Tjubang og romantik - nu til børn

Tegneserier til børn er tilbage igen og i fin form hos tyske Thomas Wellmann og hans modige makkerpar Pimo og Rex
Det mest bemærkelsesværdige ved Pimo & Rex er farverne. Det er i den grad kulørt! Illustration fra bogen

Det mest bemærkelsesværdige ved Pimo & Rex er farverne. Det er i den grad kulørt! Illustration fra bogen

26. september 2015

Egentlige børnetegneserier har længe været en mangelvare. Grafiske romaner til voksne har domineret scenen kun afbrudt af mangabølgen i nullerne, tre glimrende tegneserier af Jakob Martin Strid og bevares, det ugentlige Anders And blad. Det er først i de seneste par år, at udgivelserne har piblet frem med bl.a. serierne Lou (Julien Neel), Alene (Bruno Gazzotti og Fabien Vehlmann), Lille Kvast (Céline Fraipont og Pierre Bailly) og danske Pssst! (Katrine Clante og Annette Herzog), og Gigant (Rune Ryberg). Foruden Jagten på Regnbueorkideen (Garen Ewing) Hilda (Luke Pearson), og endelig Den magiske muse af Thomas Wellmann, første bind i serien om Pimo og Rex.

Albummet består af to historier. Den første handler om en ond nekromantiker (åndemaner), der jager den magiske muse Magret, som skal inspirere hans malerier. Pimo og Rex bliver indblandet, Pimo en håbefuld og halvforpint forfatter og Rex en succesfuld madentusiast, da de fejrer Pimos forlovelse med Leopold.

Biblofil bibliotekar

I historie nummer to, som rent plotmæssigt hænger bedre sammen end etteren, bliver Pimo forfulgt af en insisterende personage, som vil have originaludgaven af romanen ’Den gyldne løgner’ tilbage. Til at starte med forstår man ikke, hvorfor Pimo bliver forfulgt og antager at forfølgeren må være ondskaben selv. Det hjælper godt på antagelsen, at forfølgeren ser temmelig modbydelig ud. Vedkommende er dog en meget vedholdende biblofil bibliotekar, som kan lugte skyldnere. Han er samtidig ekstremt høflig, så han informerer Pimo og Rex om enhver magtanvendelse, hvilket er uhyre morsomt. Det samme er Leopolds forvandlende faseskift. Det er på sin vis en rørende historie med en overraskende afsluttende pointe.

Det mest bemærkelsesværdige er farverne. Som et sukkerhungrende fredagsslikbarn bladrer jeg hele albummet igennem igen og igen for at suge al koloreret næring ud af siderne. Et trælandskab er gult og rødt og kontrasteres af lilla og blå figurer. Et interiør er holdt i magenta og lilla farver. Farverne kan ændre sig for at signalere action: magenta bliver til postkasserød, da musen Magret hamrer den opblæste åndemaner i hovedet med en kæp og bevægelsen ledsages af en fed, gul stribe. Det er i den grad kulørt!

Eksistentielle kvababbelser

Dialogen er flere steder ’voksenagtig’ og ikke kun på grund af fremmedordet ’nekromantiker’. Der er en skønsom blanding af talesproglige velturnerede vendinger og dannede ytringer som »det må de meget pardon mademoiselle« og »åh rekreation«, der ledsages af eksistentielle kvababbelser.

Serien om Pimo og Rex udspiller sig i et fantasyunivers, der trækker på rollespil som Dungeons & Dragons og tegnefilmsserien Adventure Time, som Thomas Wellmann har bidraget til. Magien er både nyttig og romantisk, som Pimo konstaterer om Leopolds forlovelsesgave til Rex: en magisk portal, der bringer Rex tilbage i tilfælde af problemer. Wellmanns naivistiske streg kan nogle steder minde om den amerikanske tegner Ron Regé Jr. og især franske Lewis Trondheim mht. karakterdesign, humor og universets opbygning. Det er et album, der oser af charme, især båret af venskabet mellem Pimo og Rex, trods farer og mysterier husker de at nå hjem til tetid og kærligheden mellem Pimo og Leopold og det farvestrålende univers omkring dem. Tjubang, romantik, slapstick humor og lune – nu igen tilgængeligt for børn.

Thomas Wellmann: Pimo & Rex. Den magiske muse. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup. Forlaget God og Ond.
44 sider. 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu