Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mens vi venter på Jordens Undergang

Ib Michael har blandet en for ham karakteristisk cocktail af eventyr, familiesaga og dyster civilisationskritik
Kultur
26. september 2015

For ikke så længe siden var science fiction ofte langt forud for videnskaben. I dag er det omvendt. Den nye fysik er kvantespring foran selv den vildeste fiktion.

Ovenstående, måske lige lovlig skråsikre, påstand kan læses i Ib Michaels nye bog og dækker, i hvert fald til dels, værkets ambition om at frembringe litteratur, der forener videnskab og digtekunst, spænder fra Bohr til Borges.

Men med til påstanden hører, at den fremsættes af en moderne kaptajn Nemo, en japaner, der oprindelig var ansat på Fukushima-atomkraftværket, og om hvem vi ikke med sikkerhed kan vide, om han fra sin store Nautilus-lignende undervandsbåd leder en fæl konspiration eller en idealistisk mission.

’Vi’ står i denne sammenhæng dels for den undrende og ofte dybt imponerede læser, dels for romanens hovedperson og jegfortæller Alexander, ekspert i symbol og myte hos naturfolk og dertil, som forfatteren, eventyrer med smag for polymorf erotik og eksotiske lokaliteter.

Engang hed han Falck-Mortensen til efternavn, men efter at hans mor på dødslejet betroede ham, at han i virkeligheden er søn af Hellerups russiske bager, kalder han sig stolt Semjonov. Og tro det eller lad være, en skønne dag viser det sig, at han har arvet sin bedstefar og kan overtage en Tesla, en penthouselejlighed ved Søerne og et fornemt sommerhus i Liseleje.

Motivet En Uventet Arv er blot én af de eventyrlige komponenter, der danner værkets episke motor. Blandt de øvrige kan nævnes Rejsen, Forbrydelsen, den detektiviske udforskning, Indvielsen, den store grænseløse forelskelse og Den Magiske Genstand.

Hele verden rundt

Vi har at gøre med en vaskeægte Ib Michael, en selvstændig fortsættelse til Himlen brændte (2013), og når i en ikke alt for fjern fremtid stort set hele kloden rundt, nemlig først til Malaysia og Andamanerne, siden til Ishavet, Nova Scotia og Peru foruden, om end på datidsplanet, Pisserenden og Asserbo.

Lokal og global, på én gang køligt saglig og brændende fantasifuld, holder Ib Michael sammen på det hele i en uforudsigelig cocktail af science fiction, videnskabskrimi, familiekrønike og drengerøvsthriller – skrevet oven på Jules Vernes En verdensomsejling under havet.

Da jeg anmeldte Himlen brændte, bemærkede jeg med tilfredshed, at Ib Michael åbenbart havde lært sig at tøjle sin hang til udvendig pynt og var blevet mere nøgtern og konkret i sin stil. Denne karakteristik gælder fortsat, om end man stadig må finde sig i at sidde på skolebænken i hans New Age og udsættes for kløgtig belæring:

Det er i fusioneringen, ny viden opstår, og historien skrives. Og det er, når de forskellige kategorier bryder sammen, at vores chancer for at komme videre viser sig. Og det er i omveje, at eventyret gemmer sig …

Samme let friskfyragtige holisme kendetegner en sætning som denne: »Den pige har en aura, der bader én i bengalsk belysning.« Beskrivelsen dækker Ichi, en tvekønnet jægerpige, der flyver mindst lige så sikkert, som hun svømmer. Hun er, fastslår Alexander, det mest erotiske væsen, han nogen sinde har mødt, og det bliver sammen med hende, han oplever den store kærlighedslykke og omsider, omsider kommer over tabet af sin ungdomskæreste Benedikte. På bogens sidste sider, hvor vi er tilbage på eventyrets malajiske ø, springer de tapre elskende i havet på flugt fra intet mindre end Jordens Undergang. Dog, mon ikke fortsættelse følger?

Tøjlesløs eventyrlyst

Vil jeg, mens jeg venter på en sådan, genlæse En anden sol og genopleve, hvordan Alexander helbreder sig efter sine tab, rejser til lands, til vands og luften og, som det hedder, i sin viltre latinamerikanske rus »fletter bevidsthed med tingenes inderste væsen«?

Det tvivler jeg på, at jeg vil bruge tid på. For ganske vist har jeg efterhånden lært at værdsætte Ib Michaels karakteristiske kombination af lærdom og tøjlesløs eventyrlyst, og nok sætter jeg pris på hans kontrollerede rastløshed og underligt opgejlede ro; men jeg foretrækker selv, når det kommer til stykket, litteratur, hvori forfatteren forbliver virkeligheden tro og ikke hele tiden smutter gennem et ormehul til en anden verden, som er sjovere end denne.

Set i dette perspektiv kan jeg kun læse følgende sætning fra bogen som en stille, men larmende indrømmelse af hans metodes begrænsninger: »Den dag Eurotunnelen stormes af desperate flygtninge, er det ikke længere science fiction.« Nej, lige netop. Måske er vi allerede derhenne, hvor virkeligheden er rendt fra romaner om supernovaer, meteorer og konspiratoriske eller til nød idealistiske undervandsbåde.

Ib Michael: En anden sol. Gyldendal. 390 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her