Læsetid: 4 min.

Det amerikanske mareridt

I ’Black Mass’ bekæmpes et angiveligt større onde med et mindre onde, men i stedet for at finde en løsning skabes et monster
Bulger er en selvgjort psykopat, der myrder og manipulerer sig til tops i underverdenen. Han er amerikansk-irsk, og han er virkelig. Men i Johnny Depps fortolkning i Scott Coopers film ’Black Mass’ antager han dæmoniske proportioner.

Bulger er en selvgjort psykopat, der myrder og manipulerer sig til tops i underverdenen. Han er amerikansk-irsk, og han er virkelig. Men i Johnny Depps fortolkning i Scott Coopers film ’Black Mass’ antager han dæmoniske proportioner.

SF Film

16. oktober 2015

James ’Whitey’ Bulger er god mod børn, gamle mennesker og dyr. Altså dem, der står ham nær. Alle andre må holde sig på dydens smalle sti, vel at mærke ikke dén defineret af katolicismen, som Bulger ellers bekender sig til, men hans eget dobbeltbundede moralkodeks, der tillader ham at slå ihjel uden nogen form for nåde og stadig kalde sin kæreste for hjerteløs, fordi hun vil slukke deres søns respirator.

Et kodeks, der tillader ham at gå i kirke, mens hans bøller udraderer konkurrenterne. Der tillader ham at tale om befrielse fra undertrykkerne, den italienske mafia i hans by og briterne i hans fædreland Irland, mens han sætter sig på narkomarkedet og servicerer 12-13-årige på gaderne i sit lokalsamfund.

Bulger er en selvgjort psykopat, der myrder og manipulerer sig til tops i underverdenen. Han er amerikansk-irsk, og han er virkelig. Men i Johnny Depps fortolkning i Scott Coopers film Black Mass antager han dæmoniske proportioner. Depp er blevet noget nær albino til lejligheden. Hvidgråt sparsomt hår, bleg hud og frostblå irisser, der ætser, som var de en vampyrs. Superstjernen leverer en solid og isnende, men måske også lidt endimensionel præstation, der i hvert fald ikke søger at vinde vores sympati – og det endda på trods af at Bulger lider to store personlige tab i løbet af filmen/sit virkelige liv.

Ja, faktisk er historien om Whitey slet ikke det centrale tema i Black Mass, for der er ikke nogen dramatisk bue eller nogen egentlig udvikling i dén fortælling. Det er der til gengæld i historien om den uhellige alliance, som FBI indgår med Whitey for at få gjort kål på Cosa Nostra, den italienske mafia, der i 1975 regerer Bostons North End, mens irerne styrer South Side.

Amerikanske Scott Cooper betjener sig i sin tredje spillefilm af et underspillet, men alligevel tungt ladet filmsprog. Farverne er enten afbleget tristesse eller råddent efterår dyppet i 1970’er-nostalgisk tjære, mens billedkompositionerne er prunkløst stilfulde under Masanobu Takayanagis hånd. Billederne formidler en slags patos- fyldt socialrealisme, som man kan sammenligne med Michael Ciminos trøstesløse og alligevel smukke billeder af stålbyen i The Deer Hunter.

Og de formår også at formidle FBI’s domicil – med sine betonelementer og glasvægge – som en teknokratisk kasse uden virkelighedssans eller moralsk habitus. De betjener sig af den lille hvide løgn for at komme til den store sandhed, som de selv formulerer det.

Usentimentalt miljøportræt

Cooper glorificerer aldrig volden, og der er ingen fancy dialog. Det er ikke Tarantino det her, men de skjulte dagsordener gennemsyrer til gengæld hvert et ord hvislet fra spaltede tunger med dobbeltmoralsk bogholderi.

Black Mass er endnu en elegi for endnu en nedslidt del af endnu en amerikansk storby. Her Boston. I The Wire Baltimore, i Donnie Brasco (som Depp også var med i) New York City, i Sopranos flere byer i staten New Jersey. Miljøportrættet er usentimentalt, men måske også for ensidigt. Magasinet The New Yorker har kritiseret den racemæssige slagside i filmen i artiklen »The Blinding Cinematic Whiteness of ’Black Mass.’« Her påpeges det, at det er mærkværdigt, at der ifølge filmen stort set ingen afroamerikanere er i Southside i 1975. Selvom det er året efter, at en føderal dommer har beordret raceadskillelsen ophævet i Bostons offentlige skoler. Derfor blev hvide børn fra Southside sendt til det overvejende sorte område Roxbury, og sorte børn blev sendt den anden vej.

Det ser man ikke noget af i Black Mass. I stedet får vi et hvidt og gennemmaskulint univers, hvor kvinder kun har passive biroller. Og med flere morsomme scener, hvor den nyslåede FBI-agent John Connolly (spillet med forrygende panache af australske Joel Edgerton) som en anden alfahanabe puster sig op over for sine kolleger. Og minder os om hvordan lidt raseri og poseren kan bringe et stort ego langt i et maskulint hierarki. Filmen er ikke så meget et karakterstudie som et klaustrofobisk miljøportræt af et tæt knyttet irsk mandefællesskab, der definerer sig selv på baggrund af troskabseder mellem gadens drenge, nationalitet, religion, klasse og måske endda også race (selvom det altså lades unævnt). Alt sammen brugt som bærebjælker for mord, afpresning, bestikkelse, bedrag, narkohandel. Og den i barndommen rodfæstede gadelov får så også John Connolly til at indrullere sin barndomsven Bulger som meddeler for FBI. Han lader altså ulven vogte får.

Skabt et monster

Ligesom Bulgers selektive kristendom og perverse ide om næstekærlighed kan minde om Dansk Folkepartis kreative og xenofobiske fortolkning af Jesu lærdom, så kan FBI’s idé om at gøre det gode sammenlignes med en række amerikanske udenrigspolitiske fadæser gennem tiden. Dem hvor man – igennem alliancer med rigtig skidte aktører – har besluttet at forlade sig på det mindste onde i kampen mod et angiveligt større onde. Og finde ud af at man har skabt et monster. Som det er sket i Afghanistan, Sydamerika og i Mellemøsten.

Black Mass er en undersøgelse af ondskabens relativitet. Og derfor sker der det mærkværdige i filmen, at det bliver den føderale stats ordenshåndhævere og deres forkludrede navigation i moralsk mudrede vande, der bliver drivkraften. Ja, Black Mass synes nærmest at afvikle sin blodige historie pligtskyldigt og uden afgørende dramatisk nerve. Den forlader sig simpelthen lidt for rutinemæssigt på den efterhånden klassiske fortælling om stjernepsykopatens destruktion af venskaber, familier, lokalmiljøer og til sidst sig selv. Alt imens reserveres Coopers og manuskriptforfatternes indignation til spillet i den udøvende magts korridorer. Det er bizart nok hér – og ikke i historien om James ’Whitey’ Bulger – at Black Mass kan noget afgørende.

’Black Mass’ – Instruktion: Scott Cooper. Manuskript: Jez Butterworth og Mark Mallouk. Amerikansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Øv, hvorfor er den her artikel/anmeldelse kun for abonnenter, ville elske at læse hvad Information mener om filmen (så den til forpremiere i mandags og var dybt begejstret for den af helt andre årsager end jeg havde troet)

Filmen forlader sig simpelthen lidt for rutinemæssigt på den efterhånden klassiske fortælling om stjernepsykopatens destruktion af venskaber, familier, lokalmiljøer og til sidst sig selv.

Klassisk fortælling? Tjah, den moderne amerikanske moralistiske fortælling.

Hvordan er den oprindelige klassiske amerikanske fortælling om eneren, der stiller op og kæmper mod pengemagten, for venner, familier, og lokalmiljø, dog endt der. Er den klassiske fortælling blevet afsløret som hylende urealistisk i det moderne USA? Er det misantropien og selvhadet, der plantes oppefra i bevidsthed om, at stjernepsykopater, narkomaner og skoleskydere ihvertfald ikke indgår i fortællingen om sociale sammenhænge og modstand. Og aller mærkeligst hvad har en sådan film at sige i os europæere?