget og for ligesom at gøre det mere overskueligt, er hun gift og har fem børn med en dansk pakistaner.

Det er her den pakistanske svigermor, kommer ind i billedet. Den pakistanske svigermor og hele den pakistanske familie og dennes forestillinger om den rette måde at leve sit liv på.

Pletfri facader

Kristina Aamand har sine egne forestillinger og de indebærer ikke at dække håret til eller at maje sig ud i pakistanske glimmerkjoler for at tækkes familien. Hun beundrer svigermoren, der har fået en uddannelse og har arbejdet hårdt hele sit liv, men hun kan ikke holde hende ud, fordi hun blander sig i alt muligt og opretholder alle mulige oldpakistanske traditioner for at holde facaden pletfri. Kristina er lykkeligt gift med sin søde, moderne mand. De har til og med skabt sig en karriere ud af kulturkløften, de skriver bøger og holder foredrag sammen og arbejder inden for integration ud fra faglig og personlig viden. De er en rigtig modelfamilie, en integrationssucces med fem dejlige børn og stort hus i et moderne bofællesskab.

Der er mange sammenstød, men de klarer det, indtil Kristina får sværere og sværere ved at leve med svigermors indblanding. Irritationen intensiveres sjovt nok samtidig med, at Kristinas ungomskæreste, danske Martin, kontakter hende via Facebook. Han er blevet skilt, og det kunne være hyggeligt at ses. Det kunne det rigtignok, og jo mere hun ser til Martin, jo mere irriterer svigermor hende.

Hun irriterer hende faktisk så meget, at Kristina Aamand tilsyneladende har glemt, at sådan noget med at holde på facaden, lyve for familien, hykle for omverdenen og have raslende skeletter i skabet ikke er en speciel pakistansk specialitet. Den er faktisk udbredt til alle kendte kulturer, selv om meget tyder på, at især kulturer domineret af en stærk religion løfter hykleriet til uanede højder. Til gengæld er det ret ligegyldigt, hvilken religion, der er tale om.

For Kristina glider irritationen over svigermor over i irritation over alt muslimsk. Alle mulige detaljer, som hun hidtil er gledet let henover for at få livet til at hænge sammen, vokser nu fra at være sten i skoen til klipper på hendes færd.

Det rene svin

I raseri over forbuddet mod svinekød, fordi svinet er et ’urent’ dyr, som ifølge muslimerne æder sin egen afføring, sætter hun sig for at retfærdiggøre grisen. Hun søger viden om svin på nettet, opsøger en svineavler, og da han jo nærmest er part i sagen også en forsker og får dokumenteret, at svin faktisk er usædvanligt renlige dyr. Meget renligere end for eksempel får.

Udstyret med sin nye viden oplyser hun sin familie og – meget værre – en muslimsk kvindegruppe i en provinsby, som hun holder foredrag for, om, at de roligt kan spise svin. Det koster hende to nye foredrag for kommunens ungdomsgrupper, for kvinderne vil ikke risikere, at deres børn hører gode ting om svin. De vil gerne have, at hun taler om integration, men hun må ikke nævne det med grisens renlighed. Man forstår godt, det rabler for hende med integrationen, da det fremgår, at initivativtageren til forbuddet mod pæn omtale af grise er kommunens palæstinensiske integrationskonsulent! Men i grunden ville vi vel heller ikke spise rotter, selv om vi fik at vide, at de var sunde.

Selv om man fortæller sandheden om sig selv, bliver man afsløret alligevel, sagde Ingmar Bergmann. Kristina Aamand er et glimrende eksempel. Hun (gen)forelsker sig i præstestuderende Martin, og bliver allergisk over for alt muslimsk.

Nu er Martin og Kristina gift. Gud ved hvordan, det påvirker hendes foredrag.

Kristina Aamand: ’På tværs. Kunsten at overleve en pakistansk svigermor’, Gyldendal, 200 sider. 249,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her