Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når kærligheden trænger til nyt blod

Ian McEwan diskuterer i sin nye roman, om man kan tvinge et barn af Jehovas Vidner til at modtage en blodtransfusion – men det bedste ved romanen handler om en kærlighed, der er blevet gammel, og kroppe, der er blevet tunge
Kultur
19. september 2015

Kan man tvinge en 17-årig dreng med leukæmi til imod hans vilje at få en blodtransfusion, som efter lægernes bedste vurdering vil redde hans liv? Drengen er medlem af Jehovas Vidner, han er under myndighedsalderen, men ikke meget. Desuden har han ikke bare et usædvanlig godt hoved, han er også moden nok til at forstå konsekvenserne af sin beslutning, så vidt som noget menneske ved, hvad det vil sige at dø.

Det spørgsmål – topmålet af en etisk udfordring – bliver Fiona Maye, dommer ved den britiske High Court, afkrævet et svar på. Af indlysende årsager skal det gå hurtigt. Sagen kommer for om morgenen, hun har til om aftenen til at formulere dommen.

Fionas juridiske problemer blander sig med hendes personlige. Hun og hendes mand er omkring de 60 og barnløse, deres forhold var lidenskabeligt og kærlighedsfuldt engang. Kærligt er det stadigvæk, men på den tempererede måde, hvor samkvem går ud på at sidde i den samme sofa om aftenen med hver sin bog eller med hvert sit arbejde og som en social rutine og en forlængelse af det offentlige embede at gå til de samme selskaber om aftenen.

Det er trygt og godt, men ingen fest, og uret tikker. Nu har han, Jack hedder ægtemanden, med sin hjemløse libido intakt og de grå brysthår prydfuldt stikkende op over skjortekanten besluttet sig for at slå sig løs med en ung statistiker, udenomsægteskabeligt og for fuld damp.

Kampen for mening og lykke

Ian McEwan har før skrevet om kærlighed og ægteskab i et livslangt, sugende perspektiv, også tit i kombination med næsten- uløselige etiske dilemmaer. For eksempel i romaner som Sorte hunde, Amsterdam og Soning. Det sker som regel i en langsomt arbejdende epik, der side for side og sætning for sætning sjældent er sindsoprivende, men stilfærdigt føjer kendsgerninger og scener sammen, indtil fiktionen er blevet til ubetvivlelig virkelighed eller virker sådan. Sådan går det også for sig i Barnets tarv, solidt underbygget af en indimellem pedantisk redegørelse for retssagers forløb og mange slags perspektiver.

Fiona når til en både retligt og menneskeligt set god afgørelse. Alligevel får afgørelsen ulyksalige konsekvenser, tilsyneladende fordi det er lettere at nedfælde det gode i en dom end at efterleve det.

I den forbindelse spiller det britiske retsbegreb ’Gillick-kompetence’ en vigtig rolle. Gillick-kompetencen handler om børns – men lad os bare sige menneskers – »indsigt og fornødne intelligens til fuldt at forstå«, hvad en behandling – men lad os bare sige handlinger, også dem, vi former vores liv gennem – indebærer. Gillick-kompetencen handler på den måde om livs- og selvindsigt, overblik over virkninger og årsager i kampen for mening og lykke.

Den kompetence har den leukæmisyge dreng i forbløffende grad. Hos Fiona og Jack er den derimod svækket med årene.

Tunge i kødet, usikre på alt

Historien om det juridiske dilemma holdt op mod den modne kvindes livskrise er ikke romanens bedste argument over for læseren. På mig virker det som en konstruktion, for udspekuleret og som en middagspassiar mellem advokater og dommere i et sentimentalt lune.

Stærkere og kun lidt mere i baggrunden står beskrivelsen af ægteparret kort før sidste omgang. Tunge i kødet, usikre på deres valg, usikre også på deres kærlighed til hinanden, men bundet sammen, ikke af det blod, der suser rundt i årerne, men af livslange vaner og af angst for alternativet. Det er romanens historie, det andet er et billede lagt hen over den.

Barnets tarv
Ian McEwan
Oversat af Claus Bech
Gyldendal.
200 sider
249,95 kr. (vejl.).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her