Læsetid: 8 min.

Revolutionen i USA skal komme fra Europa

Den amerikanske dokumentarist og samfundsrevser Michael Moore er blevet en smule mere løsningsorienteret med årene. I sin nye film, ‘Where to Invade Next?’, rejser han til Europa for at samle inspiration til en kommende revolution i USA
I begyndelsen af Michael Moores nye film, ’Where to Invade Next’, lader han, som om det amerikanske militær ønsker hans hjælp, fordi det ikke har vundet en krig siden Anden Verdenskrig. Fotos: Robert D. Ward (tv.) og Euan Cherry/Polfoto
18. september 2015

»Det gjorde mere ondt at optage filmen andre steder end i USA,« sagde Michael Moore efter verdenspremieren på filmfestivalen i Toronto på sin nye film, Where to Invade Next, der er optaget i Europa, men reelt handler om USA. Ligesom den amerikanske tv-serieskaber og manuskriptforfatter David Simon – manden bag samfundskritiske serier som The Wire, Tremé og Show Me a Hero – mener Moore, at USA er gået i stykker. Systemet og landet har spillet fallit, og det er ikke længere mennesker, men profit og magt, der er i centrum.

Siden 1989 og debutfilmen, Roger & mig, har den nu 61-årige amerikanske dokumentarist, satiriker og samfundsrevser jævnligt smidt underholdende og polemiske filmbomber midt i aktuelle politiske diskussioner i USA. Det være sig skolemassakrer i Bowling for Columbine, den ulovlige krig i Irak i Fahrenheit 911, sygeforsikring og sundhedssystem i Sicko og senest den økonomiske krise og de store skurkagtige banker og finansielle institutioner i Kapitalismen – en kærlighedshistorie.

I Where to Invade Next – hans første film i seks år – har Moore endnu større ambitioner, og samtidig med, at han denne gang er interesseret i at belyse de sider af det amerikanske samfund, som ikke fungerer – der er rigeligt at tage fat på med finanskrise, de mange politinedskydninger af sorte mænd og manglende ligestilling – prøver han faktisk at komme med forslag til, hvordan de kan fikses.

Og hvordan gør han så det? Ved at rejse ud i verden, naturligvis, primært til Europa, men også et lille smut til Nordafrika, hvor man på forskellige områder gør tingene noget anderledes og markant bedre end i USA.

Kvinderne er løsningen

Titlen på Michael Moores nye film, Where to Invade Next, antyder et humoristisk angreb på det militærindustrielle kompleks og USA’s engagement i krig og konflikt verden over. Det er den ikke. I hvert fald ikke direkte, selv om den argumenterer for, at de ressourcer, som bruges på krig, ville være bedre brugt på andre ting. Filmen begynder med en gimmick, hvor Moore lader, som om det amerikanske militær ønsker hans hjælp, fordi det ikke har vundet en krig siden Anden Verdenskrig.

Korea, Vietnam, Irak, Afghanistan og flere andre små og store krige er alle endt med nederlag og store menneskelige og økonomiske omkostninger. Har Moore monstro en løsning? Selvfølgelig har han det. Med et amerikansk flag slænget over skulderen og bevæbnet med nysgerrighed og en vis (påtaget) naivitet drager Moore til Europa for at finde lande, som USA kan invadere – eller rettere, hugge gode og velfungerende tanker og ideer fra.

I Italien erfarer han, hvordan syv ugers betalt ferie og betalt barselsorlov giver glade arbejdere. I Frankrig bliver han misundelig på den gourmetmad, som franske skolebørn får serveret. Han imponeres over uddannelsesniveauet i Finland – og skolebørnene får ikke engang særlig mange lektier for! I Slovenien kan man få en gratis universitetsuddannelse – og da regeringen for et par år siden forsøgte at indføre brugerbetaling, fik den med de studerende at bestille og trak forslaget tilbage.

I Tyskland møder han en nation, der husker på sin tragiske og blodige fortid i bestræbelserne på at undgå en gentagelse – og som har stærke fagforeninger, der kæmper for arbejdstagernes rettigheder. I Norge oplever han, hvordan rehabilitering af kriminelle er mere effektivt end hårdere straffe – og i mødet med en far til en af de unge, der blev dræbt af Anders Breivik på Utøya, må Moore erkende, at hævn i form af f.eks. dødsstraf ikke er det bedste og mest fornuftige svar på noget så forfærdeligt som Breiviks handlinger.

I Portugal møder han politifolk, der fortæller om, hvordan man ikke smider folk med misbrugsproblemer i fængsel, hvilket gennem mange år har mindsket landets narkokriminalitet – i modsætning til USA, hvor man hellere straffer end helbreder. I Tunesien i Nordafrika ser Moore, at kvinder har flere rettigheder end mange steder i USA – og finder et konservativt, religiøst parti, der ikke finder det nødvendigt at pådutte samfundsmæssige anliggender sin ideologi.

Endelig får Moore i Island bekræftet en teori om, at hvis kvinderne får lov til at bestemme, så går det bedre, end hvis mændene gør. Island valgte som det første land i verden en kvindelig statsleder, og en af de eneste islandske banker, der ikke gik konkurs under finanskrisen, var og er drevet af kvinder.

Indimellem maler Michael Moore med den lidt for brede og rosenrøde pensel i Where to Invade Next. Kender man noget til de lande, han besøger, vil man vide, at de alle sammen har deres problemer at slås med, og at intet sjældent er så entydigt positivt, som Moore får det til at se ud. Nu er hans ærinde så heller ikke at skildre de lande, han besøger, nuanceret, men at sætte USA’s mange fejl og mangler i relief ved at vise, hvordan det kunne være, hvis ellers man turde.

Where to Invade Next er, som de fleste af Moores film, en film for amerikanerne – det store, stille flertal, som ikke ved så meget om, hvordan verden uden for USA’s grænser ser ud. Instruktøren er en dygtig retoriker og en stor humorist, næsten en standupkomiker, og det er en fornøjelse at følge ham, mens han med åben mund og polypper oplever, hvor godt vi har det i Europa.

Han viser billeder af amerikanske skolebørns usunde og ikke videre delikate frokost til de franske skolebørn, der væmmes ved synet. Han klipper billeder af dystert udseende amerikanske skoler, hvor eleverne visiteres for våben ved indgangen, sammen med billeder af glade, legende børn og omsorgsfulde lærere i Finland. Han taler med fabriksejere og -arbejdere i Italien og Tyskland, som fortæller, hvor vigtigt det er med ferie, pauser, lange frokostpauser og vinduer i fabriksbygningerne, fordi det sikrer en glad og sund arbejdsstyrke, som igen er mere effektiv og produktiv.

Det bemærkelsesværdige er, at mange af ideerne, som Moore møder i Europa, har deres oprindelse i USA – f.eks. fagforeningerne, fejringen af 1. maj, ligestilling og den værdige behandling af kriminelle – ja, nogle af dem er endda skrevet ind i forfatningen, men hans hjemland har åbenbart glemt dem.

Revolution af ideer

I sin anmeldelse af Where to Invade Next skriver branchebladet Screen Internationals Allan Hunter, at filmen »er en mere stimulerende, tankevækkende og underholdende råben vagt i gevær end noget som helst, vi vil få at høre fra en håbefuld præsidentkandidat i løbet af det næste år«.

Det kan han have ret i, og det er nok ikke helt tilfældigt, at Michael Moores film kommer nu, et år inden det amerikanske præsidentvalg. Der er dem, som på forhånd har brokket sig over, at Where to Invade Next kun vil hjælpe den demokratiske side af det politiske spektrum, ikke mindst Hillary Clinton, fordi filmen rummer budskaber om kvinders rettigheder. I virkeligheden er Moore nok tættere på en anden mulig kandidat, Bernie Sanders, der er noget så sjældent som en amerikansk socialist af europæisk tilsnit. Dog er Sanders lidt for gnaven og humorforladt efter Moores smag, og instruktøren siger, at man skal passe på ikke at undervurdere Hillary Clinton.

I sidste ende handler det dog for Moore om at vise, hvordan det amerikanske system og samfund er gået i stykker, og ikke mindst hvordan man kan reparere det igen, hvis man altså vil og tør: »Jeg tror på de emner, jeg diskuterer i filmen,« sagde Moore forleden til The Hollywood Reporter.

»Jeg tror på, at der i løbet af de kommende år vil komme en revolution af bevægelser og nye ideer. Det kommer ikke til at tage lang tid, og internettet vil gøre det endnu hurtigere. Obama er begyndt at løslade ikkevoldelige stofmisbrugere fra fængslerne. Hvis den næste gode Obama kunne melde sig i løbet af det næste par år, ville han kunne gøre enormt meget godt og lindre en masse af den smerte, som findes. Og jeg tror, at han er begyndt på at gøre det. Jeg tror på, at vi inderst inde har en meget intelligent person i Det Ovale Værelse, hvilket er temmelig sjældent. Jeg vil bare have, at han går i gang. Og jeg vil have, at han skal vide, at han har opbakning fra størsteparten af det amerikanske folk.«

Engageret publikum

I interviewet med The Hollywood Reporter talte Michael Moore endvidere om, at han ikke længere er så vred eller hadsk i forhold til sit tidligere yndlingsoffer, George W. Bush, og alle de forfærdelige ting – krig, overvågning, frygt – den tidligere præsident efter Moores mening gjorde både mod det amerikanske folk og i det amerikanske folks navn. Ting, som Moore har beskæftiget sig med i flere af sine film på en ganske pågående og aggressiv facon, der i Where to Invade Next er forvandlet til noget mere eftertænksomt, positiv og filosofisk. Der er en mere forsonende og håbefuld tone i filmen, end man måske er vant til fra Moores side. Det betyder dog ikke, at den er tandløs.

»Jeg tror, at millioner og atter millioner af amerikanere af forskellige grunde er ophidsede over forskellige ting,« sagde instruktøren.

»Men man må ikke blive lammet eller vred eller bitter på grund af det, for det vil der ikke komme noget godt ud af. Jeg prøver ikke at nedgøre mine film og håber, at de vil vedblive med at være klassikere i forhold den tid, de er lavet i. Desværre er Bowling for Columbine stadig kun alt for aktuel. Men der stikkes ingen brandvarm ildrager i øjet på publikum med den nye film. Der er forældre, som er kommet hen til mig efter at have set filmen, alle med børn i folkeskoler i USA, og som ser scenerne fra Finland og Frankrig og er så oprørte. Jeg siger ikke noget i filmen om deres skoler eller det amerikanske uddannelsessystem, men filmen engagerer dem til at være deltagere: Publikum føler sig involveret, personligt forbundet med det, de ser, i stedet for bare at sidde og overvære et Michael Moore-foredrag.«

’Where to Invade Next’ er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution.

Filmfestivalen i Toronto slutter på søndag

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Hvor han ret, den nye amerikanske revolution kan kun komme fra Europa , med tilføjelsen Russerne og Tyrkerne fuldstændig inkluderet.

Hvad gør så Europas politikere: Det er da tydeligt, de sidder og "pisser" på deres egne taburetter for at holde bare deres egne "røve" varme. En kold bruser vil nok kunne hjælpe.

Ivan Breinholt Leth

Det bedste ville nok være, hvis USA invaderede Europa. Det kunne måske få os - og især vores politkere - til at indse, at USA ikke er noget eksempel til efterfølgelse.

Herman Hansen

USA's nærmeste nabo, Canada, ville også være et besøg værd på Micael Moores invasions rejse. Her er der lagt bedre vilkår for befolkning med bl.a. gratis læge og sygehus behandling.

Herman Hansen

Michael Moore burde lave en film om det amerikanske valg system efter som George W. Bush blev genvalgt som præsident ved en domsafsigelse af den amerikanske højesteret, hvor efter Al Gore tabte med ganske få stemmer i Florida. Han burde vise det underpriviligerede USA, hvor vigtigt det er for dem, at gå til stemme urnerne og udfører deres demokratiske ret. Deres stemmer kan afgøre valgets udfald til fordel for demokraterne, gerne Bernie Sanders naturligvis, som bedst vare tager deres interesser. Jeg tror republikanerne ikke ville have mange chancer hvis bunden af det amerikanske samfund stemmer i højere grad inde de gør i dag.

Det samme kan man sikkert også sige om de danske sofavælgere på omtrentlig 15%, hvoraf den største del sandsynligvis ville stemme på rød blok. Hvis de altså gad og så noget nyttigt i det.