I mine 15 år som festivalgænger har jeg – udover at se en masse koncerter – set en hel del mennesker, der samlede pant. Men jeg har aldrig set nogen af dem, der samlede pant tage sig et øjebliks pause for at ryge en smøg og lytte til musikken. Og jeg har aldrig set folk, der samlede pant, slutte sig til en gruppe af folk, der danser.
Ikke indtil jeg var med til åbningen af Copenhagen World Music Festival, hvor et hjørne af Rådhuspladsen var fyldt med glade mennesker. Mennesker, der talte alle mulige forskellige sprog, og som havde alle mulige forskellige baggrunde. Og med det scenarie blev hovedstadens mangfoldighedsdyrkende festival for verdensmusik skudt i gang.
Verdensmusik er en lidt mærkelig størrelse. Og inden jeg fortæller mere om Copenhagen World Music Festival, er jeg nødt til at sige, at jeg – i tråd med blandt andre den tidligere Talking Heads-frontmand David Byrnes – er skeptisk over for begrebet verdensmusik. For det er en stærkt Vesten-centreret genrebetegnelse, som under én hat – det kunne godt være en sombrero, men det kunne lige så nemt være en fez – favner alt det musik, der ikke kommer fra Vesten. En genrebetegnelse, som dermed skaber en forfladigende opdeling imellem det Vestlige og ’alt det andet’.
Når det er sagt, og måske også netop set i det lys, skabte dette års Copenhagen World Music Festival nogle rammer, som lod musikken tale sit eget nuancerede sprog. Og nogle rammer, som var forbilledligt inkluderende.
Festivalen satte fokus på mangfoldighed og ligestilling – blandt andet gennem konkrete tiltag med at få flere kvindelige kunstnere på scenen. Samtidig med, at de forskellige koncerter på festivalen netop ikke fremstod som noget, der egentlig passede under samme hat, men derimod stod som stærke selvstændige oplevelser i et alsidigt program, med alt fra danske Seido Taiko, bestående af en gruppe danske unge, der – overbevisende, om end måske ikke virtuost – performede den traditionelle japanske tromme- og koreografistil Taiko til åbningen på Rådhuspladsen. Over den namibianske guitarist og sanger Jackson Wahengo, der gav en smuk intimkoncert på et hemmeligt og interimistisk indrettet koncertsted. Til den grammy-nominerede indiske violin-virtuos Kala Ramnath i en timelang meditativ, men også legende improvisation i Koncertkirken på Blågårds Plads på Nørrebro og det fuldstændigt forrygende orkester Radiant Arcadia, som jeg vender tilbage til.
Kvinder på scenen
Med Marianne Jelved som en form for protektor satte Copenhagen World Music Festival fokus på problemstillingen ved, at der generelt er for få kvindelige kunstnere repræsenteret på festivalscenerne. En problemstilling, som blandt andet er blevet taget op i Information de sidste par år i forbindelse med, at Roskilde Festival har præsenteret sine desværre stadigt meget mandedominerede festivalprogram.
Og Copenhagen World Music Festival opnåede ikke bare at have en imponerende andel af kvinder på programmet, nemlig hele 35 procent – hvilket altså placerer dem langt over de fleste andre danske festivaler. De opnåede også at fremvise kvindelige kunstnere i absolut verdensklasse.
Blandt andet orkestret Radiant Arcadia, som med deres fuldstændigt blændende musikalitet og virkeligt vellykkede fusionering af folkemusiktraditioner fra flere verdensdele gav mig et af mit musikårs bedste koncertoplevelser, og som viste den musikalske vej til, hvordan et internationalt søsterskab kan trives. Ligesom de sammen med de andre kvindelige kunstnere på festivalen – for eksempel verdenskendte Kala Ramnath, der med sin virtuost udførte violinbaserede klassiske indiske musik åbnede op for døre i mit sind, som jeg ikke engang kendte til – fremviste det absurde i musikbranchens skæve kønsfordeling.
Musikalsk engagement
Udover det kønspolitiske engagement, som festivalen altså tog del i, og som en del kunstnere var eksplicitte omkring, emmede festivalen helt generelt af politisk engagement.
Blandt andet i kraft af en artist som Ramy Essam, som fortalte om, hvordan han spillede sine protestsange foran over 100.000 oprørere på Tahrir-pladsen i Kairo, da det Arabiske Forår i 2011 skyllede ind over Egypten, og som derved med sin personlige historie og sit fortsatte engagement fra sit eksil i Sverige demonstrerede, at musik ikke bare er hyggelig underholdning – det kan være et vigtigt revolutionært redskab.
Man kunne også opleve et orkester som the Middle East Peace Orchestra, hvis stifter og musikalske leder Henrik Goldschmidt står bag den gratis musikskole for børn på Nørrebro, hvor jødiske, kristne og muslimske børn lærer at spille musik sammen, hvorved de konkret engagerer sig i verdenssamfundets konflikter – med musikken som nøgle til forståelse på tværs af uoverensstemmelserne. Som Henrik Goldschmidt selv fremhævede, havde orkestret ikke opnået det, som deres navn hentydede til, at de gerne ville opnå.
»Men i vores lille mikroverden,« som han sagde, »i musikskolen, der fungerer det. Børnene kan enes, og i musikken kan vi noget, som ingen politikere kan.«
The Middle East Peace Orchestra skabte alt fra andægtig ro, hvor de i høj grad spillede sammen med stilheden, til tranceintense stemninger, og de leverede en af de mest detalje- og stemningsrige koncerter ved festivalen. Og så viste de altså, at politisk engagement kan omsættes til og formidles igennem musik. Ligesom de viste, at musikken kan give afløb for følelser og transportere dem fra et sted i verden til et andet. Som da Henrik Goldschmidt besøgte palæstinensiske flygtningelejre, og børnene bad ham græde lidt for dem med hans fløjte, fordi de ikke selv havde flere tårer. Og som da han senere spillede på den samme fløjte i Koncertkirken og fyldte rummet med en lys og inderlig gråd fra et andet sted i verden.
Copenhagen World Music Festival foregik fra den 2. til den 6. september
