Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Leg med køn

Indiemusikken har tradition for at lege med konventioner og sprænge genrerammer. Men samtidig er den i fare for at stivne. Hvor Ezra Furman bruger den legende indie til at udfordre kønskonventionerne, bevæger Yo La Tengo sig sikkert, men overbevisende inden for rammerne
Kultur
11. september 2015

Efter et tiår med bands som Bon Iver, Fleet Foxes og The National får de fleste musikelskere nok nogle ret klare billeder på nethinden, når de hører ordet indiemusik. Men indie er en betegnelse, som dækker over mere end skovmandsskjorter, store skæg og falsettet følsomhed. Indiemusik, eller independent music, har oprindeligt været brugt om musik, der er produceret og udgivet uden om de store pladeselskaber. En tradition, som stammer helt tilbage fra efterkrigstidens USA, hvor selskaber som Sun Records og King Records blev etableret, men som for alvor tog fart i slutningen af 1970’erne og op igennem 1980’erne under punkæraen i England med selskaber som Rough Trade, Cherry Red og Factory.

Ofte bliver betegnelsen brugt i en lidt bredere forstand i forhold til musik, som gennem nyskabende tilgange til musikproduktion formår at undvige fra konventionerne for faste genrebetegnelser som rock og pop, men som ikke desto mindre godt kan være inden for mainstream. Og i rigtig meget indiemusik møder man derfor en legesyg tilgang til instrumentering, sangskrivning, kompositioner, tekst og lydbillede.

Leg med køn

En sådan legesyg tilgang finder man blandt andet på amerikanske Ezra Furmans nye plade Perpetual Motion People, der dog mest af alt udfordrer konventionerne for kønskategorier gennem lyrikken – og med musikken som partner in crime. For ligesom Ezra Furman selv, har jeget i lyrikken – lyrik, som i øvrigt flyder rytmisk rundt over verselinjerne – et flydende køn. Ikke mindst i sangen »Wobbly«, hvor de små elektriske guitartriller i introen slår temaet an, og hvor den desperate, næsten råbte vokal spytter ordene ud i en rytmik, der er svær at indfange:

»Genders: my friends / I’ve just been changing genders, fluidly / Because they’ll never pin me / Down in the pages / Like a bug or bumblebee / Never classify me; don’t try / The soul is always rising, uprising / And I’m feeling wobbly, so wobbly / I’ve been feeling wobbly.«

Pladens titel Perpetual Motion People handler da netop også om – rent eksistentielt og personlighedsmæssigt – at være i bevægelse. Og dette tema bakkes igen op af musikken, som konstant flytter sig. Nummeret »Lousy Connection«, som har en fængende gåsehudsfremkaldende indieinderlighed, følges op af det musikalsk fjollede »Hark! to the Music«, hvor vokalen på omkvædet vækker mindelser om de danske indiefrontkæmpere Figurines, men som også rent musikalsk bevæger sig ud ad en Ariel Pink’sk vanvidstangent med tempoopskruede surf-trommer og et smukt, men fjollet guitartema.

Ezra Furman tager den dog ikke helt derud til den del af det auditive landskab, hvor Ariel Pink løber rundt i stilethæle og itusprænger indie-musikkens rammer med sit plastiske candyflosssprængstof. Men Ezra Furman skriver hamrende godt og leverer sit opgør med normalitetens kasser i et farverigt musikalsk og lyrisk sprog. Som i »Lousy Connection«, hvor han beskriver livet uden for kasserne: »We can’t fit in so we just head for the fringes / Your universe of blue lipstick and syringes / Your bedroom doorway with the bugs in the hinges.«

Indieapokalypse

På det amerikanske indierockband Lows 11. studieplade Ones and Sixes afsøger bandet først og fremmest rammerne for musikalsk sjælemørke, når de pakker deres skæve melodier ind i postapokalyptiske ødemarksguitarflader og tunge statiske beats. Et mørke, der bliver sået som et lille mørkt flydende frø i lytterens solar plexus for derefter at sprede sig som en katarsisk rensende balsameringsolie rundt i kroppen. Ones and Sixes er ikke et album, der inviterer lytteren inden for lige med det samme. Men når man endelig træder ind i musikken venter en rigdom af dommedagsbebudende klange og poetisk forvirring. I lyrikken er der et eller andet, der hele tiden er ved at gå i stykker. Uanset om det er et kærlighedsforhold, der refereres til i sangen »No Comprende«, eller om det er det selvforskyldt naturkatastrofe- truede samfund i sin helhed, er kommunikationen under alle omstændigheder røget, og huset brænder:

»You know you didn’t understand me / I didn’t say it was a problem / Before you start to make assumptions / Let’s try to cut to the solution / You know we should have seen it coming / You couldn’t wait ’till it crossed that line / Your hands were tied / I know I do not know the language / (our house is on fire).«

Lyrikken skaber en desperat stemning, som ikke lader sig reducere til noget bestemt. Det eneste, som spolerer billedet lidt for mig i den forbindelse, er de forvrængede trommemaskinelyde, som er centrale for enkelte af numrene på Ones and Sixes. Sandsynligvis irriterer det mig, fordi der er noget utidssvarende industrielt over det, som tager mig væk fra det ellers ret vellykkede udefinerede kollektive sjælemørke og i stedet giver mig meget konkrete og reducerende billeder af rygende skorstene og pumpende fabrikker.

Pladen brillerer på en måde ved fraværet af hits og ved det store fokus på mere ambiente stemningsprægede numre. Men Low, som spiller i Vega i København den 14. oktober, demonstrerer dog med nummeret »Lies« – hvor forsanger Alan Sparhawk leverer en af de mest grædende vokalpræstationer, som jeg længe har hørt – at de også kan skrue en catchy melodi sammen.

Twanget guitar

På det 30 års-jubilæumsfejrende indierockband Yo La Tengos nyeste plade Stuff Like That There er der ingen rammer, der bliver sprængt. Tværtimod bliver rammerne for blød akustisk indierock banket fast med filtdæmpede syvtommersøm, når bandet tager forskellige oversete numre, men også enkelte hits fra musikhistorien, og pakker dem ind i en helstøbt og gennemført lyd baseret på akustisk bas, twanget guitar og trommer spillet med whiskers.

Og der er faktisk noget imponerende over, hvor sammenhængende pladen virker, når man tænker på, at det er en samling sange skrevet til vidt forskellige kontekster. Vidt forskellige samtider. Yo La Tengos vokalharmonier, som til tider vækker mindelser om Simon and Garfunkel og til tider er mere snakkede og skrabede i overensstemmelse med de fleste indiekonventioner, føjer også nye dybder til mange af melodierne. Så Stuff Like That There kommer i mål, selvom den næsten passer lidt for godt inden for indierammerne.

Ezra Furman: ’Perpetual Motion People’ (Bella Union/Border Music) Low: ’Ones and Sixes’ (Sub Pop Playground Music) Yo La Tengo: ’Stuff Like That There’ (Matador Records/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her