Er man gammel nok til at have et sentimentalt forhold til albummet som musikalsk format, vil man sikkert huske den definerende plade, der åbnede éns horisont for, at et album kunne være mere end blot en samling sange. At det kunne være en hel verden, man kunne fordybe sig i som en god roman.
For mit vedkommende var dén plade Iron Maidens Seventh Son of Seventh Son (1988). Et mesterværk inden for 80’ernes heavy metal og samtidig kulminationen på en strøm af plader, der cementerede den engelske gruppes status som de måske stærkeste albumkunstnere i heavy metal-genrens historie.
Ikke nødvendigvis det bedste eller mest nyskabende band, men et band, der med uforligneligt kompositorisk overskud skabte helstøbt album efter helstøbt album, og som med deres litterære referencer, historiske interesse og okkulte fascination brugte heavy metal som afsæt til at skabe elementært gode fortællinger uden at stivne i hul heltepatos.
Tilmed skabte de med det Coleridge-inspirerede nummer »Rime of the Ancient Mariner« fra albummet Powerslave (1984) en sang, der her over 30 år senere stadig fremstår som selve referenceværket inden for episk metal.
Demonstrativ storhed
Seventh Son of Seventh Son skulle dog vise sig at være det sidste virkelig gode album fra bandet, inden de begav sig ud på en noget mere ujævn vej.
På det nye album, The Book of Souls, har bandet dog sat alle sejl til for ikke blot at generobre den episke metaltrone, men også overgå bandets egne hidtidige grandiose bestræbelser.
Albummet lanceres som bandets første dobbeltalbum, ligesom det indeholder deres længste nummer nogensinde: Det over 18 minutter lange »Empire of the Clouds«.
Med indtil flere numre, der strækker sig over ti minutter, virker albummet demonstrativt i sin storhed. Imidlertid forveksler Iron Maiden til tider form med indhold i deres jagt efter det store episke sug i maven. Det fremgår tydeligt på det første lange udstyrsstykke, »The Red And The Black«, der godt nok lægger ud med en spændende basintro efterfulgt af et stærkt guitartema, men udvikler sig til at lyde som et medley af ikkeeksisterende Iron Maiden-numre.
Her er gode takter, men de finder aldrig sammen i en helhed, og sangen virker snarere doven end storslået.
Betydeligt bedre går det i det majestætiske titelnummer, der afslutter CD 1. Her parres metallisk tyngde med drømmende, akustiske guitarpassager og et hymnisk omkvæd, der er helt klassisk Maiden, og hvor det fremgår tydeligt, at Bruce Dickinson har bevaret sin himmelstræbende vokal og flair for drama.
Således føres man gennem en blandet landhandel, hvor banaliteter som »Tears of a Clown«, om komikeren Robin Williams’ selvmord, står side om side med mesterlige numre som den melankolske »The Man of Sorrows«, der viser, at de stadig kan skrive gode og komplekse melodier.
Andre gange trækker de ellers fine numre i unødvendigt langdrag. Og her slår det lytteren, at selv om de klassiske Iron Maiden-plader fremstod storladne, så var de faktisk temmelig stramt komponerede. Dét kan man afgjort ikke sige om store dele af The Book of Souls.
Skønt de episke numre tiltrækker sig mest opmærksomhed, så formår bandet at variere udtrykket med mere ligefremme heavy metal-angreb, men også her vakler de mellem fremragende og kedelige.
»Death & Glory«, der indleder CD 2, står stærkt. Her føjes intet nyt til bandets lyd, men til gengæld er det effektiv, klassisk heavy metal, hvor Bruce Dickinson atter leverer en stærk melodisk præstation hen over den galopperende signaturrytme fra bas og trommer, mens bandets hele tre ferme guitarbetvingere skyder med skarpt.
Man kan så undre sig over, at dette nummer ikke er valgt som single frem for »Speed of Light«’s middelmådige tomgang, der knap nok er en B-side værdig.
Ikaros og Titanic
»Death & Glory« tager med en fortælling om Første Verdenskrigs tri-plane-kampfly to klassiske Iron Maiden-temaer op: Krigshistorie og menneskets mytologiske kamp for at erobre luftrummet.
Med en forsanger så passioneret optaget af flyvning, at han sideløbende med musikerkarrieren har uddannet sig som pilot og tilmed har fløjet bandet rundt på verdensturné, er det ikke overraskende, at flytemaet er genkommende. Hvor »Death & Glory« indleder CD 2, rundes skiven af med, hvad der ligner Dickinsons magnum opus om luftrummet, ’Empire of The Clouds’.
Iron Maidens heavy metal har tidligere grænset op til 70’ernes progressive rock, men på »Empire of The Clouds« tager de skridtet fuldt ud på, hvad der i bund og grund er et symfonisk rocknummer, komplet med filmiske strygere og klaver. Her prøver bandet faktisk nye ting af, samtidig med at de trækker klare tråde tilbage i bagkataloget.
Hen over sangens 18 minutter oprulles fortællingen om det engelske luftskib R101’s forlis over Frankrig i 1930. En ulykke, der dræbte 48 mennesker, og som satte en stopper for Englands videre udvikling af luftskibe.
I Iron Maidens hænder orkestreres begivenheden med mytologiske træk, der henviser til både Ikaros-myten, som bandet også behandlede på hovedværket Piece of Mind (1983), og Titanic. Som et luftrummets Titanic omtales R101 i sangen således: »She’s the biggest vessel built by man/A giant of the skies/For all of you unbelievers/The Titanic fits inside.« Det skal jo gå galt, og det gør det så i en hybrisfortælling, der sikkert ikke tilfældigt hedder »Empire of The Clouds«. For er det majestætiske luftskibs forlis ikke samtidig en allegori over det engelske imperiums forfald?
På drømmenes vinger
»Empire of The Clouds« er nok en klassisk ’højt af flyve, dybt at falde’-historie, men samtidig er det en stor hyldest til drømmen om at indtage luftrummet, nærmest en musikalsk pendant til den japanske animationsmester Miyazakis mesterværk Når Vinden Rejser Sig. »Oh the dreamers may die/But the dream lives on«, som sangen konkluderer.
Og i lyset af hele albummets overordnede tema om sjælen og dødeligheden bliver sangen dermed også en hyldest til drømmen, som dét der kan løfte os momentant fra vores dødelige hylster og give os vinger.
Dødeligheden har bandet haft tæt inde på kroppen. Inden udgivelsen gennemgik Dickinson kemobehandling mod en kræftsvulst på tungen. Det turde nok give en følelse af, at den himmelstræbende vokal en dag må forstumme.
Men drømmen lever videre, selv når drømmeren dør. Og på en måde er »Empire of The Clouds« da også et billede på hele The Book of Souls. En plade, der som et heavy metal-albummets svar på R101 er alt for meget af det gode. En absurd kæmpe, der styrter under sin egen vægt af megalomane ambitioner.
Men i selve faldet er der alligevel en ynde, en stolt hyldest til menneskets bestræbelse på at overskride sin egen grænse. Og selv i faldet anes drømmen om det store album. En drøm, der lever videre på trods.
Iron Maiden: The Book of Souls (EMP). Er udkommet
