Læsetid: 5 min.

Miley Cyrus og mangfoldigheden

Den amerikanske popstjerne Miley Cyrus lader alting flyde, og alle mulige grænser overskrides. Og på sin nye plade ’Miley Cyrus & Her Dead Petz’ – som dog ikke er noget mesterværk – formår hun også i momenter at queere musikbranchens konventioner
I august optrådte Miley Cyrus sammen med Wayne Coyne fra The Flaming Lips (tv.) til MTV’s Video Music Awards

I august optrådte Miley Cyrus sammen med Wayne Coyne fra The Flaming Lips (tv.) til MTV’s Video Music Awards

Polfoto

18. september 2015

Miley Cyrus smører sig ind i regnbuefarvet glimmer. Miley Cyrus klatrer igennem en stor vagina. Miley Cyrus rider som en lassosvingende cowboy på sin hvide kat, Shanti Om, i et landskab med regnbuer og fyrværkeri. Miley Cyrus’ bryster er blå delfiner.

Den amerikanske popstjerne Miley Cyrus flipper på queeret vis ud på sin Instagram-konto @mileycyrus. Alting flyder og alle mulige grænser overskrides. Og Miley Cyrus’ nye plade Miley Cyrus & Her Dead Petz, som hun har skrevet og produceret i samarbejde med blandt andet det amerikanske psych-rockband The Flaming Lips, er da også et musikalsk projekt, som handler om at overskride mainstreamens grænser.

For hvor mainstreamkunstnere kun sjældent får lov til at flippe helt ud med mindre kommercielle udgivelser, gør Miley Cyrus det i høj grad på Miley Cyrus & Her Dead Petz, som i øvrigt er lagt ud til gratis streaming på internettet. Det er således et projekt, der i hvert fald tilsyneladende handler om at bevæge sig væk fra hitskabeloner og popkalkulationer. Og det er et projekt, hvor hun overskrider grænserne for popstjernens ageren inden for pladeselskabets rammer: For da pladeselskabet sagde, at pladen var for lang, tilføjede Miley Cyrus nummeret »Miley Tibetan Bowlzz«.

Miley Cyrus blev verdenskendt, mens hun stadig var barn, da hun spillede med i Disney Channels Hannah Montana, og senere blev hun kendt som sangerinden, der onanerede på scenen. Hun har været en verdensstjerne det meste af sit liv, og hun udsender da også musik fra en yderst privilegeret position.

Men hun bruger ikke desto mindre sin position som popstjerne til at promovere mangfoldighed med hensyn til seksualitet – helt konkret igennem arbejdet med Happy Hippie Foundation, som kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder. Og det er værd at nævne, at hun trods privilegier ikke bare promoverer en pæn hvid middelklassefeminisme, som for eksempel Emma Watson – hende fra Harry Potter – gør det. Miley Cyrus bruger sin kendisstatus og sin egen panseksuelle identitet – hun tænder efter eget udsagn på alt muligt – til at sige »we’re here – and we’re extremely queer«.

Hvor æstetikken på Miley Cyrus’ Instagram synes at være grænseoverskridende på en ret utvetydigt og interessant queeret måde, er man dog nødt til at lede lidt mere efter det queerede på Miley Cyrus & Her Dead Petz. Pladen etablerer ikke et fuldstændigt gennemført queeret musikalsk univers – især ikke set i forhold til det visuelle regnbuebombardement, som Miley Cyrus og hendes kunstneriske venner altså har sprøjtet rundt på Instagram. På pladen er der – sagt på en anden måde – masser af grænser, der ikke overskrides. Men hører man musikken på musikkens præmisser og ser den i den kontekst, den er udgivet i, er der noget grundlæggende normlegende i hele tilgangen på Miley Cyrus & Her Dead Petz.

For Miley Cyrus er vokset ud af en kommerciel og kønnet mainstream, og det er lidt i det lys, at pladen skal høres. Pladen skubber til de mainstreamkonventioner, som Miley Cyrus tidligere album har passet ind i. I første omgang ved at være et lige så stort kaos som hendes Instagram-konto, hvilket er interessant set i lyset af den strømlinede popverden, Miley Cyrus kommer fra. Og i anden omgang gennem nogle små interessante detaljer, som jeg vil komme ind på i det følgende.

Pablow The Blowfish

Miley Cyrus har til tider held til at etablere en queeret mangfoldighedsæstetik. Ikke mindst igennem lyrikken i nummeret »Pablow The Blowfish«, hvor hendes stemme kun er akkompagneret af et klaver, hvilket giver sangen et klassisk kærlighedsballadeudtryk, og hvor det syngende jeg insisterer på, at kærlighedsrelationen til kuglefisken Pablow er vigtig.

Sangens naive lyriske univers er med til at etablere en ret queeret og psykedelisk scene, som dels er legende, men som også er grænseoverskridende i forhold til kærlighedskonventioner og -logikker.

Kuglefisken, den fisk, der puster sig op, når den føler sig truet, er en ret sælsom eller queeret skabning. Og i sangen vil det syngende jeg – der altså elsker og savner den afdøde kuglefisk Pablow – gerne parre Pablow med søhesten Sadie i en kærlighedsrelation i Himlen:

»I heard of a seahorse named Sadie / I heard she was quite the lady / maybe you’ll find her and you can make babies / that would be kind of crazy

Lyrikken skaber et lettere psykedelisk og queeret undervandsbillede, som i øvrigt på sit eget niveau vækker mindelser om Lewis Carrolls fortællinger om Alice i Eventyrland, hvor Alice blandt andet har et møde med griffen og den forlorne skildpadde, som synger den fordomsfri mangfoldighedssang »Hummerkvadrillen« for hende. Ligesom at det vækker mindelser om The Beatles’ undervandssang »Octopus’s Garden« fra Abbey Road, der i tråd med Miley Cyrus’ projekt handler om – på fantasifuld vis – at undslippe autoriteternes greb.

Der er også enkelte musikalske og stilistiske queeringer af mainstreamens popkonventioner på Miley Cyrus & Her Dead Petz. Måske især på nummeret »Tiger Dreams«, hvor Miley Cyrus får besøg af en af de vildeste queer-popsnedkere og fornyere af alternativ pop i nyere tid, amerikanske Ariel Pink. »Tiger Dreams« bæres frem af et meget fast beat, og sangens rytmiske fundament er derfor hverken udflydende eller grænseoverskridende. Men Ariel Pink queerer rollen som featuring artist – en rolle, som i øvrigt i den grad fylder meget i en musikbranche, hvor kunstnere på godt og ondt konstant blåstempler hinandens kunst – ved at lægge sig så markant og demonstrativt i sangens margin.

Ariel Pink synger en næsten utydelig andenstemme til Miley Cyrus’ hashtågede melodistemme for derefter – ret sent i nummeret – at vrænge den melodi, som Miley Cyrus har messet igennem hele sangen. Ikke på en måde, hvor han gør grin med Miley Cyrus, men nærmere på en måde, hvor han gør grin med konceptet ’featuring artist’.

Ikke uforglemmeligt

Det er helt klart også på sin plads at sige, at Miley Cyrus and her dead petz ikke er noget fuldstændigt uforglemmeligt album. Ikke mindst fordi der er numre, som er særdeles musikalsk og tematisk forglemmelige. Numre, som har flade, ligegyldige melodier, og som mest af alt bare siger ’Jeg er liderlig, kom og knep mig’ på en uinteressant, ufængende og urevolutionerende måde. Som i nummeret »Fweaky«.

»At your dad’s place, or at your moms / And if they’re both home, we can go out on the lawn / And I wanna walk around while wearing high heels / After we drank all night, and we done a bunch of pills, and then / Na, na, na, na / Na, na, na, na

Eller i nummeret »Bang Me Box«. »There ain’t nothing I’m scared to try / I can be on top or if you like it I just lie here / Take my picture position my body / Wherever you like just know I like it naughty

Men på trods af de udfald, er Miley Cyrus & Her Dead Petz et interessant eksperiment, som et godt stykke hen ad vejen tilføjer nye musikalske dimensioner til Miley Cyrus’ vigtige regnbueglitrende mangfoldighedsprojekt.

Miley Cyrus: ’Miley Cyrus & Her Dead Pets’ (Smiley Miley). Albummet kan streames gratis på www.mileycyrus.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu