Læsetid: 3 min.

Om at sætte mindst muligt aftryk på verden

Martin Bastkjær debuterer sikkert med et flegmatisk kampskrift for den introverte, som fornemt opfylder sin egen form, men også efterlader sin læser i en lidt irriterende klemme
19. september 2015

Dansk litteratur er i de senere år blevet beriget med en nordatlantisk topologi, først og fremmest repræsenteret ved Island. Det er der kommet stærke værker som Peter Højrups Island og senest Hanne Viemoses Mado ud af, men allerede i Smukke biler efter krigen, første bind af Lars Frosts netop genudgivne velfærdsstatstrilogi, blev øens voldsomme natur brugt som rekvisit i et tilspidset knaldromanplot, der misantropisk udstillede menneskelig skødesløshed og meningsløs brutalitet.

Også i Martin Bastkjærs essayistisk anlagte debutroman, Det nye hav, rejser fortælleren til Europas tyndest befolkede land på flugt fra andres blikke. Ved romanens begyndelse flytter fortællerens søde kæreste ellers ind i hans lejlighed. Denne livsbegivenhed sættes køligt og begavet i relief af mentalitetshistoriske overvejelser over etageejendommenes fremvækst og påvirkning af grænselandet mellem private og offentlige rum, som samler sig i en stærk læsning af Wilhelm Hammershøis rygvendte kvindeskikkelser som udstrålende et overskud. De er ikke tyngede af eksistentiel skam, som den gængse kunsthistoriske læsning går, deres bortvendthed er tværtimod et statement, »en afvisning af at være en del af et fællesskab, hvor mennesker overvåger hinanden. Det er ønsket om at være alene«.

Passive relationer

Det er dette ønske som isoleres og undersøges i romanen, som er en slags modskrift mod den tidsånd, hvor poseren for andres blikke er et uundgåeligt og internaliseret livsvilkår. Hver gang en forpligtende relation banker på, brydes fortællingen følgelig af. Således forlader fortælleren den sovende, nyindflyttede kæreste og dukker op på Island. Her samler der sig hurtigt, og ganske overraskende, et dystert-dumt krisescenarie a la Frosts Islandsplot, idet fortælleren forvilder sig ud i vildmarken efter en natlig dødsdrukstur sammen med to andre rejsende, som oven i hatten rager uklar med hinanden.

Men Bastkjærs fortæller er slet ikke interesseret i plots, og da han flygter og finder ly på en nærliggende gård, forlader romanen samtidig suppedasen uden forklaring eller interesse for bipersonernes skæbne. At bortreducere de andre fra fortællingen, er et vældig tydeligt greb, og Bastkjær kontrollerer det fermt i en stram og dog varieret prosa, men jeg har svært ved ikke at føle, at hele socialiteten lidt uretfærdigt bliver ladt i stikken sammen med bipersonerne.

Ved, i fortællingens nu, kun at indlade sig helt passivt i relationer, svigter fortælleren den socialitet han vil kritisere. For i halen på fortællerens undersøgelse af det enkle og evige spørgsmål ’hvem er jeg, når ingen kigger?’ så længes han også vemodigt mod en anden socialitet som er følelsesorienteret uden at være begærsstyret.

Væsentlig samfundskritik

I en af romanens mest veloplagte passager, harcelerer fortælleren både skarpt og morsomt mod talkshowværten Pernille Aalunds anstødeligt dumme forsøg på at ’omvende’ sin gæst, Hans-Peter. Han er såkaldt aseksuel, det vil sige ikke voldsomt optaget af erotikkens glæder, som et udtryk for samtidens manglende forståelse for de dele af menneskeheden, der ikke er optændt af et frådende behov for »at sprede sin sæd«, men nærmere, som en art dæmpet men gennemgribende civilisationskritik, ønsker sig at sætte det mindst mulige aftryk på verden, så menneskeheden kan få mulighed for at dø ud i al fredsommelighed.

At det introverte nærmest pr. automatik opfattes som en attitude, er en væsentlig samtidskarakteristik, som Bastkjær overbevisende giver en både eftertænksom og intelligent stemme, hvis dæmpethed er perfekt afstemt med budskabet. Men romanen som helhed bliver irriterende immun – når jeg som læser keder mig en smule og skuffes over fortællerens passivitet, føler jeg mig straks som Pernille Aalund, der tromler Hans-Peter – og samtidig er den ikke tilstrækkeligt selvrefleksiv, for hvorfor overhovedet skrive en roman, hvorfor interessere sig så indgående for kunst, litteratur og essayistik, »hvis målet er at efterlade det mindst mulige aftryk på verden?« Med det sagt, så vil jeg se frem til kommende Bastkjærske aftryk i dansk litteratur.

Det nye hav
Martin Bastkjær
Arena
188 sider
200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu