Læsetid: 4 min.

Udsyret, voldsom og bevægende

I Bjørn Rasmussens første digtsamling forhandler digterjeg’et turbulent mellem psykisk sygdom og fædrene synder og får under hånden gjort et lysende portræt af kærligheden
Det klinger forkert at skrive, at Bjørn Rasmussen leger med det voldelige, det suicidale og det selvmutilerende. Han lever med det, og han skriver med det.

Jacob Ehrbahn

5. september 2015

Det smukt ordknappe første digt i Ming, som har hentet sin porøst orientalsk klingende titel fra digterens afdøde fars navn (Flemming, kaldet Ming), slutter med de fine linjer »jeg græder/som en symaskine/af glæde«, som jeg ikke kan lade være at høre som en hilsen til Lautréamonts skønhedslignelse med symaskinen og paraplyen, for hvis de surrealistiske programerklæringer om at udvide virkelighedens mulighedsrum for alvor er søgt realiseret i dansk lyrik siden Michael Strunge, så må det være i Ming.

Jeg måtte ellers kvæle en lille skuffelse, da jeg fik åbnet Bjørn Rasmussens overdådigt smukke digtbog og blev mødt af luftige, titelløse digte, uden tegnsætning og metrum, men med mundtligt motiverede linjebrud, sat i en prunkløs font, ikke ulig dem der florerer på diverse onlineplatforme.

Selvom Rasmussen har ført en ret fabelagtig blog de seneste måneder (Jesus blev 33 ik – hvis titel påkaldes undervejs), så var det ikke lige (endnu) en samling blogagtige ’nu har det lige sådan her’-digte, jeg havde bygget min forventning op til. Ikke fordi jeg som sådan oplever den form som udtømt, og sådan set heller ikke fordi den clasher med Rasmussens to forrige prosabøger. Hans sublime debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og den vilde, arkaiske indlæggelsesroman Pynt deler med digtere som Asta Olivia Nordenhof og senest Caspar Eric både kompromisløsheden, den stærke nerve på en klangbund af rå smerte, og den determination hvormed litteraturens samtalerum åbnes for ukonventionelle oplevelser af køn, krop, seksualitet, sygdom og sårbarhed.

Smattet

Men Rasmussens prosa kan altså også noget andet, noget som på samme tid er mere kunstfærdigt, nærmest manieret, og helt vildt og blodigt. Og selvom jeg sympatiserer med den inkluderende ambition i det efterstræbte uprætentiøse, så er jeg også bare utrolig vild med virtuos lag på lag-prosa og kompositorisk overstyring, som det praktiseredes i Huden ... og Pynt.

Og de kvaliteter dyrker Ming ikke på samme måde. Her er formen mere smattet, for nu at ty til bogens eget ordforråd. Der er en rimelig løs kronologisk motor i digtene, vi følger det Bjørnske jeg hen over et halvt års tid, hvor han flytter sammen med sin mand, bliver indlagt, kommer ud, og mod slut bliver gift. Og selvfølgelig skrider det ud. Parforholdsidyllen med regelmæssig, personlig hygiejne og nyt IKEA-køkken i kolonihavehuset (at være »kyllinlykli« som det hedder) trækker ikke nok i hans vilde sjæl. Han drages af sin mintgrønne paryk, og mens manden er på arbejde, genopliver han på en række mareridtstaxature gennem Aarhus sin afdøde far, som en art personifikation af muterede machopositurer, svigt og gusten sygdom. Faren, der optræder skiftevis pertentligt uniformeret, (var han postbud eller indrulleret i Mussolinis hær?) og skiftevis udtæret og udtværet af kræftsygdom (»såret ved munden der ikke nåede at hele/ hårgrænsen kæntrer«) bliver jegets følgesvend ud i vanviddets landskab, en art Vergil på turen mod helvede:

»Med ækle vinger/ og far i blodet/ opsøger jeg min forgård/ hjerter mig ind/ bag en grøn skraldecontainer/ med rulletobakken/ og min smathvide forhud/ til mit svinerige.«

I samklang med de antipsykiatriske pointer fra Pynt konkurrerer medicineringens uendeligt triste lunkenhed heller ikke i efterfølgeren tilnærmelsesvist med vanviddets intense überfølsomhed.

I Ming fascinerer og drager det kulørte, vilde, overfølsomme og sprogligt blomstrende vanvid og åbner et frodigt rum af parallelle virkeligheder, så pulsen stiger og tårerne triller. Digtene sprænger den grå normalhorisont og gør det danske sprog lidt større. Men vanviddet truer hele tiden med at knække sig, bryde ud i makaber gnæggen og hamre kummefryserens låg ned i baghovedet på den elskede. Hør bare her:

»Først æder jeg al fisken/så propper jeg fiskeskeletterne/ned i halsen på dig/og så skyder jeg dig/med lunken kattelort/må du bede mig holde dybfryserlåget/når du bøjer dig ned for at finde en skinke/eller en rullesteg/og må jeg i min blodrus hamre låget ned i dit baghoved/og må det afføde vedvarende tinnitus/og må denne tinnitus distrahere dig under arbejdet/ med en fjerkræsaks/så der ryger en finger eller to/og må du gribe ud efter det nærliggende dannebrog og farve det hvide kors rødt af blod.«

Dødssejlads

Har kompositionen en vis løshed, så er sproget, som det burde fremgå, så meget desto mere strømførende, udsyret og voldsomt bevægende. En konstant blomstrende billedstorm forstærkes af Rasmussens sans for kiastiske lydmalerier, af og til næsten palindromer (»er fedtegrever grævlingefred«). Men i Ming er det smattede også bare en vital del af det hele, som dræbersneglene, der mæsker sig i deres overklippede artsfæller under det lykkelige havebryllup. Balancen mellem lys og mørke rumsterer hele tiden, og de brune kannibalsnegle holdes på sin side i skak af de mest poetiske, dekorerede kærlighedssnegle: »min mand har malet vinbjergsneglene med neglelak/ kalvan er blå melvin er rød/ kalvan og melvin kysser lige nu derude/ de klæber sig fast til hinanden/ har gjort det de sidste timer.«

Bjørns voldsomme dødssejlads med faderen ved hånden følges uophørligt med sproglig humor, men alligevel klinger det helt forkert at skrive, at Rasmussen leger med det voldelige, det suicidale og det selvmutilerende. Han lever med det, og han skriver med det. Og i den sammenhæng kommer kærlighedshistorien til at stå skærende rent. Den pensles ikke ud. Den er der bare, i mandens rolige tilstedeværelse, i brylluppets selvfølgelighed, som ikke fjerner vildskaben og skrøbeligheden, men ankrer dem i livet: »min mand og jeg var kraftigt vand/nemt at drikke/vi var hinandens klippe/hinandens fugl/grøn grøn lilla.«

Ming
Bjørn Rasmussen
Gyldendal
96 sider
150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ann-Claire Olsen
Ann-Claire Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu