Hvor er det befriende for vores kultur, at det er blevet nemmere for musikere at følge deres luner. Stadig billigere indspilningsteknologi har gjort det muligt for også mindre bands at fordybe sig i indspilningsprocesser eller agere helt anderledes spontant. Og der er ikke længere en fast skabelon for, hvordan man udgiver sin musik.
Radiohead kom med et tidligt udbrud fra vanemæssighederne, da de den 30. september 2007 annoncerede, at deres nye album In Rainbows ville udkomme kun ti dage senere – i øvrigt til salg for en brugerfastsat pris, herunder også et rundt nul.
Det aktuelle eksempel på at der stadig er fri leg på gul stue i musikbranchen er ankommet i form af Beach Houses nye, sjette album Thank Your Lucky Stars. Efter tre års pause udgav Baltimore-duoen den 28. august deres femte album Depression Cherry. Det blev udsendt efter en gammeldags langsigtet kampagne, der startede med annoncering af udgivelsen den 26. maj. Så vidt så godt.
Men kun fem uger efter Depression Cherry, den 7. oktober, annonceredes bandet så, at endnu et Beach House-album ville udkomme kun ni dage senere. Denne form for blietzkrieg er blevet en udgivelsesstil udnyttet af stjerner som Beyoncé, U2, Drake m.fl., der alle har udgivet albummer, endda helt uden forvarsel. Hvad der var ekstraordinært i tilfældet med Beach House var, at det nye album fulgte kun halvanden måned efter Depression Cherry.
Thank Your Lucky Stars blev skrevet i månederne umiddelbart efter, at de havde færdiggjort sangene til forgængeren. Duoen fortalte selv, at sangene dukkede op meget hurtigt og var drevet af tekster og fortællinger, og at de føltes meget anderledes end alt, hvad de tidligere havde lavet.
»Vi ville simpelthen bare, at det kom ind i verden og eksisterede,« skriver de i pressemeddelelsen. Ja, egentlig kan man sammenligne den uceremonielle kvalitet omkring udgivelsen med hiphoppens mixtapes, der spyttes langt mere spontant ud end traditionelle udgivelser.
Musikken er mere fabulerende og fritsvævende, mindre komponeret og arrangeret end på Depression Cherry. Fornemmelsen af at høre et moderne indiebarn af Roy Orbison og Julee Cruise, som forgængeren og flere af bandets tidligere plader giver, er her på Thank Your Lucky Stars afløst af et dybere dyk i et mørkerødt ocean. O.k., tillad mig at gå planken ud og indrømme, at det ellers så roste Depression Cherry virkede en kende for komfortabelt melankolsk og hult højstemt i al sin langsommeligt drømmepoppede grandeur. Jeg befinder mig i bedre selskab med Victoria Legrand og Alex Scally, når de – i hvert fald lyder som om, at de – lader sangene komme til dem uden overdreven anstrengelse og eftertanke.
Udflydende væren
Der er en mere udflydende væren i de aktuelle numre. Som at opleve ikkefærdigtørrede akvareller i regn. Formerne og figurerne i gang med at drive ud af form, ud af fokus. Lyden af deprimerede feer på en øde highwaybar. Og der er den forunderlige »Elegy To The Void,« der lyder som et vægtløst kryds mellem My Bloody Valentine og Cocteau Twins – men punkteret af en idiosynkratisk elguitarsolo, der trækker sig som NATO-pigtråd gennem den luksuriøse fløjl.
»Tematisk føles den her plade ofte politisk,« skriver duoen i pressemeddelelsen. Hm. Ok. Det er i hvert fald sange om fravær og tab, svig. Måske er det her en hilsen til endnu en falsk politiker?: »Imitation red carnation/Nothing is new and neither are you/It’s what you say you don’t do.« Og det her et vink til fundamentalistiske republikanere, der benægter klimatruslen?: »Black clock looming distant/You’re a great white/They were never listening/Waiting for the light to come again.« Måske. Socialrealisme og klare budskaber er ikke Beach Houses stærke side, men det skal ikke ligge dem til last. Især ikke når deres musik er så laber at svømme hen i.
Thank Your Lucky Stars fuldender en kreativ ét-to-kombination fra Beach House. Og som i boksning, så ender det med at være det andet, overrumplende slag, der leverer den egentlige knockout.
Beach House: Thank Your Lucky Stars (Bella Union). Beach House spiller i Vega, Kbh. 13.11.
Thank Your Lucky Stars er fremragende og noget af det bedste fra Beach House.
Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at Depression Cherry ikke skulle have været udsendt. Dog kun fordi ingen tvinger mig til at høre den. Gab, hvor var den dog en uoplagt ørkenvandring!