Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Samfundet slår soveværelsets døre ind

De seneste ti år har budt på en bølge af soveværelsesmusik – musik, som dyrker det indadvendte og samfundsfjerne. Men nu har en af de centrale soveværelseskunstnere, Youth Lagoon, rettet sit syrede blik mod samfundet
Kultur
25. september 2015
Youth Lagoon vender på sin nye plade blikket mod samfundet og den bølge af politivold, der har været i det amerikanske samfund.

Fat Possum Records

Soveværelseskunstneren er en central figur inden for moderne alternativ pop. I 2010 skrev The Guardianjournalisten Tim Jonze, at der var en hel bølge af soveværelseskunstnere – kunstnere som Washed Out, Perfume Genius og Toro y Moi, der ikke bare er kendetegnet ved at lave deres musik i isolation, men som også skaber en form for soveværelsesæstetik. En æstetik, hvor man kan mærke støvet fra det månedgamle sengetøj. Hvor man får de grimmeste sider af ensomheden med: Hvor man kommer så tæt på, at det næsten er for meget, fordi isolationen sætter alle sociale konventioner, der kunne have indvirket på skabelsesprocessen, til side.

Som Mike Hadreas, der arbejder under kunstnernavnet Perfume Genius, ifølge The Guardian siger: »Jeg tror, at isolationen hjælper til at nedtone bevidstheden om, at der nogensinde vil være nogen, der lytter til din musik. Hvis der var nogen, der kiggede mig over skulderen, når jeg arbejdede, ville jeg nok forsøge at skåne dem for de uhyggelige detaljer og den ækle alvor.«

Soveværelsesmusikken har de seneste fem-ti år haft en storhedstid – måske kickstartet af amerikanske Khonnor, der lavede sit mesterlige debutalbum Handwriting fra 2004 i sine forældres kælder, hvor han hviskede vokalerne ind i mikrofonen, fordi han var bange for, at hans forældre skulle høre ham. Men på grund af soveværelsesmusikkens indadvendthed er den også blevet opfattet som apolitisk og samfundsfjern.

Samfundet presser sig på

Youth Lagoon, som er en central kunstner inden for bølgen af soveværelseskunstnere, har da også i den grad været verdensfjern i sin musik – hvilket det dog er svært at klandre ham for. På sine to foregående og yderst skæve album The Year of Hibernation fra 2011 og Wondrous Bughouse fra 2013 er det en helt gennemgående figur, at det syngende jeg sidder på sit værelse og retter blikket indad imod sit eget sind – afspejlet af musikken, der er som en psykedelisk rejse igennem Trevor Powers’ sind.

Men på Youth Lagoons melodisk sprudlende nye album Savage Hills Ballroom presser samfundet sig pludselig på, og Trevor Powers retter sit syrede blik imod samfundets kollektive sind: På pladen er det, som om samfundets og ikke mindst autoriteternes uretfærdigheder er blevet så udtalte, at de er umulige at ignorere, hvilket skaber en følelse af, at man må engagere sig og gøre noget. En følelse, som jeg kan relatere til som lytter i et samfund, hvor regeringen – og dele af befolkningen for den sags skyld også – ikke kan mønstre medmenneskelighed nok til at behandle flygtninge, der flygter fra den visse død, ordentligt. For bare at nævne én ting. Og en følelse, som må være en kunstnerisk ækvivalent til den følelse i civilsamfundet, der gør, at borgere bruger deres fritid på at hjælpe mennesker på flugt og markere deres utilfredshed med autoriteterne.

Helt konkret forholder Trevor Powers sig til den store bølge af episoder med politivold i det amerikanske samfund. Ikke mindst i nummeret med den sigende titel »Highway Patrol Stun Gun«, hvor jeget oplever at blive set på som en trussel af autoriteterne, og hvor han tager lytteren med ind i en verden af stun guns, sirener og røg. Og i nummeret »The Knower«, hvor han udpeger de hykleriske tendenser i samfundet: »Everybody wants to think / that they’re good at heart / when they’re full of hate.«

Den musikalske del af Youth Lagoons æstetik er også langt mere udadvendt på Savage Hills Ballroom end tidligere. En stil, der bliver slået an allerede i åbningsnummeret »Officer Telephone« med de lige-i-ansigtet-trommer, som kommer ind cirka midtvejs. Ligesom at Trevor Powers’ skævt dirrende stemme ligger meget tydeligere i mixet end tidligere. Og så lyder instrumenterne på Savage Hills Ballroom også bare langt mere som almindelige instrumenter – for eksempel trompeten på »The Knower«. De er med andre ord ikke smurt ind i det samme tykke lag af effekter som på Youth Lagoons tidligere albums, og det skaber en noget mere udadvendt kommunikerende æstetik.

Kønsdynamikker i lyrikken

Den amerikanske kunstner Empress Of har ligeledes bevæget sig fra at dyrke det indadvendte til at henvende sig langt mere direkte til lytteren. Og også her føles det, som om samfundets uretfærdigheder – især hverdagssexisme – presser sig så meget på, at de kalder på en mere udadvendt og direkte æstetik.

For hvor Lorely Rodriguez’ vokal på hendes to første elektroniske drømmepop-EP’er lå skjult som et instrument – lydligt ligestillet med de sfæriske synthesizere, der udgjorde det meste af lydbilledet – ligger vokalen på hendes fremragende elektrosoulede debutplade, Me, meget længere fremme. Og Empress Of tager da også helt konkret livtag med samfundets sexisme i nummeret »Kitty Kat«, hvor hun henvender sig direkte til den sexistiske aktør:

»Don’t take me by the hand and walk me through with pity / If I was a man, would you still do the same? / I’m fending for myself when you still call me pretty … Don’t kitty, kitty cat me like I’m just your pussy / Any other night, you’d treat me just the same / I’m fending for myself when you still call me pretty / Let me walk away / Let me walk away / Let me walk away / Let me walk away.«

Det første »let me walk away« bliver kun sunget af lead-vokalen, hvorefter en korstemme falder ind og bidrager til at understrege, at sexistisk chikane er et kollektivt, samfundsmæssigt problem. Et kollektivt problem, som gør det syngende jeg mere og mere desperat, hvilket understreges af vokalens udtryk.

Men samtidig med at æstetikken og tematikken på Me altså er mere udadvendt, understreger Empress Of gennem sine undersøgelser af kønsdynamikker i lyrikken, at det personlige, det, der beskæftiger sig med, hvad der sker i soveværelset for eksempel – også er politisk – blandt andet i sangen »Make Up«, hvor det kvindelige jeg er en seksuel præmie, en lønseddel: »Nothing comes between us / But a piece of latex / When you tear my clothes off /Like I was a paycheck.«

Dermed understreger Empress Of også det lidt absurde i den førnævnte kritik, der handler om, at soveværelseskunstneres indadvendthed per definition gør dem apolitiske. For selvom det kan føles fuldstændig presserende at gribe ind i samfundet, og selvom det kan have sin egen værdi, er det personlige altså ikke desto mindre stadig politisk.

Youth Lagoon: ’Savage Hills Ballroom’ (Fat Possum Records/Border Music)
Empress Of: ’Me’ (Terrible Records/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her