Alle, der har set tv-serien Californication, kender problematikken: Den mandlige hovedperson, rockstjerneforfatteren Hank Moody, vælter sig i villige kvinder, men selvom han er lyststyret, og selvom han hellere vil drikke rom end tage ansvar, så bliver det alligevel nogle gange næsten for meget, og Hank Moody mister kontrollen med sit liv i en evig sexkamp for at tilfredsstille groupiernes liderlighed.
Inden for mainstreamrap og -R&B plejer de villige groupies at være en eftertragtet bonusgevinst, der følger med berømmelsen. Og det forventes nærmest, at de mandlige rappere med stolthed fortæller om alle de kvinder, de nedlægger. Men hos kunstnere som Drake, Kendrick Lamar og J. Cole, kan man i lyrikken fornemme en grundlæggende opdeling imellem de lidt irriterende groupies og de efterstræbelsesværdige madonnaer. Og hos det canadiske R&B-talent The Weeknd er denne opdeling og Californication-problematikken kørt helt ud, sådan at det at skulle servicere alle de liderlige groupies ligefrem fremstår som en sur – men også uomgængelig – pligt.
I lyrikken på the Weeknds nye plade, Beauty Behind the Madness – der blandt andet indeholder det yderst velkomponerede hit »Earned It« fra Fifty Shades of Grey-soundtracket – giver det syngende jeg udtryk for, at han i groupiernes øjne bliver reduceret til en figur. Han er »that nigga with the hair / singing ’bout popping pills, fucking bitches, living life so trill«. En figur, der med sin – i øvrigt supersexistiske – badboy-attitude vækker liderlighed, og som tager det medfølgende ansvar for at tilfredsstille på sig. Også selvom det egentlig er lidt trættende, og selvom det besværliggør hans relationer til de virkeligt interessante piger. De, som, på trods af at de også bliver parringslystne af at være i nærheden af The Weeknd, ikke bare byder sig til, men som han selv skal jagte.
I nummeret »Tell Your Friends« uddeler det syngende jeg pligtopfyldende diller til alle de liderlige groupies, så de har noget at skrive hjem om:
»Baby girl just wanna smoke a pound / Do an ounce / get some dick / Tell her friends about it // Go tell your friends about it (about it) / Go tell them what you know / what you seen / How I roll / how I did it on the low.«
Og i det cokestressede gruppesexnummer »Often«, holder jeget sig stakåndet kørende med stoffer for at tilfredse to piger på samme tid, selvom han egentlig bedst kan lide at sove alene.
Denne trætte afstandtagen til livet som feteret rockstjerne fungerer som en slags retorisk greb, der gør, at The Weeknd ikke falder direkte i klichéfælden, fordi han ’blærer sig’ med sin seksuelle ydeevne og højstatus på en forholdsvist ny måde. Og i forlængelse af dette åbner pladen op for en interessant undersøgelse af popkulturens – og ikke mindst musikbranchens – mandeidealer. For lyrikkens udtalte fokus på seksuel pligt understreger og udpeger kulturens forventninger til manden som den evigglade sexmaskine.
Superproduktionen
Abel Tesfaye er omgivet af en badboy-mytisk aura. Han valgte efter sigende navnet The Weeknd, fordi han droppede ud af skolen som syttenårig sammen med et andet bandemedlem og forlod sin familie hen over en weekend. Og en stor del af lyrikken på Beauty Behind the Madness handler om, hvordan han tidligere drev rundt i gaderne og stjal for at kunne underholde kvinderne i hans liv med en bane coke i ny og næ. Og om, hvordan han nu er den privilegerede stjerne, der pludselig har muligheder.
»I used to roam around the town when I was homeless / Me and Lamar would rob a nigga for his Jordans / And flip it just to get these hoes another nose fix / Now we get faded, when we want girl, we got choices / Lay them on the fucking table, we got choices.«
Nu har han så nået toppen, men som bekendt er der ensomt blandt stjernerne. I nummeret »Often« spøger denne ensomhed med kunstnerisk finesse som en samplet kvindestemme, der nummeret igennem læser en frase fra et digt af den tyrkiske poet Sabahattin Ali. Oversat til dansk betyder frasen: »Hver eneste af mine dage varer i flere år / Jeg er træt af at fortsætte alene.« Og oven over dette sample og det tunge halvtempobeat svæver Abel Tesfayes fløjlsbløde og lyse stemme, som på intens vis antyder den desperation, som jeget føler, når han okser rundt i sine orgier.
Kokainbumletoget
Men dette hænger også sammen med et andet af pladens overordnede spor, nemlig det til tider lidt søgte og fortærskede af slagsen, der handler om at kradse i celebritylivets overflade og vise, at det ikke bare er fryd og gammen at leve det vilde kendisliv. Som på nummeret »Prisoner«, der er en duet med den amerikanske popstjerne Lana Del Rey, hvor opdelingen imellem netop det overfladiske liv, der leves i stjernernes kokainbumletog, på den ene side og det ’ægte’ liv, der leves uden for bumletoget, på den anden side bliver for skarp og for tam. Som i sangens svulstige omkvæd:
»I’m a prisoner to my addiction / I’m addicted to a life that’s so empty and so cold / I’m a prisoner to my decisions / uuuuuuu, uuuuuuu, uuuuuuuuuu.«
På afslutningsnummeret »Angel« bliver opdelingen imellem groupies og englehvide madonnaer ligeledes hæmmende skarpt stillet op, og, ja, englemetaforen fortjener vist ikke yderligere kommentarer.
Hvor Abel Tesfaye ifølge lyrikken er gået fra gaden til luksusklubberne, er The Weeknd i en lignende bevægelse gået fra at lave semiskrabede produktioner til at lave deciderede musikalske lystyachtproduktioner med nogle af popbranchens bedste folk bag knapperne – jeg nævner i flæng Max Martin, Kanye West og Cali The Producer. De mange kokke kunne nemt have fordærvet pladens samlede udtryk, men Beauty Behind the Madness er en yderst helstøbt musikalsk oplevelse, der udelukkende vinder ved de lette variationer i udtrykket, som de forskellige producere trods alt bringer med sig. Og The Weeknd er i forlængelse af dette unægtelig en stærk stemme i poppen, der ovenikøbet til tider er i stand til at holde sin glatte flødestemme og sin pligtopfyldende stive pik op som spejl for kulturen.
The Weeknd: ’Beauty Behind the Madness’ (XO / Universal)
