Trodsig livslyst i Berlins gyldne 20’ere

Frivol Charleston, blinkende lysreklamer, selvsikre kvinder og hæmningsløse varieteer. Jo, sådan var det vist dengang i 1920’ernes Berlin.

Perioden – spændt ud mellem monarki og diktatur, mellem krigstraumer og håb samt mellem udskejelser og brunt snerperi – er for længst blevet til en udødelig fortælling om trodsig livslyst og frigjort dekadence. Vel at mærke i et årti, der i den gængse tidsregnings varede ca. 15 år: fra verdenskrigens ophør i 1918 og frem til nazisternes magtovertagelse i 1933. I virkeligheden varede den gyldne del af perioden dog kun fem års tid: fra den politiske stabilisering og valutareformen, der i 1924 var med til at få has på hyperinflation, og frem til børskrakket og udenrigsminister Stresemanns død i 1929.

Begrebet om de »gyldne 20’ere« er groft sagt en overstrakt eufemisme. Hvis man vil have et indblik i, at selv disse fem år ikke kun var en gylden dans på en slumrende vulkan af politisk sprængstof, kan man med stor fordel besøge det smukke barokpalæ Ephraim-Palais på kanten af det DDR-kitchede Nikolai-viertel midt i Berlin. Uden videre historisk anledning har Berlins Bymuseum med udstillingen Dans på vulkanen på 20’ernes vegne taget kampen op med Vestberlins vilde firsere, der de sidste år har været berlinernes foretrukne kult- og længselsobjekt.

Dans og anarki

Med mere end 500 værker fra egen samling leverer bymuseet ikke bare et mangfoldigt billede af ’20’erne i kunstens spejl’, som udstillingens undertitel lyder. Med værker af navne som Otto Dix, Max Beckmann og Käthe Kollwitz er det samtidig en – om end til tider dyster – fryd for øjet at bevæge sig rundt i de tematiske rums overflod af stilretninger som senimpressionisme, ekspressionisme og kubisme.

Ballet åbnes med Lutz Ehrenbergers demonstrative titelplakat ’Dans på vulkanen’ fra 1919, hvor et par valser rundt på en bombe med indskriften ’anarki’. Den forstår vi godt. Og danset, det blev der, også i de brede masser.

Nytårsaften 1918 blev krigstidens almene danseforbud ophævet, hvilket førte til en veritabel dansefeber med symptomer som foxtrot, charleston og shimmy. Den trodsige og lettede stemning formidles fint, men som flere andre steder i udstillingen savner man her lidt mere lyd.

Det skorter heller ikke på forvandlingskunstnere, kanonkonger og showgirls i det afbildningsværdige Berlin i 20’erne. Også politiske revyer, avantgardeteater og tre offentligt støttede operaer var med til at gøre Berlin til tidens måske vigtigste teater-spot i verden.

I et enkelt rum gøres deres lidt stedmoderligt opmærksom på radiomediets eksplosive udbredelse og betydning, mens filmens rasende udvikling især i Berlin stort set er taget ud af billedet.

Mere lys

Imod slutningen af det 19. århundrede var Berlin verdens hurtigst voksende storby. I 1920’erne havde den unge metropol stadig over fire millioner indbyggere, der skulle vænne sig til helt nye syn. Gigantiske lysreklamer oplyste områder som Friedrichstrasse, Potsdamer Platz og Kurfürstendamm, og store industriforetagender som Siemens var med til at cementere Berlins ry som ’Elektropolis’. Det har i den grad også smittet af på samtidskunsten.

Med temarum som Byens lys sætter fokus på denne del af Berlins udvikling, mens andre rum – stadig i kunstens spejl – retter lyset mod banebrydende arkitektur fra figurer som Walter Gropius, Max og Bruno Taut eller Emil Fahrenkamps saglige og sensationelt harmoniske Shell-Haus, der stadig pryder Reichpietschufer i dag.

Et vellykket afsnit af udstillingen viser det ny og emanciperede kvindeideal med Milly Stegers adrætte kvindeskulptur i centrum. Kvinder ses rygende og med selvsikre Bubikopf-frisurer, men samtidig afbildes et spænd mellem rollerne som vamp, fuldtidsarbejdende og husmor. Desuden gives her et praj om, at 20’erne ikke bare endte brat med den nazistiske magtovertagelse fra 1933 – allerede mod slutningen af årtiet begyndte et tilbagetog mod et mere konservativt kvindeideal. Håret blev længere, og den selvfølgelige optræden i selskabslivet var ikke mere helt så selvfølgelig.

Kunst som våben

Hvad der umiddelbart lyder lyst og lystigt, starter og slutter så dunkelt som virkeligheden selv. I kort formulerede, ukontroversielle tekstblokke skitseres Weimar-republikkens politiske og sociale udvikling, hvilket som bekendt ikke var en dans på roser. Gennem udstillingen afbilder værker af bl.a. Käthe Kollwitz og Ernst Stern erfaringerne fra revolutioner, politiske attentater, strejker og kampe som Spartakus-opstanden i 1919 eller Blodsøndagen i Köpenick i 1920. Bearbejdelsen af Første Verdenskrigs rædsler er også på dagsordenen, som det kuldegysende kan konstateres i Otto Dix’ serie Der Krieg fra 1924.

I konservative kredse affejedes serien som en »uforskammethed mod de tapre frontkæmpere« – en af mange henvisninger til de fortsatte militaristiske strømninger i den unge republik.

Trods forsøget på at skabe en mere omfattende socialpolitik i Weimar-republikken har sult, sygdom og selvmord givet nærmest endeløst stof til udstillingens udvalg. Hjemløse, arbejdsløse og krigsinvalider kaster et gustent skær over de gyldne 20’ere, og – netop til tiden – understreges det, at der alene i 1923 var 115.000 mennesker, der valgte at vende Tyskland ryggen og emigrere mod en lysere fremtid.

Ud over rigeligt med socialt sprængstof er her også en stadig mere politiseret samtidskunst på spil. I mange tilfælde udstiller den ikke bare de forarmede massers elendighed, men leverer regelrette anklageskrifter mod det enorme spænd mellem et proletariat uden håb og en forsvindende lille elite.

Imod slutningen af 20’erne brugte figurer som Otto Marquardsen og Hans Baluschek ’kunst som våben’ med mottoet »hvis masserne ikke kommer til os, så kommer vi til dem«. Med en selverklæret ’proletarisk æstetik’ blev det et mål for kunsten at mobilisere masserne til revolution og styrke fagforeningernes selvbevidsthed. Det skulle som bekendt komme anderledes, end de håbede.

Det man venter på

Trods den tematiske opbygning forbliver billedet af »20’erne i kunstens spejl« på godt og ondt nærmere et kalejdoskopisk indblik end et gyldent overblik. Dermed er der måske også bedre plads til at nyde de enkelte temaer og billeder og se stort på, at der ikke reflekteres dybere over enkelte emner som f.eks. underholdningsindustriens sociale funktion og flertydige politiske rolle.

Fra første billede bærer udstillingen præg af vores viden om, hvor katastrofalt det ender. Man ønsker sig inderligt en åben slutning på udstillingen og de vilde, brølende 20’ere. Men tråden føres selvsagt ind i 30’erne, og de gyldne 20’ere pakkes dermed ind i ... ja, virkelighedens gang.

Nazismens fremmarch, terror og kulturelle bulldozing behandles her især i form af en række kunstnerbiografier, der viser udgrænsede kunstneres fysiske eller indre flugt. Perler i slutningen af udstillingen udgør her Klaus Richters undseelige portrætter af Hitler og Göring – to syleskarpe psykogrammer af et vanvittigt og et storhedsvanvittigt menneske. De to herrer pillede den sidste glans af de 20’erne, og var dermed med til at cementere den udødelige fortælling om de gyldne 20’ere.

’Tanz AUF dem Vulkan. Das Berlin der Zwanziger Jahre om Spiegel der Künste’.
Stadtmuseum Berlin, Ephraim-Palais, Poststrasse 16 (Nikolai-Viertel)
Tirsdag til søndag frem til 31. januar 2016
www.stadtmuseum.de