Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Da tiden begyndte

Uafrystelig fremstilling af fredsåret 1945
Kultur
3. september 2015

Hundredårskrigen, Trediveårskrigen, 1. Verdenskrig og den næste. Afgrænsede perioder i historien herfra og dertil i mangel af mere overbevisende inddelinger. Med tiden flyder det sammen eller trækkes ud efter behov. Trediveårskrigen varede ikke bogstaveligt 30 år. Men for nemheds skyld.

En skønne dag bliver de to verdenskrige til én. Som Ian Buruma i bogen: År Nul – En fortælling om 1945 foreslår, den krig sluttede først i 1989, da muren faldt. Nogle vil måske sige: 1914-89. Folketingets nuværende formand taler gerne om vores, den eneste, den danske, den kristne europæiske kultur. Som Gandhi tørt bemærkede, ville det være en strålende idé. Barbariet i vores kreds kan få andre hamle op med. Husk lige det. Men jubelen ville selvsagt ingen ende tage i majdagene 1945; Hitler havde skudt sig en kugle for panden, Berlin erobret, mareridtet forbi. Krigen fortsatte ganske vist i Stillehavet tre måneder endnu, til de frygtelige bomber faldt over Japan. Men krigen, den rigtige set med Europas øjne var nu historie, alt var godt. Eller næsten alt. Storm P.’s glade mand siger: Nu er der fred! Ja, svarer den anden, så mangler vi bare ro.

Havde den mere tungsindige af de to i 1945 mange år senere læst Burumas Year Zero (2013), nu på dansk i Brian Dan Christensens mundrette oversættelse, ville han have følt sig bekræftet i behovet for mere end fred. 1945 i maj var nok år nul, fordi de statsligt indbyrdes væbnede fjendtligheder ophørte, men bød samtidig de overlevende i store dele af Europa og resten af verden på fornyede opgør, regnskaber skulle ordnes, ufattelige ødelæggelser udbedres, som regel med fortvivlende udsigt til sult og nød.

Ned i fraktalerne

Hvor dagens danske aviser nu bruger ordet kaos om flygtningesituationen, står dette bastante begreb i skarp kontrast til de malstrømme af mennesker som nazisternes slag i den kollektive myretue sendte i opbrud og drift. Fredsaftalerne i Jalta og Potsdam gjorde ondt værre; nye overgreb, flere diktatoriske grænserevisioner, flere folkeflytninger med millioner af fordrevne og hjemløse. I Danmark havnede næsten 240.000 østtyskere på flugt fordrevet af krigen og Den Røde Hær.

Ikke for det, men den danske fortælling om maj 45 er ikke berørt i Burumas revision af 45, ej heller den norske, hvilket må trøste ens krænkede nationale bevidsthed en anelse. Det er altså ikke kun, fordi Buruma finder os irrelevante i sammenhængen, men det er en mangel i fremstillingen af året 1945, at forfatteren ikke også lige med et par ord runder de to befriede skandinaviske broderfolk. Om ikke andet nordmændene hvis besættelse jo var mere bister end smørfrontens folk, der klarede sig ved forhandling, nålestik og modstand til husbehov. Det er så den mangel, der bør nævnes, før lovprisningen af en af den slags bøger, man ikke bare lægger fra sig som endnu én om 2. verdenskrig.

Metodisk bevæger Buruma sig støt og stædigt frem efter grundige studier i et overvældende kildemateriale og bevæger sig fra det store ned i fraktalerne og omvendt.

Kategorierne af det behandlede ses i indholdsfortegnelsen, bl.a.: Jubel, sult og hævn, lov og ret, aldrig mere, en forhåbningsfuld morgen, én verden.

Med andre ord udløstes den store jubel i gaderne med drømmen eller ligefrem forvisningen om aldrig mere krig i én retfærdig demokratisk verden.

Vi ved alle, at kæden hoppede af. Af verdenskrigens kaos opstod nye eller forstærkede politiske systemer og strukturer som antitese til kaos, men i human og retslig forstand kaotiske – måske snarere neurotiske.

Et fredhelligt Vesteuropa, omsider en anelse klogere af skade, sluttede sig i selvforståelsens centrum sammen i et senere – og endnu senere atter vaklende – interstatsligt samvirke: kul, stål, landbrug og handel og grænseløs union – med grænser.

Et passende punktum

Den hollandsk-britiske i New York-bosiddende Burumas territorier for fortællingen trækker han ikke ved den senere så forvænte europæiske verdensdel, men udstrækker sit overblik og sine detaljerede fortællinger til Asien med særlig vægt på Kina, Sydøstasien og ikke mindst Japan, forfatterens akademiske speciale, og som her leverer et kærkomment indblik i efterkrigens japanske samfund, en blandingskultur som fortsat på disse breddegrader er de fleste fremmed.

Den uudtalte drivkraft i bogen er ydermere forfatterens – ligeledes akademiske – engagement i menneskenes medfødte ret til liv, ære og velfærd. En neutral fremstilling, men i aldrig svigtende dyb indigneret medfølelse med ofrene. Buruma tager udgangspunkt i sin egen fars mærkelige skæbne i Holland, hvor faren som ung studerende for at forhindre noget værre, nemlig at hans egen far bliver taget af besættelsesmagten, selv melder sig til frivillig tjeneste i Tyskland og gør resten af krigen med, mens bomberne regner, og myrderierne accelererer. Buruma har således også blik for den relative skyld og uskyld og det relative ansvar samt menneskers komplekse motiver – og ikke mindst blik for hykleriet i de retsopgør der fulgte efter 1945.

Portrættet af den franske kollaboratør og ministerpræsident under tyskerne Pierre Laval, der i Burumas optik mestendels blev en splittet nationens brændoffer, er uforglemmeligt. Kæderygende, uæstetisk, usympatisk, forfængelig, men i egen ret patriot og såmænd lige så meget eller lidt som så mange andre, måske ligefrem flertallet. Se mig blive skudt! forlangte Laval på henrettelsespladsen af sine medbragte advokater. Han døde uretfærdigt for en god sag, Frankrigs ære og nationale interesser, det mente han, til kuglerne ramte.

Hvis man ikke vidste bedre – at der fortsat kommer stadig mere litteratur om 2. Verdenskrig – kunne År Nul være et passende punktum.

I hvert fald længe.

Ian Buruma: År Nul. En fortælling om 1945. Overs. Brian Dan Christensen. 400 s. Ill. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her