Læsetid 3 min.

’Jeg troede ikke, jeg vidste det’

Teaterforestillingen ’Mit Mørke’ over Peter Tudvads sygeplejerskebiografi er blevet til stærk scenekunst om fortrængning og forsoning. Med den skønne Bodil Sangill som sygeplejersken, der tænker tilbage på tiden hos nazisterne under krigen
Bodil Sangill og Lykke Sand Michelsen imponerer i Bådteatrets dramatisering af Peter Tudvads biografi over en stærk kvinde, der ser sin egen fortid i øjnene som sygeplejerske for de tyske nazister i Berlin.

Bodil Sangill og Lykke Sand Michelsen imponerer i Bådteatrets dramatisering af Peter Tudvads biografi over en stærk kvinde, der ser sin egen fortid i øjnene som sygeplejerske for de tyske nazister i Berlin.

Natasha Post Penaguiao
12. september 2015

Midt i flygtningestrømmen og samvittighedshvirvlen kan man nu opleve forestillingen Mit Mørke på Bådteatret i Nyhavn. Det er teatret Five Feet Tall, der har valgt at dramatisere Peter Tudvads fremragende biografi Sygeplejerske i Det Tredje Rige – om den danske kvinde Ebba Mørkeberg, hvis nazistfar sendte hende afsted til Tyskland i 1930’erne, hvorefter hun blev dernede og blev sygeplejerske for SS.

Det er imponerende nok lykkedes den unge dramatiker Simone Isabel Nørgaard at dramatisere den iltre og vidtforgrenede bog, så teaterstykket bevarer bogens næsten krimiagtige og hudløst nysgerrige afsløring af sygeplejerskens fortrængte fortid – samtidig med at fortællingen fremstår helt enkel.

Årgang 1932

På teaterscenen står den 83-årige Bodil Sangill og den 33-årige Lykke Sand Michelsen i rollerne som mormor og barnebarn, men også i rollerne som den ældre kvinde, der ser tilbage på sig selv som yngre. Egentlig fortæller den gamle kvinde kun historien, fordi hendes barnebarn tvinger hende til at se fortiden i øjnene, så barnebarnet kan forstå, hvad hendes mormor har været udsat for – og hvad hendes mor har anet, men aldrig helt vidst gennem hele sit liv.

På scenen bliver denne modige fortælling ætsende stærk. Bodil Sangill har en imponerende værdighed og rankhed over sin krop og sit blik i en intens og stille præstation; hun er vitterlig en af landets smækreste skuespillerinder af årgang 1932. Når hun står over for Lykke Sand Michelsens unge pige i den læggede sygeplejerskeuniform, er der det fineste bånd mellem dem – både af omsorg og af godt humør og oprør.

Kælderklaustrofobi

Pia Rosenbaum har iscenesat historien nedtonet og med de mest nænsomme hænder. Man mærker hendes menneskeklogskab sammen med hendes enorme sikkerhed i skildringen af det krigshærgede Tyskland; hendes egen, stærke monologforestilling Århundredets Rose om en jødisk skæbne under krigen ligger som en fin klangbund under forestillingen. Scenografen Thomas Kolding har fint skabt en abstrakt kælderscenografi, der kun forandres af nogle hvide hospitalsskærme, der trilles rundt, så de både bliver til lazaret og elevator og beskyttelsesrum – og projektion af voldsomme dokumentarfotos fra krigen.

Kælderklaustrofobien bliver yderst troværdig nede i bugen på Bådteatret. Og bombardementerne sætter sig i den fredsforkælede tilskuerkrop, som ikke forstår, hvordan denne kvinde – og alle de andre under krigen – kunne vænne sig til daglige ture i kælderen.

Dér i kælderen udnytter Lykke Sand Michelsen sin lillepigemimik og viser, hvordan hun kun tackler rædslerne ved at lade være med at fortrænge dem på stedet. Hver eneste skudt og hængt soldat stirrer hun på – og forsøger så at glemme. For ellers kommer hun til at blive sindssyg af det ligesom flere af sine sygeplejerskekolleger. Og Bodil Sangill hopper adræt op på en båre og beretter videre med klar stemme og lysende øjne.

At stå ved sine valg

Tudvads bog understreger hele tiden de fortrængninger, som har været nødvendige for kvinden at foretage, hvis hun overhovedet skulle få sig et liv bagefter. Samtidig viser han, hvor smertefuld afsløringen af fortrængningen er for den gamle kvinde – samtidig med at den langsomt giver hende en ny følelse af frihed og forsoning med fortiden. Og teaterforestillingen formår netop at vise hendes frygt for at blive opdaget – sammen med ærligheden og trangen til at stå ved de valg, hun har truffet. Eller ikke har truffet. For hvor let var det lige at forlade et nazilazaret og vandre hjem til Danmark midt under krigen?

Det stærke ved forestillingen er, at den ikke handler om skyld. Den handler ikke engang om samvittighed. Den handler om overlevelse – og om trangen til at betro det usigelige til nogen, mens tid er. Og om håbet om at opnå respekt og sympati.

For som denne Ebba siger det: »Jeg troede ikke, jeg vidste det.«

’Mit Mørke’. Baseret på Peter Tudvads biografi ’Sygeplejerske i Det Tredje Rige’. Dramatisering: Simone Isabel Nørgaard. Iscenesættelse: Pia Rosenbaum. Scenografi: Thomas Kolding. Five Feet Tall på Bådteatret til 3. oktober. Herefter turné

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer