Læsetid 4 min.

Afradikaliseringsekspertens radikale fortid

’Autonom Pusher Mentor’ er et godt portræt af Søren Lerche – tidligere autonom, voldelig kriminel og hashpusher, der i dag hjælper samfundets mest forhadte unge: højre- og venstreradikale, islamister og bandemedlemmer. Men bogen har et etisk problem
24. oktober 2015

Portrættet af Søren Lerche i bogen Autonom Pusher Mentor er skrevet af Ulrik Dahlin, og det er skrevet godt. Tonen er nøgtern, og paradokser, hensynsløshed og absurditeter får langt hen ad vejen lov til at lyse op for sig selv. Der er ingen romantisering af hverken vold eller gangsterliv.

Fortællingen følger to kronologiske, forskudte spor: Første spor følger den mildt utilpassede forstadsrod fra akademikerhjemmet, der bliver idealistisk hashhoved med fedtede dreadlocks, en del af det autonome miljø og siden pusher-gangster med massevis af penge. Det andet spor begynder ved hans isolationsfængsling, og beskriver hans vej ud af kriminalitet og frem til hans nutidige rolle som højskolelærer, ekspert i afradikalisering og leder af Fryshuset Danmark.

Under et besøg hos ETA i Baskerlandet får Søren en revolutionær åbenbaring. Da han kommer hjem, er hans strategi at skaffe penge til angreb på staten, der skal fremprovokere fascismen i Danmark. Så vil befolkningen nemlig vågne op og gøre oprør. Derfor åbner han og to venner en hashklub på Vesterbro. Siden lancerer de De Brune Bude, der bringer hash hjem til kunderne. De betaler beskyttelsespenge til en af de store rockerklubber og anskaffer sig et mindre lager af skydevåben.

Det politiske miljø, Søren og co. kommer fra, ser aldrig en krone af de mange penge, de tjener. I stedet går pengene til en ekstravagant livsstil, og banden udvikler foragt for det miljø, de kom fra. Det understreges med den absurde episode, hvor de forsøger at besætte det tidligere besatte hus og autonome kollektiv, BumZen, under dække af at ville rette op på den ideologiske kurs. I virkeligheden pønser de på at indrette en luksusversion af Pusher Street i bygningen. Den eneste tilbageværende »politik«, de gider bruge tid på, er at overfalde nazister. Søren og co. er en del af det netværk af tæskehold, der rykker ud, når der spottes nazister – eller nogen, der ligner.

Bag om hagekorsene

Det er en bog, der rummer stof til væsentlig debat og refleksion.

Dengang som nu opfattes nazister i venstreradikale miljøer som legitime mål for voldelige overfald. De er svin, som der står i bogen. Dermed bliver det irrelevant at sætte sig ind i deres sociale baggrund og se det måske socialt og følelsesmæssigt forhutlede menneske bag – og ikke kun hagekorset. Søren illustrerer pointen ved at fortælle om sin ven, den tidligere voldelige topnazist Thomas, der fik knytnævetæsk af sin far, fra han var fem år.

En anden pointe er, at der aldrig ville være blevet brugt samme voldelige metoder som mod nazister til at afrette indvandrerdrenge, der opførte sig som asociale røvhuller. Der er tværtimod forståelse for, at de drenge nok ikke har haft det så nemt, og der forsøges i stedet at opbygge positive fællesskaber med dem. Omtrent det, Sørens arbejde går ud på i dag – nazister og højreradikale indbefattet.

Bogen rejser samtidig spørgsmålet om, hvad voldsudøvelse gør ved dem, der udøver den – specielt i miljøer, hvor vold belønnes med social prestige.

Ingen mulighed for at svare

De få bipersoner, der optræder, er anonymiserede og slørede. Til gengæld er bogens eneste tilnærmelsesvise personkarakteristik af en biperson – Søren og co.’s partner in crime, ’Oliver’ – påfaldende grovkornet.

Karakteristikken og den indirekte anklage om, at ’Oliver’ stod bag et voldeligt overfald i førnævnte BumZen, efterlader en fornemmelse af en personlig vendetta mod Sørens tidligere forbillede. Altså det stik modsatte af den forsoning, hans eksnazistiske ven mødes med. Hvem ved, måske er ’Oliver’ også opfostret med tæsk?

Det kan være, at beskrivelse og anklage mod ’Oliver’ er helt korrekt, men der fremgår ikke andre kilder end Søren. Selv om Søren i forordet understreger, at fortællingen er hans udlægning af historien, så kan det undre, at både Gyldendal og Dahlin har ladet disse dele af bogen passere, uden at give ’Oliver’ mulighed for genmæle. Det er etisk problematisk.

Der er ingen grund til at betvivle, at den anger, skam og væmmelse over sin fortid, Søren giver udtryk for, er ægte. Portrættet er dog samtidig også et stykke markedsføring, der skal positionere Søren yderligere på den socialpolitiske scene. Fred være med det. Det havde dog været nok, hvis det kun en enkelt gang blev nævnt, at en mentor på et tidligere tidspunkt kunne have ændret Sørens livsbane. Gentagelserne efterlader indtrykket af pr for Fryshuset.

Trods bogens etiske problem og skønhedsfejl er den helt klart anbefalelsesværdig. Det kunne dog være rart med en bog om 90’ernes autonome miljø, der ikke er drevet af sensation og enkeltpersoner, der valgte ekstremerne.

Ulrik Dahlin: ’Autonom Pusher Mentor – et portræt af Søren Lerche’, Gyldendal, 276 s., 300 kr.

Mikkel Skov Petersen var aktiv i det autonome miljø samtidig med Søren Lerche, herunder bl.a. i det besatte hus BerZærk, og i redaktionen for tidsskriftet Propaganda

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørgen Lerche Nielsen
    Jørgen Lerche Nielsen
Jørgen Lerche Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu