Læsetid: 4 min.

Sindig ro og pludselig vending

Ida Jessens nye, historiske roman er et smukt tidsbillede og et nænsomt psykologisk portræt. Men man må leve med knas i fortælleteknikken
Som i sine forrige bøger ligger Ida Jessens sympati også denne gang hos de mennesker, der ikke altid kan sætte ord på alle deres følelser.

Niels Hougaard

26. september 2015

Sådan her begynder Ida Jessens nye roman En ny tid. Lægen i den lille jyske by Thyregod, Vigand Bagge, har indlagt sig selv på sygehuset. Hver gang hans kone, Lilly, kommer på besøg, lader han som om, han sover. Han er ved at forlade verden, men er så tvær og egen som han altid har været. Han er et sent barn af det moderne gennembrud og vil helst ordne det med døden med samme stejle handlekraft som han har klaret sin lægegerning.

Alt det sker i efteråret 1927, vi – læserne – følger med via Lillys dagbog, og følger også med i årene efter hans død. For en ny tid er selvfølgelig den, der åbner sig for Lilly som enke. Efter over tyve års ægteskab med den noget ældre læge må hun pludselig se sit eget liv i et nyt lys, finde ud af, om hun overhovedet hører til i den lille by, og hvordan hun så gør det. Og også gøre sit regnskab op med sin døde ægtemand, der i tankerne stadig, kortfattet og kontant, vrisser ad hende og verden.

Men en ny tid er også det, der sker rundt om hende, derude på det, der engang var en ugæstfri hede. Gennem hele bogen stråler nemlig et fint og sindigt portræt af et Danmark i langsom forbedring, eller måske snarere: af landbolivet i langsom forbedring. Så begynder husene at have et andet gulv, så sætter en driftig bonde læhegn og æbletræer, så kommer der friskole og regler for hygiejnen, så kommer der styr på et lille lokalbibliotek. Det er et fremskridt uden stride programmer, et kollektivt og næsten ubevidst løft, ikke noget den enkelte gør. Den diskrete måde, det nye ligesom siver ind i landskabet og byen, lige så meget som en stemning i luften, en forestilling om at tingene gennem årenes arbejde bliver bedre, end de var før, den er utrolig fint beskrevet. Det er noget af det bedste ved En ny tid. Det føles genuint fremmed i dag, i vores bekymringsramte nutid.

Mandens blik

Jeg tror heller ikke, det er for meget at ville læse bogens historiske skildring af en jysk lilleby som en art svar til den afdøde læge. Hans utålmodighed med menneskene, der hele tiden stødte sammen med hans vilje til at gøre godt, hans afvisning af et fælles liv – med sin kone, med kirken, med verden omkring sig – alt det modsiges efterhånden af det liv, Ida Jessen skildrer i sin roman.

Som type er Vigand Bagge i øvrigt en velkendt skikkelse i Ida Jessens forfatterskab. Han minder f.eks. om flere af de fjerne, veluddannede mænd, der befolkede hendes sidste novellesamling, Postkort fra Annie. De er betragtet af de kvinder, der er forbundet med dem, de mænd, og af kvinder, som samtidig føler sig irettesat af dem. Så leder de efter noget, kvinderne, et bevis på at deres følelser er gengældt, et bankende hjerte bag handlekraften. Så overtager de mandens blik på sig selv:

»Han mente om mig, at jeg var udannet,« skriver Lilly undervejs i sin dagbog. »Det har han ret i. Han mente også, at jeg var primitiv, i mine følelsers vold. I alle de år vi var gift, bestræbte jeg mig på at tale sådan, at han ikke ville finde det alt for dumt. Nu kan dumheden vælde ind over mig.«

Sådan kunne Ida Jessens andre kvindeskikkelser også sagtens sige. Og ligesom i sine forrige bøger ligger Ida Jessens sympati også denne gang hos de mennesker, der ikke altid kan sætte ord på alle de følelser, der driver rundt i dem, og som accepterer at være knyttet til andre på måder, de ikke selv kan forstå. Dem, der er »hjælpeløst menneskelige«, som det hedder til slut i En ny tid.

Den forestilling er efterhånden en signatur for forfatterskabet. For Ida Jessen er det menneskelige ikke at kunne gennemskue sig selv, og især ikke de måder, man er forbundet til andre. Hun kan så også virkelig beskrive den tilstand. Hun kan virkelig indfange stilfærdige og uafklarede forhold mellem mennesker, kan tegne dem op via en scene eller et replikskifte, kan gøre personer levende og tydelige uden at forfalde til dramatiske tricks.

Knas med udsigelsen

Til gengæld er der noget knas med udsigelsen i En ny tid. På den ene side tillader dagbogsformen, at man kommer tæt på Lilly. Man kan følge hendes sinds bevægelser over tid. Hvordan hun kommer sig over sorgen, får gjort op med sin afdøde mand, den slags. Man kan pludselig springe år over, det giver mulighed for voldsomme ryk.

På den anden side låser det også teksten. Man tænker jævnligt: ville man faktisk skrive det her i en dagbog, eller står det der mere, fordi Ida Jessen, romanforfatter, har brug for at fortælle os læsere noget? Ville Lilly virkelig indskrive en fortælling om et årtigammelt tuberkulosetilfælde i sin dagbog? Hvorfor skulle hun dog skrive den fortælling om kartoflens ankomst i 1700-tallet, som hun åbenbart fortalte til sine elever, dengang hun var friskolelærer, ned i en dagbog tyve år efter?

Fortællerens konsistens skurrer mod forfatterens forsøg på at skrive en roman med udblik, tænker man så. Det føles sært. Og sær er også romanens slutning. Det ville være forkert at kalde det en dissonans, for sin hovedperson ender En ny tid nemlig ubetinget lykkeligt, men det er som om, at hele den ømhed for Thyregod og for landskabet og menneskene der, som Lilly og romanen har kæmpet for at etablere undervejs, kastes over bord som ligegyldig.

Var den så bare kompensatorisk, noget hun fyldte sit sind med af mangel på bedre? Eller svigter hun reelt det egentlige i jagten på sin egen lykke. Det svarer bogen ikke på, men egentlig gør det ikke En ny tid dårligere. Tværtimod.

Ida Jessen: En ny tid. Gyldendal. 208 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu