Læsetid: 4 min.

Råt portræt af desillusionen

’Små Forstyrrelser’ af Thomas Markmann på Teater Grob er en uhyrligt troværdig skildring af en far, der har forladt sit barn for at realisere sig selv. Og for at opnå den ultimative frihed
Victor Marcussen går helt ud ad den følelsesløse tangent i rollen som faderen, der afviser sin datter i Teater Grobs fængende smerteforestilling ’Små Forstyrrelser’.

Christian Geisnæs

18. september 2015

Thomas Markmann er en smertedramatiker. Egentlig skriver han bare om hverdagen – om genkendelige mennesker i en globaliseret verden lige nu. Men samtidig formår han at fremhæve det ekstreme i nogle af de valg, vi foretager, så hans personer får et strejf af myte. Vel at mærke af den slags myte, der drypper af hjerteblod.

Sidste års Beton skildrede helt almindelige, men hårdt pressede mænd fra betonindustrien i Aalborg – og scorede en Reumert. I hans nye Små Forstyrrelser på Teater Grob er hovedpersonen en kunstner, der for 18 år siden forlod sin dengang 10-årige datter og konen for at tage til New York og realisere sine drømme om det store, internationale gennembrud.

Portrættet i Små Forstyrrelser er råt. Det er et portræt af desillusionen, der er i slægt med de værste fantaster hos Ibsen og de mest grusomme kynikere hos Strindberg. Men samtidig er portrættet sit helt eget, netop fordi det insisterer på den ubehagelige sandhed, at visse mennesker bare ikke evner at elske.

Stykket afviser ikke, at der er alle mulige psykologiske årsager til, at et menneske ikke kan besvare varme følelser. Men dets fokus er ikke på disse bagvedliggende følelsesmekanismer: »Jeg gider bare ikke rode rundt i min fortid, okay?« som hovedpersonen siger. Stykket er heller ikke besat af en eller anden utopisk drøm om at ’helbrede’ den uempatiske sjæl. Fokus ligger på selve den rendyrkede ikkekærlighed – og på den overlevermekanisme, som de fleste ellers bare ville kalde egoisme.

Læs også: Kan man elske kunsten højere end sine børn?

Instruktøren Per Scheel-Krüger forsvarer flot denne beske karakter. I sin iscenesættelse af hovedpersonen forholder han sig nøjagtig lige så følelsesrå som teksten. Han gør manden til et usædvanligt dumt svin – samtidig med at han lader tilskuerne være fascineret af manden, så de kan forstå, at hans kæreste og hans datter holder af ham. Det er en umulig balance, men Per Scheel-Krüger holder den – og derfor holder forestillingen vand. Og dermed bliver denne forestilling ikke bare en ’lille forstyrrelse’, men en stærk nummer fire i Grobs dramatiske projekt Det 6. Kontinent, der består af seks nyskrevne tekster. Med den charmerende skuespiller Margarita Diaz som spanskråbende rengøringskone med moralen og følelserne intakte som et globalt pust midt i den danske selvtilstrækkelighed.

Forestillingen er anbragt i et råt newyorkerloft som en hip ramme om en trendy billedkunstner med de rigtige forbindelser. Her er der nescafé og rødvin og erindringsprojektioner på bagvæggen af en lille, lyshåret pige. Scenografien af Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm begynder faktisk allerede ude i baggården på Grob, hvor publikum føres ned ad kældertrapper og gennem installationer med dukker og sand; det virker dog meget bastant og alt for konkret i forhold til tekstens egne billeder.

Rå som elitesoldat

Victor Marcussen spiller det kompromisløse faderdyr – tætklippet og helt uden sit karakteristiske hvide englehår, der ellers formilder hans bohemeudtryk. Her er han lige så sporty og brutal som en elitesoldat. Han taler fattet om ’evnen til at tåle nederlag’, og imens holder han alle sine følelser inde i sin brede brystkasse. En betonmand med kunstnerdrift.

Ind i hans atelier træder Josephine Park i rollen som den forladte datter, der nu er blevet voksen. Meget voksen og hårdkogt. Og samtidig ubehjælpeligt fastlåst i sin egen offerposition. Josephine Park har sådan en vidunderlig nerve i alt, hvad hun gør. Hendes ansigt viser hendes sårbarhed, men også hendes håb, når hun pludselig tror, at hun alligevel kan mærke faderens kærlighed. Det er meget stærkt og meget ensomt.

»Jeg brugte rigtig, rigtig lang tid på at være vred på dig,« siger hun til sin far. Men han svarer ikke engang »nå«.

Det er dog egentlig Trine Pallesens elskerinde, der åbner historien og kunstnerfiguren for tilskueren. Hun sidder med sit smittende værtindesmil og ser så indbydende ud. Køn, klog, overbærende, morsom. Her må da være et perfekt match for den krævende kunstnersjæl, tænker man. Hun siger alt det rigtige. Hun gør alt det rigtige. Hun føler al smerten. Og alligevel kan hun ikke nå ind til den mand, som hun troede, hun kendte.

»Er der noget, du ikke fortæller?« lyder en af hendes første replikker. Og jo. Der er der åbenbart. Hele tiden. Og i Thomas Markmanns morbide dialoger kan man høre, hvor tætte disse to mennesker er – samtidig med at de er fuldstændig fjerne for hinanden. Det er blændende godt skrevet. Helt realistisk og hverdagstroværdigt.

I disse tider, hvor fædre beråber sig retten til deres børn i stor skala, er det interessant på teatret at møde en farskikkelse, der netop ikke ønsker sig et barn. En far, der aldrig mister følelsen af at være blevet kuppet til at påtage sig faderrollen. En far, der nægter at føle noget som helst for sin datter – og som samtidig selv nægter at have følelser over for sine egen forældre. Et menneske, der gør sig selv til en øde ø.

Egentlig kunne denne forældrefigur også være en kvinde, der fandt ud af, at hun alligevel ikke ønskede at være mor – mens hun så sit barn i øjnene. For Thomas Markmanns stykke skildrer først og fremmest et menneske, for hvem den suveræne frihed er det altafgørende, og for hvem et barn bliver en stopklods. Altså et menneske, der ikke evner at knytte sig til et andet menneske, som det skal tage noget som helst ansvar over for. Tilbage på scenen står så et menneske med den totale frihed. Og den totale ensomhed.

’Små Forstyrrelser’. Tekst: Thomas Markmann. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Teater Grob på Nørrebrogade til 10. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu