Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Selvbedraget kørt ud på et overdrev

Ester Nilsson er et kærlighedsvrag. Først var det fiduskunstneren Hugo Rask, hun var ulykkeligt forelsket i. Nu i ’Uden personligt ansvar’ er det skuespilleren Olof Sten. Bliver hun da aldrig klogere? Nej!
Kultur
19. september 2015

Hele affæren med Lena Anderssons fiktive Ester Nilsson fra Brugstyveri fra 2013 (med den svenske titel Egenmäktigt förfarande. En roman om kärlek) fik en temmelig komisk sidehistorie, da man i den svenske offentlighed begyndte at gisne om, hvorvidt romanens lidt overvurderede videokunstner, Hugo Rask, som Ester Nilsson var så forelsket i, havde ligheder med virkelighedens filminstruktør Roy Andersson. Nu er Ester på banen igen, i Uden personligt ansvar.

Læs også: Informations anmeldelse af 'Brugstyveri'

»Jeg er Hugo Rask«, blev Roy Andersson tilbage i 2014 citeret for at have sagt i magasinet Fokus – uden dog at have haft tid til selv at læse Lena Anderssons roman. Da journalisten Niklas Källner i tv-programmet Skavlan spurgte ind til sagen, roste Roy Andersson Lena Andersson for at være »fandens dygtig og en skarp person … ja, næsten som en filosof, kan man sige.«

Det komiske opstår ved, at rosen til Lena Andersson, der er født i 1970, kommer fra en lidt ældre og succesrig mandlig kunstner og i, at han bruger ordene »næsten som en filosof« og yderligere i, at han lyder lettere overrasket. For det er sådan, verden ser ud i Brugstyveri: mændene er de kloge, og kvinderne helt afhængige af deres anerkendelse.

Jeg kan ikke nære mig for at sammenligne scenen i tv-programmet med en af de første scener i roman nummer to om Ester Nilsson: Den forelskede digter Ester går tur i Stockholms gader med den gifte skuespiller Olof, der har erklæret »at man ikke behøver at lægge sig fast på noget«. Og at det ikke »ligger i kortene«, at han forlader sin hustru.

Men Olof værdsætter deres samvær, han oplevede det som »påfaldende dejligt og stimulerende at tale med Ester, det var som at tale med en mand«. Ester, der har læst filosofi, er overrasket over udmeldingen og spørger Olof, om det er »en slags aristotelisk deduktion«, han laver. Det ved Olof ikke, hvad er, og Ester forklarer: »Alle dem, som man kan føre spændende samtaler med, er mænd. Jeg kan føre en spændende samtale med Ester Nilsson. Ergo er Ester Nilsson en mand.«

Den kollektive fabrik

Romanens verden bliver en meget lille verden, hvis man udelukkende læser denne scene som et slags svar til Roy Andersson, og så lille er Uden personligt ansvar ikke. Det er blot en skæg detalje. Jeg læser den heller ikke som en nøgleroman, men som en satire over »den kollektive fabrik, der hedder samfundet og historien« og dens konstruktioner af manden som både den intellektuelt overlegne og styret af sine drifter og kvinden som både den, der elsker for meget, bliver vanvittig af det, men som også har »en urgammel kraft til at narre mænd til at befrugte dem«.

Uden personligt ansvar redundanser i en evighed om Olofs skiftevise interesse for og afvisning af Ester samt hendes velvillige fortolkninger af hans ord og handlinger. Så mødes de i al hemmelighed og har et slags forhold, så afbryder Olof kontakten, så ringer Ester til venindekoret for at få råd, så viser Olof igen livstegn, så skuffer han igen Ester. For eksempel siger han: »Jeg har ikke tænkt mig at ofre Ebba (Olofs hustru, red.) for din skyld, hvis det er det, du tror.« Og så står der: »Ester hev langsomt efter vejret. Hun tænkte, at hun måtte have hørt forkert, for sådan noget kunne man ikke sige. Det gik ikke at bede nogen om at køre over tusind kilometer på en weekend for bagefter at lade den bemærkning falde.«

Nej, det går virkelig ikke, men i Lena Anderssons tragiske komedie lader hun det gå. På lige godt 300 sider sendes Ester henholdsvis i lykkeland med Olof og i torturkammeret med sin ensomhed. Hun bliver ikke klogere undervejs, hun bliver bare bedre og bedre til at bedrage sig selv. Ingen får lov til at tage livsløgnen fra hende. Ester er klog nok, men opfører sig dumt, sådan er det – helt uden forklaring.

Ind imellem håb og håbløshed løber kærlighedshistorien ud i små essaylignende bifloder om kærlighed med sådan en slags venlig hilsen til kulturen og den kollektive fabrik, der hedder samfundet og historien. Men kun som mulige forklaringer på det ulige magtforhold mellem Ester og Olof, og løsningen giver Lena Andersson i hvert fald ikke. Romanen er klart tættest og mest oplagt på de første cirka 150 sider, men der er også et vist kapow i, at Lena Andersson lader miseren fortsætte så længe og så langt ud.

Uden personligt ansvar
Lena Andersson
Oversat fra svensk af Lotte Kirkeby Hansen
Lindhardt og Ringhof
324 sider
250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her