Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Umenneskelighed er ikke forbeholdt tyskere

’Sløjfen i Stalins skæg’ om en tysk pige, der bliver behandlet som krigsforbryder, demonstrerer, at umenneskelighed ikke er et specielt tysk fænomen
Også i de områder, som var under sovjetisk besættelse, blev der begået krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig

Roger Viollet

Kultur
3. september 2015

Man kan dårligt tillade sig at tænke det, men der er en vis ensformighed over begrebet »menneskets umenneskelighed over for mennesket.«

I Sløjfen i Stalins skæg går det udover en tankeløs 14-årig tysk pige, der bliver behandlet som krigsforbryder, fordi hun i 1945 har tegnet en sløjfe i skægget på et billede af Stalin i sin sovjetisk besatte hjemby. Men beskrivelsen af de lidelser, hun bliver udsat for, kunne lige så godt være taget fra en af de mange vidneskildringer fra jøder i tyske koncentrationslejre, noget af tiden sidder hun faktisk i Sachsenhausen, eller for den sags skyld fra rædselsfortællingerne fra det iranske præstestyres berygtede Evin-fængsel. I Evin straffer man opsætsige fanger ved at putte dem i en snæver kasse i dagevis. Erika bliver sat i klemme mellem to dobbeltdøre og har mistet enhver tidsfornemmelse, da hun endelig kommer ud.

Erika Riemann er ifølge sin egen beskrivelse en almindelig tomhjernet 14-årig, som arbejder som hjælpepige i en frisørsalon, mens hun drømmer om at blive cirkusakrobat. Hendes mor vil have hende væk fra gaden og fra de sovjetiske soldater.

Det hele begynder at gå galt, da hun kategorisk nægter at vaske hår på en lusebefængt kvindelig sovjetisk officer. På afstand virker det selv for en 14-årig ualmindeligt dumdristigt at smide et medlem af besættelsesmagten ud ’på røv og albuer’, som hun senere praler af at have gjort.

Men i det hele taget tegner Erika et billede af sig selv som uvidende grænsende til det tåbelige. Det er, som om krigen er gået sporløst hen over hovedet på hende, hun synes, at det er smaddersjovt at være i pigeforbundet BDM, og kan ikke se, at Hitler er så slem. Der er selvfølgelig det med jøderne, men hun kender ingen jøder. Det viser sig, at det gør hun nu alligevel, for hun beskriver ærligt, hvordan hendes elskede bedstefar giver hende en skideballe, da hun som lille råber smædevers efter jødiske børn med davidsstjerne på tøjet.

Undgår voldtægt

Tankeløsheden indhenter hende, da skolen genåbner, og billedet af Hitler er skiftet ud med Stalin. Hendes trang til at vise sig for de andre børn får hende til at udbryde »Du ser så trist ud« og tegne en sløjfe i hans skæg. Hun var sandsynligvis sluppet med en forskrækkelse, hvis ikke den lusebefængte major havde øjnet en chance for at hævne sig, og efter en skueproces dømmes barnet som krigsforbryder og tilbringer ni år i en endeløs række af fængsler og kz-lejre rundt omkring i Tyskland.

Ni år med sult, sygdom, vold og mishandling, men mærkelig nok undgår hun ifølge sine egne beskrivelser at blive voldtaget. Ganske vist hører det med til rutinen, at de russiske fangevogtere kommer til cellerne for at hente sig en kvinde, men der er næsten altid nogle, der melder sig frivilligt. Der følger cigaretter og ekstra rationer med, hvis man stiller sig til rådighed, det er efterspurgt, og derfor slipper Erika.

Hun slipper dog ikke for at få flået alt tøjet af, og blive sat op i et blikfad, der til stor fornøjelse for de hujende fangevogtere sendes i fart ned ad fængslets trapper. Fadet slår kolbøtter, men hun overlever og husker ydmygelsen mere end skaderne.

Skammen

En ung fangevogter forelsker sig i hende, og henter hende på kollegernes opfordring ud af cellen, men hun forsvarer sig, da han vil flå tøjet af hende, og ender med at få slået to fortænder ud. Som endnu en demonstration af hele den absurde situation, bliver soldaten dømt for overgrebet og sendt tilbage til Sovjetunionen for at afsone sin straf. Alle ved, at soldaterne rutinemæssigt benytter sig af fangerne, men det er officielt forbudt, og her skal statueres et eksempel. Ovenikøbet får Erika transplanteret nye fortænder ind, hvorefter hun sendes tilbage til rædslerne i cellen.

Hun er ret vag med hensyn til sine medfanger. Officielt er de krigsforbrydere, og i starten sidder hun sammen med tidligere vogtere fra kz-lejrene, men de sendes til Sibirien. De er ellers så gode til at holde orden i cellerne og under transporterne. Det tror man gerne.

Da hun endelig bliver løsladt i 1954, er det med skammen over dommen som permanent følgesvend. At være dømt som krigsforbryder er ikke noget, man praler af, heller ikke selv om man er uretfærdigt dømt. Hun bliver snydt af de mænd, hun gifter sig med, og hendes mangel på skolegang og uddannelse gør det svært for hende at skabe sig en ordentlig tilværelse. Også fordi hun i starten stadig klynger sig til sine infantile drømme om et liv i rampelyset. Dengang var der ikke noget, der hed posttraumatisk stress syndrom, men det er indlysende det, hun lider af. Først da hun i slutningen af 1990’erne kommer i kontakt med et selvudgiverforlag, begynder der at ske noget. Hun får kontakt med en journalist, som hjælper hende med at formulere beretningen om et glemt stykke krigshistorie. Bogen blev en bestseller i 2002 og Erika Riemann fik bearbejdet sit ødelagte liv ved at bringe de undertrykte erindringer til live ved de mange foredrag, der har bidraget til den tyske debat om, hvad der egentligt skete i kz-lejrene efter krigen. Man kunne få den idé, at succesen hænger sammen med demonstrationen af, at umenneskelighed ikke er en special tysk kvalitet.

Sløjfen i Stalins skæg: Erika Riemann. Informations Forlag. 236 sider, kr. 249,95

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Angående fænomenet umenneskelighed : Læste fornylig "The Second World War" af Antony Bevor.
pris ca. 11 Pund. Den er på 1000 sider om oprulder historien om 2. Verdenskrig i noget mørkere farver end vi er vant til. Kan kun anbefale bogen; de ting som f.eks. Islamisk stat er berygtet for, er desværre også en bestialitet som var VIDT udbredt på alle fronter under 2. Verdeskrig.

Cornelius von Tiedemann

Overskriften går godt nok lidt over stregen synes jeg. Alene det at antyde at det var en mulighed at det var en bestemt race eller nationalitet som er umenneskelig synes jeg er meget stødende.

Sagt i Stephen Frys ord:
"Germans are ordinary people just like us. And if you don't believe that then we'll be doing the same to them than what they were doing to the jews. We will be ascribing a racist characteristic that is unique to them just to Germans. I think we can all be grown up enough to know that it was humanity doing something to another part of humanity."

Når det er sagt så skal det selvfølig også tilføjes at det er fuldstændig indforstået at det var Tyskerne og ikke blot Hitler eller ledelsen som var skyldige og som myrdede og plagede mennesker og menneskeligheden.

Morten Vesterbro-Hansen

@Cornelius von Tiedemann
Helt enig. Og lad os præcisere yderligere med, at det var tyskerne dengang, der var skyldige og ikke tyskerne i dag. Nutidens tysker kan på ingen måde klandres for, hvad der skete for tre generationer siden.

Ole Henriksen, Rikke Nielsen og Cornelius von Tiedemann anbefalede denne kommentar

Nu har IS og Israel, som står for umenneskeligheden.

....og danskeren, der er på vej ud af det generaliserende islamofobiske spor

Niels Duus Nielsen

Også amerikanerne, britterne og australierne m. fl. begik krigsforbrydelser under anden verdenskrig, men det skriver Information af en eller anden grund aldrig om. Måske fordi de vandt krigen?

https://en.wikipedia.org/wiki/Allied_war_crimes_during_World_War_II

Men hvorfor skal vi så høre om russernes krigsforbrydelser, de vandt jo også krigen?

Jeg gætter på, at det er Putins skyld.

Ham kan vi ikke lide, så han skal kanøfles, og alle kneb gælder, ligesom i skolegården, når gårdvagten ikke ser det. Og befolkningen i DK er alligevel blevet så højreorienteret, at langt de fleste har mistet evnen til at tænke rationelt, lidt ligesom børn, der ude gentager hvad de har hørt forældrene sige derhjemme.

Så Lone Kühlmann, Vibeke Sperling og Shaun Walker sagtens slippe afsted med lidt manipulation, det er der sikkert ingen der opdager. De griner sikkert alle tre hele vejen ned i banken.

Bare helt kort.

Tyskerne, og tysk historik, har intet længere med sagen af i dag at gøre.

Stalin, på trods af Stalins indlysende psykopati, helt på linje med Hitlers, Mussolini og Mao, har heller ikke længere næppe med nutiden at gøre. Heller ikke selvom store dele af Ruslands og Kinas befolkningen stadig tror at Stalin/Mao var alt andet end gemene psykopater.

Italien har heller ikke længere meget med Mussolini at gøre. Helt modsat, med forskellen på nord og syd Italien taget i betragtning, så har både Tyskland og Italien fået deres egen fortid galt i halsen. Kineserne er lidt et kapitel for sig selv, men de ved i det mindste at deres nuværende politik peger imod afgrunden.

Det er der noget der tyder på at tyskerne og italienerne ikke forstår. De er så opslugt af troen på at et EU kan løse deres problemer, at de ser ud til, på kort sigt, at ofre sig selv.

Putin derimod, er endnu et kapitel for sig selv. Fyren er klokkeklar psykopat. Noget Rusland tilsyneladende har politisk tradition for. Ikke at Maoisterne er bedre, tværtimod, men Kina ser ud til at, deres situation taget i betragtning, at være villige til, på sigt, at indføre nye styreformer. Hvis ikke så tager de livet af sig selv. Det samme gælder for Rusland, men de forstår det endnu ikke ...

Umenneskelighed er international. Den er repræsenteret i alle retninger, eksklusivt i Islam, ingen andre nutidige styreformer repræsenterer mere umenneskelighed end islam.

Forklaringerne er blot langt mere komplicerede i realiteten. Den handler nemlig hverken om religioner eller politik, men global overbefolkning. Tro mig når jeg siger, at overbefolkningen kommer til at medføre hidtil uset umenneskelighed i alle dens afskygninger, aldrig før set i historien.